Socialrådgiverne: Udsatte boligområder bør blandes med de omkringliggende

DEBAT: Det kræver en fremskudt indsats at forebygge social isolation, skriver Majbrit Berlau. Det er afgørende, at beboerne i de udsatte områder skaber fællesskaber i de omkringliggende områder, så parallelsamfundene bliver ophævet, mener hun.

Af Majbrit Berlau
Formand for Dansk Socialrådgiverforening

Venstre-regeringen lægger i sit regeringsgrundlag fra 2015 op til en indsats, der skal modvirke, at beboere i særligt udsatte boligområder ”reelt er isolerede fra det omgivende samfund, og som lever efter egne normer og regler”.

Jeg har allerede i et tidligere indlæg pointeret, at regeringen med indførelsen af kontanthjælpsloftet, 225-timersreglen og i særdeleshed integrationsydelsen selv er med til at isolere titusindvis af mennesker både socialt og økonomisk.

Dette er i sig selv med til at øge risikoen for parallelsamfund, hvor sociale boligområder lukker sig om sig selv.

Derfor er det afgørende, at regeringen finder den sociale værktøjskasse frem og styrker indsatserne for eksempelvis at udviske skellene mellem de sociale boligplaner og de omkringliggende områder.

Stærke fællesskaber
Dette bør være en helt grundlæggende præmis for tilgangen til beboerne i og omkring de sociale boligområder: At modvirke social isolation via stærke fællesskaber for beboerne i og omkring de udsatte boligområder – stærke boligfællesskaber, stærke institutioner, stærke skoler, stærke fritidsklubber og så videre.

Eksempelvis er det oplagt at sikre, at børn og unge i udsatte boligområder kan gå i fritidsklub samt dyrke sport eller andre fritidsaktiviteter med jævnaldrende, som bor uden for de sociale boligområder.

Brugen af fritidsaktiviteter og -klubber som socialt værktøj er ganske velkendt, men desværre er erfaringen, at børn og unges deltagelse i fritidsaktiviteter er noget af det første, der skæres bort, når familier skal spare for at få økonomien til at hænge sammen.

Samtidig bør indsatserne for voksne borgere på integrationsydelsen sikre, at de rent fysisk kommer væk fra boligområdet og ind på eksempelvis uddannelsesinstitutioner eller arbejdspladser. Der skal være kvalificerende, støttende og motiverende indsatser, der kan styrke de pågældende borgeres netværk og kompetencer.

Hjælp fra en socialrådgiver
Risikoen for sociale og sundhedsmæssige problemer som følge af de lave ydelser, øger behovet for stærke relationer mellem beboerne i de sociale boligplaner og de fagfolk, der har deres gang i områderne.

Derfor bør regeringen kigge på at styrke fremskudte indsatser og sikre eksempelvis adgang til beboerrådgivning, hvilket særligt kan gavne beboere og familier med risikoadfærd som eksempelvis misbrug og kriminalitet.

Forestil dig eksempelvis, at du som beboer kan komme i kontakt med en socialrådgiver, som sidder i en fremskudt rolle i dit eget boligområde, og har myndighed til at træffe de afgørelser, der kan trække dig og dine børn i den rigtige retning.

Det ville virkelig kunne styrke den tidlige forebyggelse og helhedsorienterede indsats mod social isolation.

Et skridt på vejen til at sikre den nødvendige kvalitet og volumen i de fremskudte sociale indsatser kan være at genetablere den statslige støtte til det boligsociale arbejde, som den daværende VK-regering afskaffede i 2001.

Siden afskaffelsen har det i høj grad været op til boligforeningerne selv at løfte opgaven. Mange boligforeninger gør det rigtig godt, og der er flere fordele ved, at boligforeningerne lokalt er med til at skabe legitimitet om det boligsociale arbejde.

Lavere ydelser kan fjerne rådgivere
Et eksempel på godt og lokalt forankret boligsocialt arbejde er Brabrand Boligforening, hvor beboerne i fællesskab har besluttet at tilknytte beboerrådgivere.

