Guldborgsund-borgmester: Her er fire paradokser i sommerhusdebatten

DEBAT: Lad os nu give plads til regeringens forsøgsordning med salg af sommerhuse, skriver John Brædder, borgmester i Guldborgsund, der her stiller fire paradokser op i sommerhusdebatten.

Af John Brædder (Guldborgsundlisten)
Borgmester i Guldborgsund Kommune

Torsdag 26. januar sad jeg foran tv-skærmen. Det gjorde jeg, fordi jeg med interesse fulgte med i udsendelsen ”Langt fra Borgen”, hvor DR havde inviteret to folketingspolitikere med til Guldborgsund Kommunes store sommerhusområde, Marielyst.

De skulle diskutere salg af sommerhuse til udlændinge, som i dag kun kan lade sig gøre, hvis man søger om dispensation og har en særlig tilknytning. Ellers bremser vores sommerhusregel for salg til udlændinge.

Sommerhusreglen er efter min bedste overbevisning en af de mest paradoksale regler, vi har her i landet. Den er født i et forsøg på at undgå, at vores sommerhuse ville stige markant i pris, hvis udlændinge også pludselig fik adgang til sommerhusmarkedet. Men vi har aldrig rigtig fået bevis for, at det vil ske, og samtidig står en række sommerhusejere og ikke kan komme af med deres sommerhus.

Alt for lang liggetid
Udsendelsen pegede på nogle af sommerhusreglens paradokser – og der er flere at tage fat i.

Første paradoks: Der er omkring 11.000 sommerhuse til salg Danmark i øjeblikket, og i Marielyst har vi en hel del af dem. Det er ikke usædvanligt med et års liggetid, før sommerhuset er solgt, tværtimod. Lange liggetider og dermed udgifter er nærmest et grundvilkår, hvis man sætter sommerhus til salg.

Alligevel siger vi nej til udlændige, der er klar til at rykke ind i vores sommerhuse og være med til at skabe liv i vores sommerhusområder. Det er da i den grad et paradoks.

Andet paradoks: Der er fra politisk side stort fokus på at skabe vækst i provinsen. Statslige arbejdspladser flyttes ud af hovedstaden, og vækstprogrammer af forskellig karakter sættes i spil. Alt sammen er positivt, godt og nødvendigt. Men hvad med også at give plads til, at vores lokale håndværkere, vores butikker og supermarkeder og vores kulturinstitutioner helt enkelt kunne vækste ved at sælge deres varer og arbejdskraft til et helt nyt kundesegment – nemlig udenlandske sommerhusejere.

Det ville sådan set være ret enkelt og effektivt, og vi kunne selv tage teten.

Vi er selv glade for sommerhuse i udlandet
Tredje paradoks: Vi danskere er glade for at købe lejligheder i europæiske storbyer som Berlin, og vi er vilde med at tage op i vores ødegårde i Sverige, men vores sommerhusområder – ja, de må ikke udbydes til andre end danskere, for så sælger vi jo ud af arvesølvet, må man forstå på modstanderne. Hvis det ikke er en paradoksal holdning at have, så ved jeg ikke, hvad man ellers skal kalde det.

Fjerde paradoks: Allerede i dag findes en dispensationsmulighed, hvor udlændinge kan søge Justitsministeriet om lov til at købe et sommerhus, hvis de har en særlig tilknytning til Danmark. Der har været en ret stor stigning i dispensationer de senere år, hvor flere udlændinge får lov at købe et sommerhus. I 2015 blev der givet 286 dispensationer mod blot 53 i 2006.

Der er ingen grund til at tro, at det pludselig vil falde. Så vi er allerede i gang med at åbne op, hvorfor så ikke fjerne det sidste bureaukratiske led, som dispensationsansøgningen er. I øvrigt er jeg temmelig sikker på, at man kun køber et sommerhus i Danmark, hvis man har en tilknytning til vores land. Jeg tror ikke, at der vil være mange, der tænker, at et sommerhus i Danmark lige er sagen, hvis de aldrig har været her eller tænkt sig at bruge det aktivt.

