Dansk Folkeparti: Rod og skrammel holder tilflyttere fra landsbyer

Af Hans Kristian Skibby (DF)
Erhvervsordfører for Dansk Folkeparti

Nærmest alle aktører i Danmark anerkender, at det rigtig mange steder halter med den positive udvikling i de danske landsbyer.

Ændret demografi, stagnation, butiksdød, færre folkeskoler og længere imellem dagplejerne har medført fraflytning og dermed faldende beboerantal i rigtig mange landsbyer.

I Folketinget nedsatte vi i 2017 ”Udvalget for levedygtige landsbyer” netop for at få omfanget belyst og komme med forslag til at få vendt den lokale udvikling.

Her i april måned kom så den ventede rapport, som fremsætter 17 klare anbefalinger til en forbedret landsbyudvikling. 

Skrammel sviner i landsbyer
I DF hilser vi alle 17 anbefalinger velkommen. Eksempelvis at midlerne til landsbyfornyelse forlænges og forøges fra 2019 til minimum 330 millioner kroner årligt, at boligjobordningen udvides til også at omfatte lønomkostninger til nedrivning af nedslidte boliger beliggende i landzone, og at de kommende finanslove sikrer markant flere midler tilført den statslige nedrivningspulje af kondemneringsdømte boliger.

Rigtig mange landsbyer kender desværre til boligejere, som er fuldstændig ligeglade med, hvordan deres ejendom fremstår. Rod og skrammel fylder ganske enkelt for meget i gadebilledet!  

Hans Kristian Skibby (DF)
Erhvervsordfører

Ligeledes skal der fokus på boligfinansiering og sikres bedre vilkår for nybyggeri i forbindelse med genopførsel af boliger i landzone.

Men anbefalingerne mangler også et element, som vi i DF anser for meget vigtig at få muliggjort i en kommende aftale.

I ”gamle dage” fulgte der med en byggetilladelse, at man som husejer var forpligtet til at holde sin ejendom pæn og ryddelig – om end kun ud til offentlig vej og facade.

Lignende krav stilles der jo også i vedtægter for kolonihaver og lignende, hvor man som ejer automatisk bliver omfattet af en række rettigheder, men også overkommelige pligter.

Rigtig mange landsbyer kender desværre til boligejere, som er fuldstændig ligeglade med, hvordan deres ejendom fremstår. Rod og skrammel fylder ganske enkelt for meget i gadebilledet!  

Det synes jeg, vi bør kunne gøre noget ved, så landsbyer fremadrettet vil kunne fremstå mere indbydende, og det givet vis vil være lettere at omsætte de boliger, der udbydes til salg.

Der skal stilles krav til husejere
Ligeledes vil beboersammensætningen gøres bredere – og færre huse vil måske ende som udlejningshuse med hyppige ind- og udflytninger.

Konkret ser jeg en ny lovgivning, som giver de enkelte kommuner en større beføjelse til at kunne stille krav til husejere, samt ved misligholdte påbud vil kunne udføre oprydning og indkræve udgifterne hos ejendommens ejer.

En anden og mere aktiv model kunne være, at man udstyrer den enkelte landsby (via borgerforeninger og landsbyråd) med en anbefalingsret overfor de kommunale myndigheder.

En sådan model kan eventuelt indgå som forsøgsmodel i en række udvalgte kommuner. Fakta er i hvert fald, at flere penge ikke altid bør være det eneste svar, derimod bør vi også kunne stille krav til boligejerne.