Debat

Erhvervsskoler: Brancherne må sætte ind mod tanker om mande- og kvindefag

DEBAT: Unge skal ikke begrænses i deres uddannelsesvalg af, hvem de er. Derfor må vi arbejde med rollemodeller og inkluderende studiemiljøer, men arbejdsmarkedets brancher må også sætte ind overfor traditionelle tankegange, skriver Lars Kunov.

Når vi skal have flere kvinder i byggeriet, kan vi arbejde med rollemodeller. De kan vise veje, som unge ikke selv havde overvejet, skriver Lars Kunov.
Når vi skal have flere kvinder i byggeriet, kan vi arbejde med rollemodeller. De kan vise veje, som unge ikke selv havde overvejet, skriver Lars Kunov.Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Lars Kunov
Direktør for Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier

Flere brancher er er i stigende grad begyndt at interessere sig for at tiltrække det modsatte køn, end det der traditionelt udgør rekrutteringsmassen for deres fagområde.

Udsigten til, at det bliver vanskeligere at skaffe faglært arbejdskraft, er blevet den løftestang, der for alvor flytter brancherne ind i overvejelserne om, hvordan de kan udvide deres tiltrækningsgrundlag.

Incitamentet bygger på et nemt regnestykke, hvor en branche udelukker cirka 50 procent af det samlede grundlag, hvis man udelukkende rummer det ene køn.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. 

Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Brancher arbejder ligestilling
Byggebranchen er et af de fagområder, hvor blot 9 procent af de ansatte i branchen er kvinder. Her satte Dansk Byggeri i 2018 en målsætning om at fordoble dette tal inden for 10 år.

I industrien har vindmøllegiganten Vestas Wind Systems som en af de første virksomheder sat et mål for andelen af kvinder i ledelsen i håb om, at det kan skabe større diversitet og tiltrække endnu flere kvinder til branchen.

Brancherne bliver nødt til at sætte ind mod traditionelle tankegange om, at et fag er et kvinde- eller et mandefag.

Lars Kunov
Direktør, Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier

I transportbranchen har arbejdsgiver- og arbejdstagerorganisationer nedsat en taskforce, der skal komme med forslag til, hvordan man får flere kvinder ind i transportbranchen. Med modsat fortegn er der andre brancher, såsom SOSU-området og andre omsorgsfag, der iværksætter tiltag for at tiltrække flere mænd.

Ønsker skal frit kunne forfølges
Hos Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier går vi ind for ligestilling og mangfoldighed på uddannelserne, og anser det som kærkomment, at flere brancher erkender, at der skal forandring og aktive tilvalg til, for at ændre et velkendt mønster, der er dybt forankret i traditioner og kultur.

Ligestilling handler ikke kun om det ene køn frem for det andet, men om lige vilkår og muligheder for alle, der sikrer kompetenceudvikling af arbejdsstyrken på baggrund af interesser og evner.

Når flere unge skal vælge en erhvervsrettet ungdomsuddannelse, er det helt afgørende, at både piger og drenge uanset baggrund ser alle uddannelser som reelle valgmuligheder, og at interesser og ønsker frit kan forfølges.

Inkluderende studiemiljøer
Det kan vi understøtte ved at gøre brug af rollemodeller, som viser de unge veje, de måske ikke selv før har overvejet. Det kan også gøres ved at understøtte og udvikle talenter - talenter, der kan gå forrest, og som andre unge kan lade sig inspirere af.

Dernæst er studiemiljøet naturligvis en vigtig faktor. Det er vigtigt, at studiemiljøerne inkluderer alle og fordrer læring via mangfoldighed. Der er brug for, at der gøres op med stereotyper, for der er ikke nogen tvivl om, at kønnene kan lære noget af hinanden. Det er sådan der bedst kan skabes dynamik på uddannelserne.

Sæt ind mod traditionelle tankegange
Hvis uddannelsesvalget skal være frit, nytter det ikke noget, at arbejdsmarkedet sætter begrænsninger.

Brancherne bliver nødt til at sætte ind mod traditionelle tankegange om, at et fag er et kvinde- eller et mandefag. Dermed har både arbejdsgiverne og arbejdstagerne et ansvar for, at arbejdspladserne er indrettet til at rumme og omfavne mangfoldighed.

Læs også

Målet må være, at ingen unge begrænses af, hvem de er, men af hvad de kan og vil. Indtil da går vi glip af en kæmpe talentudvikling på uddannelserne og efterfølgende dygtige medarbejdere i virksomhederne.

Den åbenlyse fordel er, at en mere ligelig fordeling mellem kønnene vil medføre mere dynamik i både uddannelses- og arbejdslivet.

Resultatet bliver et grundlag for et bedre liv for den enkelte, bygget på interesser og kompetencer, mere konkurrencedygtige og dynamiske brancher, og i sidste ende et mere balanceret og inkluderende samfund.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Lars Kunov

Rådgiver, KunovConsult, fhv. direktør, Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier
major (1997), cand.jur. (Københavns Uni. 2003)

0:000:00