Det sikrer et kendskab hos beboerne om rådgivningen, og det, at rådgiverne har deres daglige gang i områderne, styrker tilliden mellem dem og beboerne.

Ordningen er dog finansieret af beboerne selv, så også her kan de nye lave ydelser blive en trussel for indsatserne.

For mens behovet for fagprofessionel hjælp må forventes at stige, risikerer de beboere, som har størst behov for rådgivning, simpelthen ikke at have penge til ordningen.

Set i lyset af udsigten til voksende fattigdomsproblemer bør disse indsatser – især for familier i risikozonen – opprioriteres. Samtidig bør samarbejdet mellem familierne, de boligsociale helhedsplaner, de fremskudte fagprofessionelle og de kommunale forvaltninger styrkes.

Det er oplagt, at politikerne sikrer den styrkelse og opprioritering via offentlige midler.

Dette bør være en klar prioritering fra regeringens side. Lader vi stå til, risikerer vi store ekstraudgifter til sygdom, social deroute og øget risiko for tvangsudsættelser og kriminalitet. Især for de borgere, som ikke er jobparate, og i forlængelse heraf for deres familier og børn.

Forrige artikel DF-borgmester: Færre projekter – flere krav og konsekvenser DF-borgmester: Færre projekter – flere krav og konsekvenser Næste artikel Vollsmose Sekretariatet: Byg broer til de udsatte boligområder Vollsmose Sekretariatet: Byg broer til de udsatte boligområder
  • Anmeld

    hans preben pedersen · EU iværksætter !!!!!!!

    PRIVAT SKOLER PRIVAT HOSPITALER PRIVAT FØDSLER !!!!!! LIGE BØRN LEGER BEDST !!!!!!!

    Har du ikke en gave med til min fødselsdag ??????

    Venligst hp.






  • Anmeld

    Liz. H. · soc.rdg.

    Der er ikke plads til blødsødenhed

    Vi skal stille krav om Assimilation og glemme alt om at tilflytterne nogensinde skal/vil overgive sig til Integration.
    Beboerrådgiverne bør være advokater for hvordan man begår sig i det danske samfund og ikke i for eksempel Bagdad, Kabul eller Mogadishu.

    Der skal undervises i dansk børneopdragelse og dresscode - noget for noget: Man kan ikke nyde frugterne af danske kvinders arbejdsindsats hvis man ikke gider anerkende deres ligeværd.

  • Anmeld

    Bertel Johansen · Maskinmester

    Ghettobyggerier kan kun ændres ved nedrivning og udstykning

    De Sociale Boligselskaber planlagde og byggede ghettoer der til forveksling lignede Østttyske kaserneanlæg, med det formål at skabe et socialdemokratisk vælgerklientel.
    Og når man bygger således, får man selvfølgelig også beboere der ender med at agere som ghettobeboere. De opfatter området som Deres Eget og laver egne regler, og når mange nok kommer fra fremmede kulturer, bliver det naturligvis disse kulturer der sætter dagsordenen.
    Det er gået som man planlagde, blot glemte Socialdemokratiet at indtænke muligheden af fremmede kulturer i planen, og nu vil de gerne ud af suppedasen.
    Det kan de også komme: Riv hver anden karre ned, skab almindelig gennemkørende trafik og udstyk til ejerlejligheder, så beboerne får noget personligt ansvar og kommer med i byernes almindelige liv.
    Men nej, det vil de ikke, i stedet skal der igen-igen-igen bruges millioner på "genopretning" "områdeløft" og hvad de ellers finder på af nysprog, og ansættes en ny hær af hjælpere. Og igen vil det ikke nytte en papand når byggerierne nu engang står som ghettobyggerier.

Ny debat: Er Lynetteholmen den rette vision for København?

Ny debat: Er Lynetteholmen den rette vision for København?

DEBAT: København bliver en ø større, når Lynetteholmen efter planen står færdig i 2070. Men er det den rette vision for København? Og hvordan skal projektet overhovedet realiseres? Det stiller Altinget skarpt på i en ny temadebat.