Debat

EL: Arbejdsgiverne må til lommerne for at sikre flere kvinder i byggeriet

DEBAT: Der er kun sket meget små forbedringer for kvinders arbejdsmiljø de sidste 30 år. Hvis der skal flere kvinder i byggeriet, må arbejdsgiverne til lommerne. De må sikre velfærds- og arbejdsmiljøløsninger, skriver Jette Gottlieb.

Der skal tages en åben dialog om hensigtsmæssige omgangsformer på arbejdspladser med stor kønsmæssig, aldersmæssig og etnisk bredde, skriver Jette Gottlieb.
Der skal tages en åben dialog om hensigtsmæssige omgangsformer på arbejdspladser med stor kønsmæssig, aldersmæssig og etnisk bredde, skriver Jette Gottlieb.Foto: KT/Enhedslisten
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Jette Gottlieb (EL)
Arbejdsmarkedsordfører og tømrer

Som kvindelig tømrer har jeg deltaget i diskussionen om ligestilling i byggebranchen i mindst 30 år.

For mig startede det, da jeg søgte læreplads. Jeg fik mange forskellige svar – flest af typen: ”Det tror jeg ikke, du kan klare.”

Men jeg fik også nogle meget interessante og meget usandsynlige svar: ”Vi havde engang en kvindelig lærling, men så blev hun gravid.” Det svar fik jeg så mange gange, at København nok ville være overbefolket, hvis der var kommet børn ud af alle de graviditeter.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. 

Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Og så var der svaret: ”Det kunne være interessant, men svendene i firmaet vil ikke have det.” Den fik jeg senere lejlighed til at afprøve: Det var rent opspind.

Praktiske problemer for kvinder
Det, der fik kvinderne i fagene til at holde ved, var først og fremmest det fællesskab, vi opbyggede i vores fagforening. Vi kunne give hinanden gode råd og holde modet oppe – for det var nogle gange hårdt.

Men hvis det virkelig skal blive til noget med flere kvinder i fagene, så må arbejdsgiverne til lommerne med velfærdsforanstaltninger og arbejdsmiljøløsninger

Jette Gottlieb (EL)
Arbejdsmarkedsordfører

Arbejdet var fysisk hårdt, men det var det mindste af det. Dét, at man var ”på” hele tiden og blev bemærket og kommenteret af både kolleger og arbejdsgivere, var anstrengende – og så var der en lang række praktiske problemer: omklædningsforhold, toiletforhold med mere.

Arbejdsgiverne gjorde (næsten) intet for at få lavet løsninger på den slags. Da jeg omsider fik min læreplads, gav jeg afkald på et toilet, ellers var lærepladsen ikke blevet til noget.

På alle de pladser, jeg var, hvor der ikke var skur, havde jeg et problem, som mændene ikke delte.  

Uendeligt små forbedringer på 30 år
Det er uendeligt små forbedringer, der er sket på 30 år. De problemer, jeg dér havde, afviger for eksempel ikke fra de problemer, de kvindelige buschauffører nu har, når pauserne ved endestationerne spares væk.

Lige nu kæmpes der for at få lås på badedøren i skuret. Men kvinderne tager oftest hjem i det beskidte arbejdstøj.

Og nu buldrer så en diskussion og en kampagne for at få flere kvinder i byggefagene.

Hvorfor lige nu? Jo, fordi der er mangel på bygningsarbejdere, og så kigger arbejdsgiverne sultent efter en nem arbejdskraftreserve.

Det var det samme, da de første generationer af kvinder for alvor kom på arbejdsmarkedet i begyndelsen af 1900-tallet. Eller da det pludselig blev muligt for kvinder at blive sporvognskonduktører i slut 50’erne. Og det var det samme, da der for 20 år siden for alvor kom kvinder ind i malerfaget.

Zigzagkurs og for få kvinder
Byggeriet kæmper med to problemer:

Det ene er, at der ikke er en tilstrækkelig tilgang af unge til byggeriets fag. Det skyldes en samfundsmæssig zigzagkurs, som de unge ikke skal lastes for.

I 30 år har alle de toneangivende talt for, at Danmark skulle være et videnssamfund, og at den materielle produktion uden problemer kunne flyttes til fjerne lande (selvsagt med lavere lønninger).

I samme periode glemte arbejdsgiverne, at forudsætningen, for at der findes udlært arbejdskraft, er, at der er tilstrækkeligt med lærepladser.

Det andet er – og det kan endda vise sig at blive en del af løsningen på det første – at der er for få kvinder i fagene.

Arbejdsgiverne må til lommerne
For at slå det fast: Det er fantastisk at arbejde i byggeriet. Være med til, at ting bliver til, og at de bliver stående. Det er noget, jeg kan unde alle at prøve.

Men hvis det virkelig skal blive til noget med flere kvinder i fagene, så må arbejdsgiverne til lommerne med velfærdsforanstaltninger og arbejdsmiljøløsninger, der imødekommer andre end de 28-36-årige mænd i deres bedste alder.

Læs også

Og fagforeningerne og erhvervsskolerne må påtage sig en åben dialog om solidaritet og hensigtsmæssige omgangsformer på en arbejdsplads med stor kønsmæssig, aldersmæssig og etnisk bredde. Det er ikke sikkert, at skurvognsjargonen fra 60’erne er den mest egnede til at rumme alle.

Al erfaring siger, at både produktivitet og arbejdsmiljø forbedres af, at der er mange forskellige slags mennesker i kollegakredsen.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jette Ryde Gottlieb

MF (EL), fhv. medlem af Københavns Borgerrepræsentation 2006-09
Tømrer (Langhoff & Søn. 1986), cand.scient. i geografi og samfundsfag (Københavns Uni. 1976)

0:000:00