Frank Jensen: Anlægsloftet bremser nye boliger til socialt udsatte

Af Frank Jensen (S)
Overborgmester i Københavns Kommune

København er en blandet by. En inkluderende by. En by med plads til familien, der nyder luften og pladsen på Amager. En by med plads til den tidligere stofmisbruger, som bor i alment byggeri. Og en by med plads til den hjemløse, som overnatter på herberget.

Men København står også med to konkrete udfordringer på boligområdet, hvis vi skal fastholde den blandede by: Der skal bygges billige boliger til københavnerne med en tynd tegnebog. Og der skal bygges særlige boliger til byens udsatte.

For at bygge billige boliger bruger vi i dag alle de redskaber, som vi har i værktøjskassen. Som jeg skrev i mit sidste indlæg på Altinget, stiller København krav om, at hver fjerde nye bolig skal være almen. Vi stiller krav om, at hver tredje almene bolig skal stilles til rådighed for boligsocial anvisning – og for halvdelen af de boliger, at huslejen maksimalt må være 3.500 kroner om måneden.

Underlagt et rigidt anlægsloft
Men det er mere vanskeligt, når vi bygger boliger til socialt udsatte – her har vi færre redskaber. Vi har råbt regeringen op for at få bedre muligheder for at bygge midlertidige skæve boliger.

Men vi er også underlagt et rigidt anlægsloft. Et anlægsloft, der styrer kommunens investeringer. De mange nye københavnere, som vi byder velkommen i disse år, kræver massive investeringer. Omkring 7.000 flere skolebørn i 2030 kræver nye skoler, 11.000 ekstra småbørn kræver daginstitutioner, og knap 8.000 flere borgere over 80 år kræver ældreboliger.

Konkret betyder anlægsloftet derfor, at boliger til socialt udsatte slås med institutioner til børn og gamle og skoler til de unge.

Frank Jensen (S)
Overborgmester i Københavns Kommune

Konkret betyder anlægsloftet derfor, at boliger til socialt udsatte slås med institutioner til børn og gamle og skoler til de unge. Nu handler politik om prioritering, og vi tager gerne ansvaret for prioriteringerne på os.

Omvendt giver det simpelthen ikke mening, hvis kommunernes politiske handlerum ender med at stå i valget mellem basal velfærd og omsorg for de allermest udsatte.

Kreative og skæve løsninger
Mens vi venter på, at regeringen løsner anlægsrammerne, er der behov for at tænke kreativt, og her vil jeg gerne byde flere op til dans.

Tag for eksempel skæve boliger til udsatte; i dag er der 55 skæve boliger, og med en nylig aftale på Københavns Rådhus er der 24 yderligere på vej. En skæv bolig er små et- eller to-rumsboliger – gerne med lidt udeareal.

Her har beboerne friere rammer, end man finder i almindelige boliger, og der er til hver bebyggelse tilknyttet en social vicevært, som hjælper beboerne i dagligdagen.

Vi har i dén grad brug for at udvikle koncepter for skæve boliger i en prisramme, der kan holdes inden for anlægsloftet. Gerne i standardiseret form, som kan genbruges. Og også gerne flyttes, så de kan anvendes, hvis vi får muligheden for at opstille midlertidige sociale boliger, som jeg har argumenteret for i mit sidste indlæg.