S-profil: EL's enøjede fokus på almene boliger løser ikke problemerne på det københavnske boligmarked

Der bygges ikke nok almene boliger på grund af alt for høje byggepriser, ejerboligmassen står i stampe, og det eneste, der bliver bygget, er dyre privatudlejningsboliger.

Hvis vi ikke handler, risikerer vi, at boligmarkedet bliver som i Oslo, Stockholm og London - byer hvor boliger er blevet en luksus for de få velhavende og de få heldige, som allerede har en fod på boligmarkedet.

En situation hvor børnefamilier og unge kun kan drømme om livet inde bag murene. Som socialdemokrat er det et skrækscenarie.

København skal være en blandet by for både unge, ældre og børnefamilier.

Priserne gør boligerne uopnåelige

Boligredegørelsen 2024 viser klart at København vokser, og boligproduktionen halter efter.

Siden 2006 er kun 60 procent af behovet dækket. Derfor ser vi et boligmarked, der er blevet utilgængeligt for mange.

Vi skal have en by, hvor enhver københavner kan finde en bolig, de har råd til.

Laura Rosenvinge (S)
Politisk ordfører i København

Samtidigt ser vi at plus 60-årige typisk bor på 20 kvadratmeter mere per person end de 30 til 59-årige, at privatudlejning udgør 30 procent af markedet, mens ejerboliger kun udgør 22 procent.

De høje priser gør ejerboliger uopnåelige for mange: en 60 kvadratmeter lejlighed til tre millioner kræver en husstandsindkomst på mindst 740.000 koner.

Derudover ser vi at hele 60 procent af de københavnske boligejere sidder i boliger, hvis værdi overstiger deres årsindkomst med mere end fire gange, hvilket betyder, at de fleste af disse boliger rummer betydelig friværdi, som nye købere ikke har adgang til.

Markedet lukker sig dermed gradvist om sig selv, og førstegangskøbere, unge og familier står i stigende grad uden en reel mulighed for at få fodfæste på det københavnske boligmarked.

Det skal vi have ændret.

Vi skal øge antallet af ejerboliger

I Borgerrepræsentationen, virker det næsten som om, der kun er to yderpunkter: På den ene side står Enhedslisten, der som byens største parti ret alarmerende kun har én løsning, nemlig flere almene boliger.

På den anden side står højrefløjen og argumenterer for, at vi udelukkende bør bygge ejerboliger og lade markedet klare resten.

Men ingen af disse løsningsmodeller kan alene skabe en by med plads til alle.

Vi skal have en by, hvor enhver københavner kan finde en bolig, de har råd til – uanset om de drømmer om en almen bolig, en andelslejlighed eller en ejerbolig.

For at skabe en mere tilgængelig boligmasse bør vi øge antallet af ejerboliger. Et større udbud vil bidrage til at reducere prisniveauet og gøre markedet mere tilgængeligt.

Det kan vi gøre ved at omdanne flere private udlejningsboliger til ejerboliger eksempelvis ved hjælp af modeller som den, vi ser i Oslo, hvor beboerne gradvist får mulighed for at købe sig ind og opnå ejerskab.

En sådan model giver førstegangskøber mulighed for at komme ind på et for dem ellers lukket boligmarked.

Ældre sidder alene i store lejligheder

Endelig må vi have en ærlig samtale om, hvordan forskellige boligformer påvirker lige adgang.

Andelsboliger er fantastiske og har gjort meget for at skabe en blandet by, men lukkede ventelister og netværkskrav begrænser adgangen.

Mange ældre sidder tilbage i store lejligheder, de har ejet i årtier – og mangler gode attraktive alternativer, hvis de ønsker at flytte til noget mindre.

Laura Rosenvinge (S)
Politisk ordfører i København

Ejerboliger derimod er åbne for alle, og jo mere vi gør ejerboliger tilgængelige og prisfornuftige, jo mere skaber vi reelt en by, hvor mulighederne ikke afhænger af held eller netværk.

Samtidig må vi også tale åbent om boligsituationen for ældre københavnere.

Mange ældre sidder tilbage i store lejligheder, de har ejet i årtier – og mangler gode attraktive alternativer, hvis de ønsker at flytte til noget mindre.

Hvis vi skaber en flytteplan med værdige muligheder for ældre, der gerne vil bytte deres store lejligheder ud, kan vi skabe en mere dynamisk og fair boligrotation, hvor unge familier kan få plads – uden at det går på kompromis med de ældres behov.

For det er afgørende, at København er en by, hvor både unge, ældre og familier har råd til at bo.