Realdania: Brug for ny tilgang til udsatte boligområder

DEBAT: Der er behov for en ny tilgang og et langt og sejt træk, hvis vi i fællesskab skal skabe bedre balance i de udsatte boligområder. Det mener Anne Skovbro, filantropidirektør i Realdania.

Af Anne Skovbro
Filantropidirektør, Realdania

16 procent. Så lav er chancen for at avancere socialt, hvis man som barn af forældre uden mange ressourcer vokser op i et boligområde med mange uden for arbejdsmarkedet, lav indkomst og lav grad af uddannelse. Det, der også kaldes udsatte boligområder.

Vokser man derimod op i et boligområde, hvor der bor mange fra middelklassen, stiger chancerne til 52 procent for at avancere socialt. Også selv om ens forældre ikke har de store ressourcer. Det viser forskningen og tal fra Danmarks statistik.

Der er altså en tæt sammenhæng mellem opdelingen af rige og fattige kvarterer i byerne og social mobilitet (dvs. børn og unges evne til at bryde den sociale arv).

Og selv om der er gjort mange gode indsatser og investeret massivt gennem de seneste 30 år – så er der fortsat 25 boligområder på regeringens ghettoliste fra december 2015. Det drejer sig i alt om godt 60.000 mennesker.

Ret skal være ret
I 80’erne var fokus på at renovere bebyggelser, forskønne facader og andre fysiske forhold. I 90’erne blev der gjort meget for det sociale liv og for at inddrage beboerne som tilgang til at gøre deres livsmuligheder bedre. Og i 00’erne lød parolen på partnerskaber som vej til at forebygge udfordrede boligområder.

Og ret skal være ret. Meget er opnået, og der er bestemt områder, som er inde i en positiv udvikling. Men mange steder har effekten af indsatserne været, at det er den enkelte beboer, der er blevet løftet - for så ofte at flytte væk fra området. Mens nye udsatte beboere flytter til, og boligområderne på den måde fastholder en svag social profil.

En del af udfordringen skal også findes i, at boligområderne ofte som helhed ligger som ”isolerede øer” i forstæderne. Disse områder er fysisk adskilt fra byen omkring af brede, trafikerede veje. Det er steder, hvor resten af byens borgere ikke har deres naturlige gang. Hvor der ikke er udveksling med samfundet omkring. Og hvor beboersammensætningen bliver mere og mere skæv.

Koordineringen mangler
Forskning viser, at hvis vi for alvor skal gøre en forskel for de udsatte boligområder, ja så skal vi løfte blikket og bringe indsatserne op i et højere perspektiv.

Effekten af indsatser viser sig nemlig at være langt større, når der arbejdes med, hvordan områderne hænger sammen med den øvrige by. Og når der arbejdes med overordnede strukturelle rammer. Både i forhold til fysiske, bymæssige strukturer, men også i forhold til beskæftigelse og uddannelse.

Det drejer sig om at skabe en blandet social beboerprofil og om at placere byfunktioner i områderne, der også henvender sig til borgere udenfor, f.eks. sundhedstilbud – og i mindre grad om f.eks. at forskønne facader og etablere beboerhuse, der kun er tænkt til områdets egne beboere.

Realdania har sammen med Gladsaxe og Odense kommuner, en række boligorganisationer (herunder DAB/GAB, Civica, Fyns Almennyttige Boligselskab, KAB og Himmerland Boligforening) samt BL, KL og Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet og tre faglige rådgiverteams set på problemstillingerne fra nye perspektiver. Men også mulighederne for nye indgreb og indsatser. Det har vi gjort under overskriften Boligliv i balance.

Vores analyser viser blandt andet, at feltet af indsatser målrettet de udsatte boligområder er talrige, men ofte også uden særlig koordinering. Mange steder gennemføres indsatser med kortsigtede tidsperspektiver og usikkerhed i forhold til at følge op, når indsatsen stopper. Det er en udfordring, problemernes tyngde og kompleksitet taget i betragtning.

Derudover mangler der helhedstænkning mellem de mange forskellige indsatser. Sociale programmer gennemføres løsrevet fra fysiske helhedsplaner. Koordinering er en vigtig forudsætning for at kunne planlægge det lange, seje træk, der kan løse komplekse problemer og skabe social forandring.

Der er mange penge at spare
I økonomisk perspektiv vil der også være god ræson i mere koordinerede og langsigtede indsatser. Skandia-modellen dokumenterer f.eks., at ud af hver årgang, der fødes, ender otte procent med at stå uden for samfundet – socialt og helbreds- og jobmæssigt. Over et helt liv koster det cirka 15 mio. kr. per person.

Kan blot én person flyttes fra denne situation til i højere grad at være selvbærende, er der mange penge sparet. Her kommer vigtigheden af den sociale mobilitet ind i billedet. For har vi råd til byer, som ikke tilbyder rammer for, at samfundet selv kan sikre en positiv udvikling af mennesker?

Det er tydeligt, at der er behov for en ændret tilgang, hvor koordinering mellem kommunernes forvaltninger indbyrdes og sammen med de lokale organisationer og foreninger styrkes. Skal vi løse opgaven og vende udviklingen i flere boligområder, skal vi op på de høje nagler og tænke strukturelt. Byudvikling, beskæftigelse, uddannelse og socialhjælp skal tænkes sammen.

På den måde kan langsigtede, strategiske udviklingsplaner bane vejen for koordinerede tiltag mellem forskellige aktører, der trækker på samme hammel – og på samme tid.

Sådan, at flere udsatte boligområder kan transformeres til blandede bydele, der hænger godt sammen med den øvrige by og er bredt socialt sammensat. Og som giver alle gode muligheder for at udfolde det gode liv.

Forrige artikel Hvordan nedbringes antallet af særligt udsatte boligområder? Hvordan nedbringes antallet af særligt udsatte boligområder? Næste artikel Centerleder: Fagfolk skal bygge bro Centerleder: Fagfolk skal bygge bro