Så til DR’s spørgsmål: Skal udlændinge kunne købe danske sommerhuse?

Ja. Lad os nu give plads til regeringens forslag om en forsøgsordning, hvor en række udvalgte områder i Danmark kan få lov at afprøve salg af sommerhuse til udlændinge.

Lad os sige farvel til paradokserne.

Forrige artikel Feriehusudlejerne: Stop salg af sommerhuse til udlændinge Feriehusudlejerne: Stop salg af sommerhuse til udlændinge Næste artikel KL: Regeringen leverer ikke de lovede effektiviseringer med planlovsforslag KL: Regeringen leverer ikke de lovede effektiviseringer med planlovsforslag
  • Anmeld

    Jørgen Lundsgaard

    Et salgssynspunkt fra borgmesteren med sommerhus- ikke et samfundssynspunkt.

    De lange ventetider og de 11 000 sommerhuse der er til salg her i landet beror primært på, at mæglerne er for dårlige til at værdisætte husene og de dermed udbydes til en urealistisk pris.
    Et stort antal nye tyske ejere af sommerhuse på Falster vil ikke betyde større omsætning i lokalområdet. den gode borgmester glemmer at tyskerne er venbdensmestre i at forsyne sig fra hjemlandet og kun købe det allernødvendigste i DK

  • Anmeld

    Jesper Hansen

    Ikke bare et salgssynspunkt men sund fornuft

    Sommerhusejere og mæglere har løbende tilpasset udbudspriserne siden de gyldne dage før finanskrisen. Når man ikke engang kan få et bud på sit sommerhus efter en realistisk værdiansættelse og ikke oplever nogen større køberinteresse, har man nok som sommerhusejer på Falster og også andre steder i landet svært ved at nikke genkendende til påstanden om urealistiske priser. Selvfølgelig vil det skabe liv og mere økonomisk vækst at tillade udenlandske købere at erhverve sommerhuse i Danmark.

  • Anmeld

    Lennart Rye

    Avancebeskatning

    Lad blot udlændinge købe sommerhuse hvis de ønsker det. De høje løbende skatter på husene er indtægter ned i statskassen, der også vil nyde godt af en Avancebeskatning ved salg, hvis dette indføres.
    Penge der tilgår fra udlandet er vigtige !

  • Anmeld

    Sonny B. Andersen

    Prisloft

    Med tanke på prisudviklingen i de tyske østersøområder, så vil jeg anbefale at indføre et prisloft: Sælg gerne til udlændinge på den betingelse, at kvadratmeterprisen ikke overstiger gennemsnitsprisen i kommunens sommerhuse i årene 2010-2015. Det vil også fjerne den spekulation, der vil opstå, hvis markedet bliver givet frit.

  • Anmeld

    Jesper Hansen

    Prisloft?

    Hvorfor et prisloft? Så afskærer vi jo bare danskerne og det danske samfund fra at få den størst mulige indtægt ved salget, når dette alligevel gives frit. En avancebeskatning ved fremtidigt videresalg af ejendomme lyder fornuftigt. Så vil den danske stat løbende have indtægter, som også vil være stigende ved fremtidige prisstigninger i markedet.

  • Anmeld

    Ulla Odgaard

    Snusfornuft

    Når vi skal holde fast i sommerhusreglen, er det for at sikre at herboende, med en almindelig dansk økonomi, kan få råd til et sommerhus her i landet. Hvis reglen blev ophævet, siger al muligt sund fornuft, at priserne ville stige så meget, at vi hurtigt kunne vinke farvel til muligheden for at have sig et lille hus et sted ved vandet - i hvert tilfælde for de fleste af os.

