Peter Hummelgaard er ikke bare landets justitsminister. Han er søn af en voldelig far

Med afsæt i sin egen historie vil Hummelgaard gribe ind i en voldens spiral. For den vold, der ender i samfundet, begynder i høj grad i hjemmet. 

"Som justitsminister bliver jeg hele tiden bliver konfronteret med volden og dens omkostninger. Og med sammenhængen mellem de folk, jeg møder, som er blevet kunder i den justitsministerielle butik på den kedelige måde, og hvordan vi som samfund ikke har været i stand til at redde dem, mens tid var," siger han. 

En spiral, han selv kunne været blevet en del af, fornemmer man, havde det ikke været for hans familie uden for lejligheden. 

"Jeg har været heldig og privilegeret. Jeg havde en mormor og morfar, der boede lige ved siden af, og som greb ind og gjorde, at jeg i store dele af min barndom oftere var hos dem end derhjemme. At jeg har en moster og onkel, som var gode til, at jeg så alle mulige andre dele af tilværelsen og verden."

"Jeg så andre børn i løbet af min opvækst, som voksede op i det samme og sikkert også det, der er værre, men hvor der ikke var nogen, der greb ind. Og som bare har taget hele rejsen ud i høj kriminalitet, bandemiljøet, domme for manddrab."

Voldsmænd er ofte selv ofre for vold? 

"Ja, altså, at man har været udsat for vold i barndommen, er ikke ensbetydende med, at man selv bliver voldsmand eller kriminel. Men de, der bliver voldsmænd og kriminelle, er ofte vokset op med vold, svigt og misbrug i alle mulige afskygninger. Det er nedslående, så dårlige vi stadig er til at redde de børn og stille folk til ansvar eller bare stoppe det mønster, der er."

Vi vil gerne læse dem og hylde dem, men vi vil ikke tage den brede, folkelige debat om, hvad de egentlig siger

Peter Hummelgaard (S)
Justitsminister

Hørte vi egentlig, hvad Yahya Hassan sagde? 

Du skriver, at omfanget af vold mod børn i Danmark formentlig er en del lavere end i andre lande. Er det her niveau – hvert femte barn – bare grænsen for, hvad velfærdsstaten kunne, når det kommer til vold mod børn? 

"Nej, det tror jeg bestemt ikke. Velfærdsstaten har leveret meget, og den skal og kan også levere mere. Men der er også behov for, at velfærdssamfundet spiller en større rolle – og det vil sige os alle sammen. Normerne skal følge med de lovændringer, der blev lavet over årene, senest med afskaffelsen af revselsesretten i 1997."

"Og de normer er under pres, blandt andet på grund af indvandring. Det er vigtigt at sige, at det slet ikke gælder i alle ikke-vestlige familier, men der er dele af samfundet, hvor bevidstheden om, hvad børns rettigheder er, mangler."

Det er her, at Peter Hummelgaards kontroversielle forslag om skærpet underretningspligt dukker op. Han mener, der skærer sig en kløft ned igennem den offentlige debat, hvor forfattere som Yahya Hassan, Ahmad Mahmoud, Geeti Amiri  og Yaqoub Ali på den ene side bliver hyldet som vægtige stemmer, mens deres vidnesbyrd om vold i indvandrerfamilier bliver ignoreret. 

"Vi vil gerne læse dem og hylde dem, men vi vil ikke tage den brede, folkelige debat om, hvad de egentlig siger," konstaterer han. 

Du går så vidt som at foreslå, at det skal være strafbart at undlade at underrette myndighederne, hvis man har mistanke om, at et barn blive udsat for vold, men kun i ghettoområder – hvorfor kun der? 

"Jeg er åben for at diskutere, om det også skal være bredere. Men når jeg peger på en skærpet underretningspligt, er det, fordi vi kan se, at der er specielle miljøer, hvor der er behov for at bryde med en særlig tavshedskultur. Der bliver vi nødt til at gøre noget ekstra. De fleste af mine forslag handler om bedre opsporing af volden, at vi bliver bedre til at gribe ind og tilbyde hjælp og krav om retsmedicinske undersøgelser. Forslag, der ikke handler om straf."

"Men vi kan ikke alene løse det med bedre lovgivning og bedre ressourcer – vi har brug for velfærdssamfundets medvirken. Får man som underbo en mistanke, så gå op og bed om en kop sukker, og hvis man ser, at der foregår noget groft, så lav den underretning."

Og hvis man ikke lever op til det, så skal det være ulovligt? 

"Allerede i dag har man skærpet underretningspligt, hvis man som folkeskolelærer, læge eller pædagog bliver vidende om et barn, der er udsat for vold. Det her er et af de kontroversielle forslag, og det er helt bevidst, fordi jeg mener, at der er behov for et ekstra tiltag i de her områder. Hvor koncentrationen af folk fra andre kulturer med andre normer er høj, hvor tavshedskulturen trives, og hvor vi også kan se, at det er i den type af hjem, at volden er hyppigere forekommende."

Hvordan beviser man, at nogen har vidst noget og ikke reageret? 

"Hvis man trevler op, at der i et hjem er foregået systematisk svigt, misbrug eller vold mod børn i årevis, og man finder ud af, at familiemedlemmer har kendt til det uden at gribe ind, så bliver det anklagemyndighedens opgave at løfte den bevisbyrde."

Men hvordan ved du, at det vil have en effekt? 

"Allerede som det er i dag, har det en effekt, at vores offentligt ansatte, som arbejder med børn, har en skærpet underretningspligt."

