Tidligere socialrådgiver i udsatte boligområder: Hummelgaard har ret. Børn får tæsk, mens samfundet ser væk

I min anmeldelse af bogen Familien Hassan, der på sin vis er et vidnesbyrd om, at alt, hvad den famøse digter Yahya Hassan sagde om opdragelse, vold og ydmygelse i hjemmet, var sandt, satte jeg ord på den dysfunktionelle mellemøstlige opdragelse, der har formet mange minoritetsetniske børn.

Det er en opdragelse, hvor vold, afmagt og umyndiggørelse går hånd i hånd og efterlader børn med traumer, som de bærer med sig resten af livet.

Nogle af dem klarer sig. Andre bliver hjulpet ud. Men mange ender som Familien Hassan – fanget i en evig cyklus af vold og kontrol. Hummelgaard peger på dette problem uden omsvøb, og det kræver mod, men måske også indsigt – indsigt i, hvordan vold, frygt og usikkerhed kan forme ens liv og fremtid.

For lad os lige slå fast med syvtommersøm: Vold og dysfunktionel opdragelse og dannelse er en kæmpe del af mange minoritetsetniske børn og unges liv.

Det gælder især dem, der bor i de udsatte områder. For dem er hver dag en kamp om at overleve, navigere i frygt og forsøge at kæmpe sig til en fremtid, der ikke indeholder barndomstraumer og genskabelse af de samme mønstre, de selv er vokset op i.

Så ærligt talt er det en befrielse at læse landets justitsminister sige, “nu er det sgu nok”. Og ikke nok med det – han har forslag til, hvordan vi muligvis kan stoppe det.

Hummelgaard peger på dette problem uden omsvøb, og det kræver mod, men måske også indsigt – indsigt i, hvordan vold, frygt og usikkerhed kan forme ens liv og fremtid.

Ali Aminali

Men ret skal være ret – hans forslag om en udvidet underretningspligt i parallelsamfund er som sagt den hårdeste hammer i værktøjskassen. Derfor har den mødt kritik. Mange er uforstående overfor, at vold mod børn i for eksempel Gellerup skal have større konsekvenser end vold i Hellerup.

Det er en ærlig kritik, som mange vil kunne forstå. For hvorfor skal vi gøre forskel på børn, alt efter hvor de bor?

Men det er en privilegeret debat. For mens middelklassen bruger tid på at diskutere etiske og moralske spørgsmål i Deadline og i de politiske saloner, så kæmper børn i ghettoerne for at overleve. De har hverken tid eller mulighed for at filosofere over de fine nuancer i vores debat.

For børnene i Gellerup – og andre lignende områder – handler livet om noget helt andet. Om at navigere i en verden, hvor vold og frygt er normen. Hvor voksne omkring dem svigter igen og igen. Og hvor der sjældent er nogen, der træder til og bryder tavsheden.

Hummelgaards forslag er måske ikke perfekt, men det er en begyndelse. Det kan bryde den tavshed, som holder volden i live.

For nylig hørte jeg et radioprogram, hvor emnet var hjemløshed. Der blev der også nævnt hele det moralske og etiske spørgsmål om, hvad det vil sige at være hjemløs.

Men stemningen ændrede sig i studiet, da en gæst og tidligere hjemløs sagde: “Prøv at forestille dig, at det er et barn, der er hjemløs.”

Ja, så forsvandt de store filosofiske overskudsteser ud af vinduet. På en måde er det, hvad Hummelgaard gør, når det kommer til minoritetsetniske børn i de udsatte områder.

Han minder os om, at den vold og inhumane opdragelse, vi som samfund har haft et opgør med i den etnisk danske kultur, eksisterer i parallelsamfundet og er en hverdag for mange børn.

Er alle så enige i ovenstående? Jeg vil påstå, at størstedelen af fagpersoner, der har arbejdet i det område, kender til denne dysfunktionelle opdragelse. 

Det er ikke kun Hummelgaard, der skal komme med forslag. Det er også os som samfund.

Ali Aminali

Det samme gælder størstedelen af den minoritetsetniske gruppe. Størstedelen af dem har brudt mønsteret, men slås med traumer, som de kæmper for ikke at videregive til deres børn. Men der vil med garanti også være ramaskrig fra den såkaldte minoritetsetniske elite, der primært er enormt venstreorienteret.

De vil med stor sandsynlighed underminere eksistensen af denne vold og dysfunktionelle opdragelse. Grunden til det er, at de står med et ideologisk skjold, der hjælper dem med at glemme eller ignorere, hvad de selv har oplevet eller set ske med naboens datter eller søn. Hvorfor? Fordi traumer og sandheden altid er svær at se i øjnene.

Derfor er det ikke kun Hummelgaard, der skal komme med forslag. Det er også os som samfund.

Sandheden er bare, at børnene der bor Gellerup – og ikke så meget Hellerup – fortjener, at vi ser dem, lytter til dem og handler.

At vi gør noget for at bryde voldens cyklus. Hummelgaard tager et skridt.

Nu det vores ansvar at tage endnu flere i den nærmeste fremtid.