Lektor emeritus: Ghettopakken skal være blød

Af Bo Vagnby
Lektor emeritus på Institut for Planlægning ved Aalborg Universitet

Meget i den seneste tids debat om, hvad der skal i den nye ghettopakke, peger på, at det er på høje tid at tænke helt anderledes, når 'politikker' på området italesættes.

De tidlige strategier havde præg af effektive indsatser, som skulle producere resultater i løbet af korte implementeringsperioder. Kosmetiske og fysiske ændringer var foretrukne midler, idet mange politikere og helhedsplanlæggere mente, at nye facader, gennemfartsveje og nedrivninger var vejen frem.

Efterhånden blev det imidlertid tydeligt, at sådanne 'hårde indsatser' måtte suppleres med 'bløde', hvor der blev satset på at inddrage beboerne på en eller anden måde.

Efter min mening var indsatserne imidlertid præget af en tænkning om, at både boligområdet, men især beboerne, udgjorde selve problemet. Derfor kom løsningerne til at bære præg af, at politikere og planlæggere i al velmenthed ønskede at handle på andres vegne.

Mange års internationale erfaringer tyder imidlertid på, at denne tilgang er utilstrækkelig.

Udgangspunktet bør være, at den enkelte hverken skal straffes, stryges med hårene eller negligeres. Det er netop denne holdning eller overbærenhed, der er medvirkende til, at de negative sociale mønstre fortsætter.

Bo Vagnby, lektor emeritus på Institut for Planlægning ved Aalborg Universitet

Det er min påstand, at vi ved udvikling af såkaldte 'bløde' og faciliterende strategier for udsatte boligområder kan lære af den måde, man i dag i den tredje verden prøver at løse slumområdernes problemer på.

I mange år advokerede man for, at man kunne løse problemerne ved at bygge infrastruktur. Man måtte imidlertid erkende, at frelsen ikke fandtes ved at stable mursten og mørtel oven på hinanden. I 1980'erne skiftede man derfor paradigme, hvor man anerkendte, at beboerne udgør selve løsningen.

Med andre ord: Beboerne repræsenterer en nødvendig forudsætning for overhovedet at kunne gøre sig håb om, at en indsats kan bære frugt.

Måske flytter beboerne bare væk
Et bærende princip i denne tilgang er at give beboerne vished for, at de kan blive boende. Den vished føler mange beboere i danske udsatte boligområder ikke de har. De kan hvert år i den lokale avis læse, at deres område er omfattet af en eller anden ghettoiseringsstrategi, og at deres boligområde stadig er stemplet som et sted, man helst ikke skal bo.

Hvis man bliver udsat for en helhedsplan, risikerer man i værste fald at blive udsaneret.

Kraks Fond for Byforskning påviste for nylig, at ghettolisternes 31 særligt udsatte boligområder i næsten 30 år har været kendetegnet ved en høj koncentration af beboere med få ressourcer i forhold til arbejdsmarked, uddannelse og indkomst.

Rapporten fortæller, at der de sidste 30 år er brugt mange ressourcer på de pågældende områder, men at indsatserne ikke ser ud til at ændre meget for det gennemsnitlige ressourceniveau i boligområderne. Forskerne afstår fra at sige entydigt, at alle støttekronerne er spildt. Men det kunne se ud til, at de beboere, som får flere ressourcer gennem indsatsen, flytter bort.

Hermed forbedres den gennemsnitlige sociale belastning ikke.

Kraks forskning peger på, at fremtidige indsatser i langt højere grad må søge at adressere den kultur og det liv, der leves i 'ghettoen'. En kultur, som flere skønlitterære forfattere nævner, er kendetegnet ved en ekstrem lukkethed i forhold til det samfund, der omgiver den.

Vi er alle forskellige
En 'blødere' indsats må nødvendigvis gå ud på at påvirke den stramme kollektive kontrol, som hindrer individuel frihed og personlig udvikling hos beboerne. Men skal man bryde med disse rammer, har man brug for en anden slags hjælp udefra. Indsatser i form af oplysning, krav og anerkendelse.

Som forfatteren Ahmad Mahmoud siger det i bogen "Sort land", anerkendelse af, at vi alle er forskellige og i en vis grad skal have lov til at være det. Men at denne anerkendelse også indebærer, at der stilles krav til det enkelte individ om konstruktivt at indgå i samfundet i det omfang man kan.

Udgangspunktet bør være, at den enkelte hverken skal straffes, stryges med hårene eller negligeres. Det er netop denne holdning eller overbærenhed, der er medvirkende til, at de negative sociale mønstre fortsætter.

Derfor vil en begyndelse, som Gunvor Christensen, forsker på SFI, udtrykte det fornylig på Altinget, være: ”Afliv ghettolisterne – tænk på beboerne”.