Fritidshusejerne: Fritidshusene efterlades i et vakuum

Af Kim Juhlin
Formand for fritidshusejerne

Indtil ændringen af lejeloven den 1. juli 2015 omfattede loven også feriehuse. Dette var stærkt uhensigtsmæssigt, idet lejeprisen for et feriehus jo svinger i takt med efterspørgslen og derfor naturligvis er dyrest om sommeren.

Med andre ord – udbud og efterspørgsel regulerer dette marked, og det ses tydeligt, når prisen for et hus svinger fra eksempelvis 2.585 kroner til 11.280 kroner for en uge.

At en lejer ville kunne gøre gældende, at det er det samme hus uanset årstid, og derfor forlange lejen i højsæsonen nedsat, forekom åbenlyst urimeligt, og loven blev ændret.

Prissætningen er således fuldstændig fri på dette marked, og det afspejler sig tydeligt i de meget høje priser i de få sommeruger, der er fuldt belagt.

En lejer står svagt

Priserne sættes højt og specielt de store udlejningsbureauer tjener en meget væsentlig del af deres overskud i disse uger. En reel avance, når gebyrer med videre medtages, er ofte 40 procent af lejerens betaling eller endda derover.

Måske rejser sig også det spørgsmål, at hvorfor skal leje af feriehuse undtages fra markedet i modsætning til andre lejeboliger?

Kim Juhlin
Formand for fritidshusejerne

En lejer, der føler sig ramt af en ublu prissætning, står svagt. Der kan klages til det enkelte bureau eller til Ankenævnet for Feriehusudlejning. Ankenævnet er et privat, godkendt ankenævn oprettet af Feriehusudlejernes Brancheforening og Forbrugerrådet.

Efter vores opfattelse tjener dette ankenævn hverken lejerens eller husejerens interesser. Feriehusudlejerens Brancheforening er – trods navnet – en ren interesseorganisation for de tilknyttede udlejningsbureauer, og disse kan på ingen måde opfattes som legitime repræsentanter for den enkelte husejer, idet lejekontrakten jo netop er indgået mellem husets ejer og lejeren.

Bureauerne optræder udelukkende som formidlere. Brancheforeningens formål er blandt andet ”at varetage medlemmernes kommercielle og politiske interesser gennem medlemsmøder eller andre passende aktiviteter”.

Den fri konkurrence

Ankenævnet påtager sig også sager, hvor udlejer/formidler ikke er medlem af brancheforeningen – hvilket betyder, at en ejer af et fritidshus risikerer at blive indbragt for et selvbestaltet nævn. Dette er i vores optik ikke et udtryk for retssikkerhed.

Ganske vist er man ikke forpligtet til at følge ankenævnets afgørelser, men dette skal man aktivt meddele ankenævnet senest 30 dage efter afgørelsen – ellers klapper fælden.

Sammenholder man ovenstående med indholdet af mange bureauers formidlingsaftaler, så påhviler ansvaret for huset og husets udstyr ensidigt husejeren, hvorfor et bureau stort set altid vil kunne "tørre en sag af" på husets ejer.

Skal en tvist mellem en ejer af et sommerhus og en lejer derfor behandles neutralt og korrekt, kan dette efter vores mening udelukkende ske ved domstolene. Og så er vi tilbage til lejeloven, som jo undtog feriehuse. Dette er på mange måder en rigtig fornuftig ting, men retssikkerhedsmæssigt og lovgivningsmæssigt efterlades et vakuum.

Måske rejser sig også det spørgsmål, at hvorfor skal leje af feriehuse undtages fra markedet i modsætning til andre lejeboliger? Er den fri konkurrence kun et gode, når det kommer til feriehuse?