Debat

Aktører: Vores arkitekturpolitik skal bygge på ligeværdighed

Tidligere arkitekturpolitikker har bygget på begrebet ’tilgængelighed’. Men det er for snævert. I stedet skal vores arkitekturpolitik bygge på en idé om universelt design og ligeværdighed på tværs af blandt andet trivsel, sundhed, køn og social status, skriver Sidse Grangaard, Christine Skovgaard Madsen og Sif Holst.

Placeholder image
Vi opfordrer regeringen til, at den nye arkitekturpolitik baseres på begrebet universelt design, skriver Sidse Grangaard, Christine Skovgaard Madsen og Sif Holst. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Hvor er det godt at se, at regeringen har ambitioner for en ny national arkitekturpolitik. Med fokus på bæredygtighed i et helhedsperspektiv, blandede byer og en anerkendelse af at befolkningen i Danmark er mangfoldig.

For at nå den ambition er der brug for et nyt mindset, som sikrer, at arkitekturen understøtter den sociale del af bæredygtigheden. Det vil sige en arkitektur, der understøtter, at vi alle kan deltage på lige fod.

Det får vi med et mindset, som omhandler os alle og ser os alle som ligeværdige samfundsborgere – uanset om vi er børn, gangbesværede, transkønnede, hører dårligt, har angst eller ADHD. Det skal samtidig være et mindset, der er inspirerende, og dermed kan spille sammen med arkitekturen og den arkitektoniske proces. Sådan vil vi virkelig kunne flytte noget.

Universelt design

Derfor opfordrer vi regeringen til, at den nye arkitekturpolitik baseres på begrebet universelt design.

Universelt design er en tilgang, der netop handler om at understøtte alle menneskers handlekraft, trivsel, sundhed og sociale deltagelse i samfundet uanset alder, køn, funktionsevne, etnicitet, kultur og social status.

Universelt design bygger på et mindset om ligeværdighed, men også den erkendelse af, at vores behov for en bestemt udformning af det fysiske miljø ændrer sig gennem livet. Børn har ikke nødvendigvis brug for det samme som voksne, blandt andet fordi de er mindre.

Samtidig deler vi rigtig mange behov. Disse behov er helt afgørende for nogle og mindre afgørende for andre – men alligevel får alle gavn af et fysisk miljø, der er tænkt til alle. Det ser vi i daginstitutioner og skoler, hvor god plads, tydelighed og overskuelighed er yderst nødvendig for nogle børn, men gavner alle.

’Tilgængelighed’ er for snævert

Tidligere nationale arkitekturpolitikker fra 2007 og 2014 har gjort brug af begrebet tilgængelighed. Men i Danmark har vi tradition for at tænke tilgængelighed for nogle få brugergrupper frem for at tænke, designe og bygge for alle. Og tilgængelighed tænkes sjældent ind i starten af en byggeproces. For i en dansk byggefaglig kontekst forstås tilgængelighed som bygningsreglementets målkrav.

Med universelt design kan vi bevæge os væk fra forståelsen af, at der er et modsætningsforhold til stede mellem det arkitektoniske udtryk og det at tænke inkluderende.

Sidse Grangaard, Christine Skovgaard Madsen og Sif Holst, arkitekt maa., ph.d., seniorforsker og forskningsgruppeleder ved Aalborg Universitet, kompetencechef i Bygherreforeningen og næstformand i Danske Handicaporganisationer

Tilgængelighed reduceres dermed ofte til ramper og ledelinjer for en snæver brugergruppe. Nemlig kørestolsbrugere, blinde og svagtseende. Bygningsreglementets målkrav benyttes i den sammenhæng som en form for tjekliste til allersidst til detaljer frem for at blive tænkt ind fra start.

Dermed bliver tilgængelighed et påklistret element og ofte ikke smukt at se på. Men sådan behøver det ikke at være.

Hvis vi tegner og bygger ud fra princippet om universelt design, tænkes tilgængelighed for alle ind i opstarten af et projekt, hvor det arkitektoniske greb defineres, da universelt design omfatter tilgængelighed – men er mere end det. Desuden giver universelt design plads til de inspirerende og nytænkende ideer, som målkravene ikke lægger op til.

Tilgængelighed er for snævert i forhold til en arkitekturpolitik, der jo handler om at formulere de store linjer på et strategisk niveau. Her kan universelt design åbne nye muligheder.

Ingen skal lades i stikken

Med universelt design kan vi bevæge os væk fra forståelsen af, at der er et modsætningsforhold til stede mellem det arkitektoniske udtryk og det at tænke inkluderende. Det er man allerede gået i gang med i New European Bauhaus, som Ursula Von der Leyen har lanceret under sloganet: ”beautiful, sustainable, together”.

Netop ved at lade universelt design optræde som et samlende begreb omkring det sociale i den nationale arkitekturpolitik kan bæredygtighed i et helhedsperspektiv adresseres og indfries.

Med dette perspektiv vil arkitekturpolitikken kunne bidrage til, at Danmark kan efterleve FN´s verdensmål og undgå, at ’nogen lades i stikken’, som er et gennemgående princip bag målene.

Inden vi ønsker regeringen god arbejdslyst, skal det understreges, at vi selvfølgelig stadig skal tale om tilgængelighed. Og der er heller ikke noget galt med ramper. Ramper kan skabe mulighed for aktivitet og deltagelse for rigtig mange mennesker – men det fungerer bedst – også arkitektonisk, når de er tænkt ind fra start.


Politik har aldrig været vigtigere
Få gratis nyheder fra Danmarks største politiske redaktion
Ved at tilmelde dig Altingets nyhedsbrev, accepterer du vores generelle betingelser