Djøf: Flytning af statslige arbejdspladser er op ad bakke

Af Sara Vergo
Formand for Djøf Offentlig

Med regeringens igangværende og planlagte flytninger af nu op imod 8.000 statslige arbejdspladser er det et erklæret mål at sikre et Danmark i bedre balance.

Tanken er smuk, og ideelt set burde flytningerne kunne bidrage til at styrke provinsen og det lokale erhvervsliv. Men det kræver, at flytningerne tænkes sammen med de lokale styrkepositioner, så der skabes bredere og mere attraktive faglige miljøer.

Desværre er det langt fra det indtryk, man får, når man ser på, hvordan flytningerne er blevet eksekveret. Fraværet af faglig og saglig argumentation for, hvorfor eksempelvis Det Centrale Handicapråd og Frivilligrådet skal ligge i Brovst er slående. Og tilsvarende Dansk Sprognævn i Bogense. Eller Det Økonomiske Råd i Horsens. Mange opfatter faktisk opsplitningerne af eksisterende styrelser mv. som en svækkelse af fagligheden, fordi de faglige miljøer så at sige smøres tyndere ud.

Fraværet af faglig og saglig argumentation for, hvorfor eksempelvis Det Centrale Handicapråd og Frivilligrådet skal ligge i Brovst er slående.

Sara Vergo
Formand for Djøf Offentlig

Vi er realister
I Djøf bidrager vi gerne til at gøre flytningerne til en succes, så man reducerer videnstabet mest muligt. Men vi er også realister.

Det store flertal af medarbejderne vil – hvis erfaringerne fra første flytterunde også gør sig gældende i anden runde – vælge at finde et nyt job i stedet for at flytte med. Det handler ikke om foragt for provinsen, men om at vi som mennesker selv vil vælge, hvor vi vil bo og leve. Det er en meget stor beslutning at rykke sig selv og familien op med rode til en ny landsdel, man måske ikke kender, og hvor man ikke har sociale relationer. Uanset om turen går mod vest eller øst, nord eller syd.

Mens regningen for flytningerne af de statslige arbejdsplader ender på langt over en milliard kroner, er det slående, at de ordninger, der kan skabe nye arbejdspladser, er håbløst underfinansierede.

Sara Vergo

Der er ingen tvivl om, at der med flytningerne åbner sig et nyt og større jobmarked for eksempelvis nyuddannede kandidater fra universiteterne i Aalborg, Aarhus og Syddanmark. De skal ikke længere i samme omfang tage turen mod København for at få det første job. En tendens, vi har set meget tydeligt hidtil.

Men vi er også nødt til at indse, at det allerede efter flytterunde nummer et har vist sig vanskeligt at rekruttere den fornødne arbejdskraft, særligt erfarne akademikere, til de nye styrelser. Det viser regeringens egen erfaringsopsamling. Så hvis ambitionen om bedre balance skal lykkes, er man nødt til at få flere til at flytte med. Der er behov for et langt større fokus på, hvilke incitamenter og initiativer der skal søsættes, hvis medarbejderne skal flytte efter stillingerne i provinsen – enten permanent eller i en overgangsfase.

Regeringen og de statslige arbejdsgivere bør satse massivt på pendlerordninger, hjemmearbejdsdage, fastholdelsesbonus mv. for at fastholde flest mulige medarbejdere. Det handler om at sikre en høj grad af videnoverlevering, der kan bidrage til at reducere videnstabet og faldet i effektivitet og produktivitet, når erfarne medarbejdere skal erstattes af nye medarbejdere.

Kommunerne spiller central rolle
Kommunerne og det lokale erhvervsliv kan også gøre meget for at appellere til de flytteberørte medarbejdere – og deres familier – der lige nu overvejer, hvordan de skal stille sig til arbejdspladsens forestående flytning.

Det er vigtigt, at kommunerne tænker på og formidler alt det, der ligger rundt om jobbet – skoler, daginstitutioner, bolig, kultur mv. – til medarbejderne i de styrelser, de skal modtage. Det handler ikke om en pjece på glittet papir, men om den personlige kontakt.

Det er også afgørende, at kommunerne og det lokale erhvervsliv evner at synliggøre, hvilke jobmuligheder der er i lokalområdet – og ikke kun inden for kommunegrænsen. De skal tænke bredere, så det også bliver sandsynliggjort, at der er et job til en medfølgende ægtefælle.

Privat jobvækst
Men vi må nok også erkende, at målet om at skabe et Danmark i bedre balance ikke kan nås alene ved at flytte eksisterende arbejdspladser. Derfor er det afgørende, at der også målrettet arbejdes for at udvikle virksomhederne rundt om i landet, så der bliver skabt nye arbejdspladser i den private sektor.

Og her spiller det en central rolle at løfte virksomhedernes vidensniveau ved at tiltrække flere højtuddannede til virksomhederne – eksempelvis gennem ordninger som landdistriktsvækstpilot-ordningen eller InnoBooster, hvor virksomhederne kan få støtte til at ansætte deres første akademiker.

Mens regningen for flytningerne af de statslige arbejdsplader ender på langt over en milliard kroner, er det slående, at de ordninger, der kan skabe nye arbejdspladser, er håbløst underfinansierede. I 2017 blev de 10 millioner kroner til vækstpiloter i landdistrikterne revet væk på få uger, og der var ikke vilje til at finde flere penge til ordningen før i 2018. Det tegner desværre et billedet af, at ønsket om lokal og regional udvikling ikke er helhjertet – trods mange ord og kønne hensigtserklæringer.