Forsker: Lav en boligpolitik med regionalt fokus

Af Lars Benjaminsen
Forsker, SFI

For ti år siden hørte man ofte vendingen ’Hjemløshed i Danmark er ikke et boligproblem’. Denne opfattelse bygger på, at hjemløse borgere har mange forskellige problemer, som psykisk sygdom eller misbrug, der måske har betydet, at borgeren har mistet en bolig, eller har svært ved at bo i egen bolig.

Man kan imidlertid ikke skille de individuelle og samfundsmæssige faktorer ad. Borgere med psykosociale sårbarheder er dem, der har størst risiko for at blive ramt af ugunstige samfundsmæssige forhold. Et sådan forhold er den alvorlige mangel på boliger, som borgere med lave indkomster kan betale.

Boligen gør det naturligvis ikke alene. Forskning viser, at hvis hjemløse borgere får en intensiv social og praktisk bostøtte i hverdagen, kan langt de fleste bo i egen bolig. Den sociale støtte er som regel en forudsætning for at hjemløse borgere kan bo i egen bolig. Det kalder vi også for Housing First. Den hjemløse borger skal have en bolig hurtigst mulig og skal samtidig tilbydes en håndholdt social støtte.

Manglen på boliger er en alvorlig hæmsko
Flertallet af de hjemløse borgere ønsker faktisk at bo i en selvstændig bolig i en almindelig opgang, når man i brugerundersøgelser spørger dem selv. Nogle hjemløse ønsker andre løsninger som fx opgangsfællesskaber, botilbud eller alternative boliger, men uanset boligens art er den sociale støtte nødvendig.

Manglen på boliger er imidlertid en alvorlig hæmsko for at få hjemløse borgere ud af hjemløshed, og for at skaffe boliger til socialt udsatte borgere generelt. Boligsituationen i hovedstadsområdet er nu ligeså vanskelig som i andre nord- og vesteuropæiske storbyer, som Stockholm, Amsterdam og Hamburg.

Manglen på boliger er imidlertid en alvorlig hæmsko for at få hjemløse borgere ud af hjemløshed og for at skaffe boliger til socialt udsatte borgere generelt.

Lars Benjaminsen
Forsker, SFI

I Aarhus, hvor hjemløsheden er steget kraftigt i de senere år, ligner boligsituationen mere og mere den, vi finder i hovedstadsområdet. Selv i de mellemstore provinsbyer er der tegn på stigende mangel på billige boliger, og antallet af hjemløse er nu også i stigning i mange af de mellemstore byer.

Boligmanglen er påvirket af mange kræfter. I de fleste vestlige lande sker der i disse år en urbanisering, hvor de store byer er økonomiske kraftcentre. Et stor udfordring er imidlertid, at der ikke bygges boliger nok, der hvor der er mest brug for dem, nemlig i byerne.

For 50 år siden var der en offensiv boligpolitik, hvor nybyggeri af boliger stod højt på samfundets dagsorden. Om end det ikke altid skete med heldige former, set med nutidens briller. I dag synes en sådan offensiv boligpolitik nærmest at være forsvundet. I stedet er boligpolitikken op til den enkelte kommune i samspil med de almene boligorganisationer.

Individuelle forhold har stor betydning
En del kommuner lader tilsyneladende være med at tilskynde til, at der bliver bygget nye boliger. Ser man fx på forstadskommunerne rundt om hovedstaden, er der ikke den store iver for at bygge nye boliger. Det har disse kommuner da heller ikke noget incitament til. Formentlig vil nyere alment boligbyggeri tiltrække lavindkomstgrupper fra hele hovedstadsområdet. Problemet er blot, at hvis kun få kommuner bygger boliger, bliver det samlet set meget vanskeligt for udsatte borgere, at finde et sted at bo.

En mere sammenhængende boligpolitik med et regionalt fokus, er en forudsætning for at bryde den tiltagende mangel på boliger til samfundets lavere indkomstgrupper, og i særdeleshed manglen på boliger til socialt udsatte borgere.

Dertil kommer de mere individuelle forhold, som den sociale støtte i hverdagen, meningsfulde aktiviteter, støtte til at skabe socialt netværk og modvirke social isolation. At de individuelle forhold også har en stor betydning, er imidlertid ikke noget argument mod, at der er behov for flere boliger. Tværtimod er det utroligt svært at gøre noget ved andre sociale problemer, når et menneske ikke har et sted at bo.