  • Anmeld

    Hans Jørgen Suadicani · ingeniør

    Ejendomsmarkedet er frit marked

    Derfor kan visse sommerhuse bare ikke sælges til de priser, de er udbudt til. Mægleernes "realistiske" priser er derfor kun udtryk for deres egne forhåbninger til en bedre markedspris og mere omsætning. Naturligvis også påvirket af sælgeres ønsker og belåningsniveau.
    Når man kender priser på feriehuse i nordtyske områder, så er det klart, at der står et publikum klar til at købe i Danmark, hvis salget blev givet frit.
    Iøvrigt kan lokal håndværker- og servicevirksomheder se langt efter en øget omsætning til tyske husejere. Sådanne tjenester vil de have med hjemmefra. Og til en pris, hvor de danske ikke vil være med.

  • Anmeld

    Ulla Odgaard

    Snusfornuft

    Når vi skal holde fast i sommerhusreglen, er det for at sikre at herboende, med en almindelig dansk økonomi, kan få råd til et sommerhus her i landet. Hvis reglen blev ophævet, siger al muligt sund fornuft, at priserne ville stige så meget, at vi hurtigt kunne vinke farvel til muligheden for at have sig et lille hus et sted ved vandet - i hvert tilfælde for de fleste af os.

  • Anmeld

    Jesper Hansen

    Overudbud af sommerhuse

    Med det store udbud af sommerhuse til salg der p.t. er i Danmark, virker det jo som om, at alle danskere der gerne vil have et lille hus et sted ved vandet også kan få dette. Vi kan jo heller ikke begrænse eksportsalget af forbrugsgoder produceret i Danmark med henvisning til, at der så muligvis ikke er nok til alle danskere. De øgede indtægter til den danske stat fra omsætningen af sommerhuse også til udlændinge kan være med til at finansiere vores velfærdssamfund i fremtiden.

  • Anmeld

    Ulla Odgaard

    Begrænset ressource

    Der er kun ca 220.000 sommerhuse i DK. Det er en meget begrænset ressource, som slet ikke kan sammenlignes med reproducerbare forbrugsgoder. Til orientering kan jeg i øvrigt oplyse, at der er mange danske familier, som ikke har sommerhus, fordi det er for dyrt.

  • Anmeld

    Bertel Johansen · Maskinmester

    Mange gider ikke et sommerhus, drop national-chauvinismen.

    Mange gider ikke et sommerhus, og alene grundskatterne gør jo en sommerhusferie i eget sommerhus alt for dyr (og ensformig). Hvis udlændinge vil købe disse huse er det da helt fint, så bliver de da brugt til noget og skaber værdi, så lad os nu for en gangs skyld lægge bort den lille national-chauvinisme. Vi køber jo glad og gerne domiciler nede sydpå i bedre vejr og gladere omgivelser.

    Frygten for at alt bliver opkøbt af Nordmænd, Belgier, Tyskere, Hollændere og hvad der ellers fremføres er noget overdreven. De vil jo også opleve at det regner når de er der, at badevandet er koldt 49 uger om året, at græsset skal slås og huset males og at grundskatterne skal betales.

    Så ro på, Danmark bliver ALDRIG den Spanske Solkyst, men uden tvivl et godt område for lystfiskere og folk med hang til al slags vejr i ferien.