Der vil være en del af de forslag, jeg kommer med i bogen, man på den ene eller den anden måde vil se udrullet som politik

Peter Hummelgaard (S)
Justitsminister

Er det et forslag, du kommer til at udarbejde som justitsminister? 

"Hele den her bog og alle forslag, der er i den, er indtil videre for egen regning. Sådan er det, når man udgiver en debatbog."

Der kommer ikke i denne regeringsperiode et forslag om en skærpet underretningspligt for folk i ghettoområderne?

"Der vil være en del af de forslag, jeg kommer med i bogen, man på den ene eller den anden måde vil se udrullet som politik herfra (Justitsministeriet, red.)."

Men ikke det der?

"Det kan jeg ikke allerede nu garantere," siger Peter Hummelgaard. 

Hvorfor ikke?

"Fordi forslagene i bogen alene er mine egne. Nu skal jeg forsøge at overbevise mine partifæller og vores regeringspartnere om de konkrete løsningsforslag. Men det klart vigtigste for mig er at få startet en samtale om vold mod børn."

Min far burde have været straffet 

Det var vandringen fra det private til det politiske. Men hvad med bevægelsen den modsatte vej?

1980'erne og Hummelgaards barndom er langt væk, og spørgsmålene bliver kontrafaktiske. Men ikke af den grund irrelevante.

Burde Hummelgaards far for eksempel have været straffet? 

"Jamen, dengang var det ikke strafbart. Men der er episoder, som jeg tænker på, hvor der er adskillige paragraffer, som blev overtrådt. Men det kræver jo en anmelder for at kunne blive straffet."

Du skriver om din morfar, som kommer og redder dig. Men skulle han så have været den anmelder, og skulle det have være kriminelt, hvis han ikke havde været den anmelder? 

"Jamen, den rolle, han og min mormor spillede, var, at de fik det stoppet. Men ja, i den yderste konsekvens, så ja," siger Peter Hummelgaard.

Hvorfor var din far voldelig? 

"Det ved jeg ikke. Det er ikke noget, jeg har snakket med ham om. Jeg har kun haft meget sporadisk kontakt med ham, siden jeg var i starten af 20'erne. Den sammenhæng, jeg selv ser, og som man også kan se i, hvad der er af forskningsrapporter: Det var det sprog, han selv havde lært som barn." 

Nu har du udgivet en bog, hvor du fortæller om ham – kan du forestille dig, at du genoptog kontakten? 

"Nej. Det har jeg ikke noget behov for. Der har også bare været nogle ting, jeg har måttet klippe båndene til, og det er en af dem. Jeg skriver i bogen, at jeg ikke bebrejder ham. Men det er jo ikke helt rigtigt, for selvfølgelig gør jeg det. Da min hustru blev gravid, var det en tanke, jeg havde: Kommer der pludselig en eller anden dæmon op i mig? Når jeg kigger på mine egne to små piger ... Jeg kan slet ikke forstå, hvordan man kan gøre skade på sine børn, eller hvordan der kan være så mange, der gør det."

Den brune sofa 

Hvordan er det at være far uden at have sin egen far som forbillede? 

"Det har gjort, at jeg har skullet forsøge at opfinde det hele selv. Det ved jeg ikke, om man nogensinde lykkes helt med," siger Hummelgaard med interviewets første smil.  

"Jeg tager mig selv i at have en tilbøjelighed til at være overforsigtig omkring mine piger. Tenderende til det curlingagtige. Jeg tænker så meget over, at der ikke må være noget, der gør dem fortræd. Jeg tænker mere over det, end man bør gøre. Jeg har lært mig selv, at jeg, lige inden jeg skal til at sige til den store, at nu må hun ikke kravle så højt op i træet, skal lade være med. Jeg behøver ikke at have planlagt alting, så de ikke kommer til skade."

Jeg ser det som en nødvendighed, at jeg deler, hvor jeg selv kommer fra, for at vi forhåbentlig kan få en bred engageret samfundsdebat om et alt for stort problem med alt for store omkostninger

Peter Hummelgaard (S)
Justitsminister

Hvorfor har du egentlig ikke den der dæmon, din far havde? 

"Det kan jeg jo ikke sige. På trods af at jeg blev far uden at have et faderligt forbillede, så havde jeg det indirekte i min morfar og i hans og min mormors hjem. Som var fuld af kærlighed og omsorg, tryghed og varme."

Den brune Børge Mogensen-sofa ... 

"Den brune Børge Mogensen-sofa. Da min mormor døde sidste år, fik jeg den, og nu står den som vores sofa. Den er jo slidt i kanterne efterhånden, og på trods af årsagen til at jeg ofte var hjemme hos mine bedsteforældre, så er det lutter varme og trygge minder, jeg har om den. Den har en meget symbolsk betydning."

Peter Hummelgaard, hvordan har det været at fortælle mig, en fremmed, om det, du ikke har fortalt i så lang tid? 

“Jamen ... Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, det ikke havde været ubehageligt," slutter Hummelgaard.

"Hvis jeg ville starte en debat alene med en handlingsplan eller skrive en kronik eller give nogle flere penge – alt det havde været godt, og det kommer vi også til – men det havde været glemt, inden blækket var tørt. Jeg ser det som en nødvendighed, at jeg deler, hvor jeg selv kommer fra, for at vi forhåbentlig kan få en bred engageret samfundsdebat om et alt for stort problem med alt for store omkostninger. For det enkelte barn, men også for samfundet som helhed."