Debat

Boligadvokater: Udlejning af ejerboliger øger ikke spekulation i boligmarkedet

DEBAT: Danske boligejere er bundet af nuværende regler for udlejning. Det skaber problemer, når markedet er så utilregneligt. En lempelse af reglerne for udlejning af ejerboliger vil afhjælpe problemerne, mener Lars Schøtt-Pedersen, formand for Danske Boligadvokater.

Foto: Colourbox
Kirsten Ida Enemark
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Jan Schøtt-Petersen
Formand for Danske Boligadvokater

Lejernes LO udtaler i et svar på Danske Boligadvokaters indlæg om de private boligejeres retsstilling, at "fri opsigelsesret af lejere af ejerlejligheder vil åbne for en voldsom spekulation i køb og herefter spekulativ udlejning af ejerlejligheder".  

Det er en alt for vidtgående konklusion at drage på baggrund af mit indlæg. Vore medlemmer rådgiver dagligt boligejere, som uden nogen form for bagtanke har købt ejerbolig til sig selv og deres husstand. De har som langt flertallet af private boligejere beboet deres hus eller lejlighed, men er kommet i klemme på grund af dårlige tider.

Der er ikke tale om, at vi blot ønsker, at vore klienter skal rage til sig og få gevinst, men derimod, at de ikke skal gå fallit. Det er disse boligejere, der har brug for en håndsrækning i form af et lempet sæt lejelovsregler.

Fakta
Deltag i debatten! 
Skriv til [email protected]

Lempelige regler er ikke til spekulation i udlejning
Det er et led i vort forslag, at de, der skal kunne benytte sådanne lempeligere regler, er boligejere, som kun ejer en enkelt helårsbolig, som de udlejer eller ønsker at udleje. Og boligejeren skal selv have beboet ejendommen.

Der er altså ikke tale om, at vi ønsker, at udlejning på ejerlejlighedsmarkedet generelt gives frit. Perspektivet om 600.000 boliger, som kommer i spil som spekulationsobjekter kan vi således ikke genkende.

Der er ikke tale om, at vi blot ønsker, at vore klienter skal rage til sig og få gevinst, men derimod at de ikke skal gå fallit. Det er disse boligejere, der har brug for en håndsrækning i form af et lempet sæt lejelovsregler.

Lars Schøtt-Pedersen
Formand, Danske Boligadvokater

Det fremgår af Lejernes LO’s indlæg, at man anerkender, at ejerboliger kan udlejes tidsbegrænset. Tidsbegrænsede lejemål er dog ikke ubetinget en lejerfordel, idet den manglende fleksibilitet omkring tidspunktet for lejemålets afslutning bevirker, at mange lejere tvinges til at forlade lejemålet, selv om det for så vidt godt kunne være fortsat, fordi ejerens behov for at disponere over lejemålet har ændret sig.

Mange boligejere tør heller ikke give sig i kast med tidsubegrænset udlejning, idet de risikerer en efterfølgende prøvelse af lejens rimelighed med deraf følgende binding i hele den aftalte lejeperiode.

Lejernes LO omtaler udlejers mulighed for, i et tidsubegrænset lejemål, at opsige lejeren, såfremt udlejer selv ønsker at benytte det lejede. Problemet for de boligejere, som er tvunget fra hus og hjem på grund af tidernes ugunst er imidlertid, at de netop ikke selv ønsker at genoptage beboelsen, men at boligen skal sælges.

Ejendommen må altså i disse tilfælde sættes til salg med respekt af et igangværende lejeforhold, og køberen må herefter selv løbe risikoen for at få lejemålet bragt til ophør. Udfaldet af en opsigelsessag anlagt af køberen er ikke oplagt. Domstolene vil nemlig vurdere, om opsigelsen er rimelig, henset til henholdsvis købers og lejers forhold. 

Nuværende regler giver problemer for boligejerne
Resultatet forekommer derfor oplagt: Boligejeren har ved salg af en udlejet ejerbolig ingen realistisk mulighed for at opnå markedspris for boligen.

Nogle boligejere kaster sig i stedet ud i opsigelser med fiktive begrundelser om at de selv ønsker at benytte det lejede. Det er bestemt ikke sympatisk, men måske forståeligt, hvis alternativet er, at ejendommen må sælges uden dækning til panthaverne.

En lempelse af lejelovgivningen ved udlejning af tidligere ejerboliger vil betyde et større udbud af gode boliger. Da reglerne kun tænkes at kunne anvendes af den omtalte gruppe af boligejere, som selv har boet i ejendommen, vil effekten være begrænset. Vi vil ikke se lejemarkedet som sådan blive omdannet til et marked for bolignomader.

Vi får derimod mulighed for at se, om ikke dette segment vil blive efterspurgt netop af lejere, som, af en række anerkendelsesværdige årsager, kan leve med rimelige opsigelsesvarsler: De er måske selv jobfleksible, og de har måske ikke behov for fast tilknytning til daginstitutioner osv. Efterspørgslen fra dette særlige segment vil frigøre lejemål på det professionelle marked, som forudsættes reguleret som hidtil.

I Danske Boligadvokater anser vi, at en lempelse af reglerne for udlejning af ejerboliger vil give en hårdt tiltrængt tosidet beskyttelse af ganske almindelige danskere, som har fælles interesser i et ejerboliglejeforhold.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00