  • Anmeld

    Hans Andersen

    Åhh hvor er det liberalt

    Først blev der spekuleret i sommerhuse. Mange blev lokket med at det var en god investering på grund af fremtidige prisstigninger og samtidig kunne man tjene godt på at udleje sit sommerhus. Fantastisk!! Desværre blev alt for mange grådige og der blev bygget rigtig mange sommerhuse samtidig med at priserne steg på de eksisterende sommerhuse. Så kom finanskrisen !! Der var bygget alt for mange sommerhuse og de kunne ikke lejes ud i det omfang de nye ejere var blevet lovet. Nu skal disse fejlslagne spekulanter, hvoraf nogle desværre er ældre pensionister der er blevet lokket af spekulanter, så reddes ved at Danmark skal sælge ud af arvesølvet..Den går ikke. Det vil ære som at tisse i bukserne. Se. Lot hvordan det er gået med det forgældede landbrug, hvor liberalisterne også stod bag den enorme gældsætning. I må da lære at tage ansvar. Vi andre vil ikke sælge arvesølvet til 500 mio europæere. At de har tilladt Danmark denne regel skyldes jo at de godt kan se at antallet af sommerhuse er etbegrænset marked, det er rimeligt at beskytte for den oprindelige befolkning. I øvrigt står de sommerhuse der allerede er solgt til udlændinge oftere tomme end huse der udlejes af danskere.

  • Anmeld

    Bertel Johansen · Maskinmester

    Jamen Hans Andersen: Det er jo ikke Dit arvesølv

    Det er jo ikke Dit arvesølv Hans Andersen, så hvorfor under Du ikke andre nogle goder her i verden ?

    Og det der med at beskytte "den oprindelige befolkning" - ærlig talt, er det ikke noget vi skal lade Inuitterne og Maorierne om ?

    Vi andre kan så udmærket klare os i det Europæiske Fællesskab uden at skulle beskyttes som en truet dyreart - må vi være fri !!

  • Anmeld

    Erik Bresler

    Det neoliberale Nirvana

    Hvorfor dog ikke sælge små jordlodder med hus på nær kysterne til enhver der vil betale.
    Det er utænkeligt at beboere længere væk fra kysten vil se skævt til udenlandske ejere selv om det med nuværende og kommende EU lovgivning let ender med kolonier af udenlandske ejere og skyskraber-hoteller på stranden.
    Der er allerede åbnet for kapitalfondes opkøb af dansk landbrugsjord og TDC og Dong er allerede solgt.
    Det er simpelthen genialt at sælge alt hvad der kan monopoliseres og dermed prissættes efter ejers forgodtbefindende.
    lad os sælge sommerhuse, statsadministration, landbrugsjord, hospitaler, jernbane, motorveje, broer, vandværker, elværker, og så videre.
    Hvor er vi bare heldige at vores visionære politikere har fundet ud af de vil sælge alt det vi har overtaget fra vores forfædre eller selv bygget op og som vi har valgt dem til at administrere.
    De slipper for ansvaret de er valgt til og samtidig får de en erkendtlighed af køberne ved at fortælle os de skaffer os den bedst mulige pris.
    Henning Dyremoses 30 millioner er pebernødder i forhold til hvad der kan tjenes på resten, og deres velfortjente bonus kan let og diskret udbetales i skattely efter eget valg.
    Det kan simpelthen ikke gå galt, vi bliver allesammen bare så rige og lykkelige, og det vil helt sikkert styrke vores fællesskab og blive legende let når vi skal købe togbillet og blindtarmsoperation hos en kapitalfond med hovedsæde på et andet kontinent. Jeg kan næsten ikke vente!

  • Anmeld

    Ulla Odgaard

    220.000 sommerhuse

    Ja - vi har heldigvis lært af Brixtofte, at man skal bare sælge ud, så længe der er noget at sælge af. Når så de kun 220.000 eksisterende danske sommerhuse er solgt til folk fra lande, som har råd til et forhøjet prisniveau, fordi de ikke betaler halvdelen af deres løn til et solidarisk velfærdssamfund, så kan vi andre jo holde ferie i Fælledparken. Det er et genialt samfundssyn - meget, meget fremsynet.

Bolignørden tjekkede ind i sit drømmeministerium

Bolignørden tjekkede ind i sit drømmeministerium

OVERDRAGELSE: Danmarks nye boligminister vil genoplive en boligpolitik baseret på gamle socialdemokratiske dyder. Grundopskriften er blandede byer og et opgør med provinsens Låsby-Svendsen-typer.