LLO: De millioner af danskere, der bor til leje, bliver glemt i valgkampen

Boligmanglen skyldes markedets logik

Venstre ønsker at kræve 50 procent ejerboliger ved nybyggeri, så flere kan eje en bolig.

Men boligmanglen skyldes markedets logik: Der er flere penge at tjene på lejere, end der er på at sælge boligerne som ejerboliger – i hvert fald indtil videre.

Derfor vælger investorer, blandt andet pensionskasser og kapitalfonde, at etablere private lejeboliger, som senere kan omdannes til ejerboliger.

Kigger man på tallene for København, er cirka 39 procent af de boliger, der er kommet til i de sidste ti år, nu ejerboliger. Billedet er derfor mere nuanceret.

I dag er der massiv politisk opmærksomhed på boligejernes vilkår. Men 2,2 millioner lejere har også stemmeret.

Helene Toxværd og Anders Svendsen
Hhv. landsformand og chefjurist, Lejernes Landsorganisation

De boliger, som regeringen ønsker at give kommunerne mulighed for at øremærke op til 25 procent af i fremtiden, er anderledes: De er “født” som ejerboliger og må efter planlovens regler ikke omdannes til privat udlejning.

Det er godt at have en ambition om flere både almene leje-, andels- og ejerboliger, men det løser ikke problemet med manglen på betalbare boliger at kræve 25 procent ejerboliger, som ikke må udlejes som privat udlejning til en skyhøj leje.

Fem forslag til valgkampen

På vegne af landets lejere har LLO fem forslag til partier og kandidater forud for folketingsvalget i slutningen af marts.

For det første bør der indføres huslejeloft i private udlejningsboliger opført efter 1991, som i dag er underlagt fri leje. Et loft over huslejen er et velfærdsløft, der skaber tryghed og forudsigelighed for lejerne.

Et loft kan indføres i bestemte byer og zoner, som det er sket i eksempelvis Dublin og Barcelona eller en model som i Tyskland, hvor lejen bedømmes efter lignende lejeboliger samt et lejeloft.

I Spanien har man i Catalonien og byer som Barcelona indført et huslejeloft i et afgrænset geografisk område – en zone med huslejeloft.

Den såkaldte Ley de Vivienda har blandt andet i Barcelona medført et fald i lejen ved genudlejninger på knap syv procent i løbet af det første år efter indførelsen.

For det andet skal der bygges mere alment, så almindelige lønmodtagere – pædagoger, sosu’er, butiksansatte, håndværkere og brandfolk – også har adgang til betalelige boliger. At maksimumbeløbet hæves, er et første skridt, men ikke nok. Der skal stilles krav om flere almene boliger, end de 25 procent som det i dag er muligt at kræve.

For det tredje skal det være slut med unødvendige moderniseringer. Lejere skal have ret til at sige nej til moderniseringer, der primært har til formål at hæve huslejen og presse dem ud – uden ret til genhusning.

I dag presses pensionister og andre lejere ud af deres boliger i månedsvis og kan se frem til stress, utryghed og bekymringer og en langt højere husleje, når de flytter tilbage. De skal selv betale for flytning og genhusning. Det er et hul i loven, som politikerne skal lappe.

Hvis man politisk ikke vil ændre grundlæggende på boligskattesystemet, må man som minimum sikre lejerne bedre.

Helene Toxværd
Hhv. landsformand og chefjurist, Lejernes Landsorganisation

For det fjerde skal der indføres autorisation af udlejere og administratorer. Udlejere, der systematisk overtræder reglerne, møder i dag sjældent konsekvenser. De får i dag ingen straf og kan stort set omkostningsfrit fortsætte med at snyde lejere.

Vi foreslår, at der indføres en autorisationsordning, som man kender det fra andre brancher. Hvis man administrerer mere end tre lejemål, bør man autoriseres, så det dokumenteres, at man kender og er i stand til at overholde reglerne.

Til slut skal det almene nærdemokrati sikres bedre, så beboerne – ikke boligselskaberne – træffer de afgørende beslutninger. I dag nægtes almene boligafdelinger eksempelvis medlemskab af LLO.

Friheden til at knytte sig til en medlemsorganisation, eksempelvis en fagforening eller en lejerorganisation, er en vigtig demokratisk ret i Danmark, som politikerne bør sikre.

Et spørgsmål til kandidaterne

Boligpolitik er fordelingspolitik. Den handler om, hvem der beskyttes – og hvem der overlades til markedet. I dag er der massiv politisk opmærksomhed på boligejernes vilkår. Men 2,2 millioner lejere har også stemmeret.

Spørgsmålet til kandidaterne op til folketingsvalget er derfor enkelt:

Hvad vil I – udover at opføre flere ejerboliger – gøre for at sikre trygge vilkår for lejerne og en rimelig fordeling af den støtte, som næsten alle danskere får på boligmarkedet i form af skattegevinster, boligstøtte eller huslejeregulering?

Mens boligejerne i årevis har været politisk fredet på boligskatten, har der ikke været samme vilje til at beskytte lejerne.

Status quo betyder i praksis støtte til boligejerne – men ingen reel beskyttelse af de mange lejere, der står uden regulering og uden støtte.

Hvis man politisk ikke vil ændre grundlæggende på boligskattesystemet, må man som minimum sikre lejerne bedre. Ellers fastholder man en skævhed, hvor én gruppe systematisk tilgodeses – og en anden betaler prisen.