Debat

Byplanlaboratoriet: Blandede byer er mest velfungerende

DEBAT: Planlovsdiskussionen handler primært om yderområderne. Men vi må ikke glemme byernes vækst og omdannelse. Det mener Ellen Højgaard Jensen, direktør for Dansk Byplanlaboratorium.

Når vi skal udvikle vores byer, får vi behov for en planlov, der ikke kun kan afgrænse og adskille, men som også kan håndtere sameksistens og dynamiske møder. Det skriver Ellen Højgaard Jensen, direktør for Dansk Byplanlaboratorium.
Når vi skal udvikle vores byer, får vi behov for en planlov, der ikke kun kan afgrænse og adskille, men som også kan håndtere sameksistens og dynamiske møder. Det skriver Ellen Højgaard Jensen, direktør for Dansk Byplanlaboratorium.
David Laungaard Lose
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Ellen Højgaard Jensen
Direktør for Dansk Byplanlaboratorium

Planloven har langt hen ad vejen fungeret efter hensigten. Den har begrænset byvæksten og adskilt byen fra det åbne land. Det kan man glæde sig over, når man kører igennem Danmark, som mange nok har haft mulighed for i efterårsferien.

Derfor skal man være varsom, når man ændrer loven. Men i dag står vi over for andre opgaver. De danske kommuner har en række nye presserende planudfordringer, som skal løses inden for overskuelig fremtid. De skal have gang i omdannelsen af 60´erne og 70´ernes industrikvarterer, de skal få de udsatte boligområder til at hænge sammen med den omgivende by, og de står over for en gigantisk udfordring med at tilpasse provinsbyernes bymidte til nutidens detailhandelsstruktur. By og land skal i højere grad blandes, men ikke ved at trække byen ud på landet – snarere ved at trække naturen ind i byen.

Når vi skal udvikle vores byer, får vi behov for en planlov, der ikke kun kan afgrænse og adskille, men som også kan håndtere sameksistens og dynamiske møder. Det gælder både mellem forskellige funktioner og mellem forskellige mennesker. Før i tiden handlede planlægning først og fremmest om at undgå konflikter.

Man adskilte boliger fra erhverv, biler fra gående og rekreative arealer fra den rene natur. Det har beskyttet både dyr, virksomheder og mennesker, men princippet har også en bagside. Byerne bliver kedelige og opsplittede, og vi bruger rigtig meget areal, som kunne udnyttes bedre. En af de store udfordringer er at få omdannet ældre erhvervsområder til nye funktioner.

Fakta
Fra 30. september og en måned frem tager Altinget: by og bolig og Altinget: miljø planloven op til debat.

Følg debatten her

Husk, at du også kan deltage i eller komme med idéer til debatten.

Send dit indlæg til [email protected]

Midlertidighed – et nyt planprincip?
Midlertidighed og eksperimenter indgår allerede i dag som et vigtigt redskab i dialogen om byernes udvikling. Det sker især, hvor der er gamle industri- eller havneområder, der venter på at blive omdannet, men princippet kan også bruges aktivt til at puste liv i provinsbyernes centerområder. Midlertidighed bruges til at afprøve løsninger, før de bliver permanente, til at skabe et tilhørsforhold til nye arealer og til at eksperimentere, mens man venter på, at noget helt andet skal ske.

Der er mange gode praktiske eksempler, men de eksisterer mere på trods af loven end i kraft af den. Dispensationer gives, men de er typisk af ret kort varighed. Derfor foreslår vi, at det undersøges, om det rent juridisk kan lade sig gøre at indføre midlertidige lokalplaner og erstatte høringer med tidlig dialog og for-offentlighed. Man kunne f.eks. indføre 5-årige plantilladelser i særligt udpegede omdannelses- eller forsøgsområder i vores provinsbyer og i vores udtjente erhvervs- og havneområder.

Det er ikke kun funktioner, der bør blandes. Det gælder også mennesker.

Ellen Højgaard Jensen
Direktør for Dansk Byplanlaboratorium

Det er ikke kun funktioner, der bør blandes. Det gælder også mennesker. Jeg var en af dem, der anbefalede at indføre en bestemmelse om blandede ejerformer i planloven. Den giver mulighed for, at kommunerne kan kræve op til 25 % almene boliger i nye lokalplaner. Byer, der giver plads til mange forskellige typer mennesker, er de mest velfungerende. Det er der mange grunde til. Det er ikke funktionelt, når der spildes for megen tid på pendling. Det er heller ikke optimalt at skabe byer med parallelsamfund og rigmandsghettoer.

Derfor er jeg bekymret for, om man nu vil fjerne bestemmelsen fra planloven igen. Jeg kan ikke forstå, hvorfor der tales så meget om ekspropriation. Grundejeren har ingen byggeret, før lokalplanen er vedtaget. Det er da rigtigt, at han/hun sikkert kan tjene mere på ejerboliger end på almene boliger, men han/hun kan også tjene mere på byggeri i 28 etager end i 2 etager, og det har også betydning, om det er boliger eller erhverv, der kan bygges. Det er bl.a. derfor, lokalplaner er så betydningsfulde.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Ellen Højgaard Jensen

Underviser og byudvikler
cand.scient. i kulturgeografi (Københavns Uni. 1992)

0:000:00