Debat

UU-vejledere: Unges uddannelsesvalg skal udfordres for at sikre ligestilling

DEBAT: Hvis vi skal rette op på den skæve kønsfordeling i byggebranchen, skal vi starte med uddannelsesvejledningen. Det er vigtigt at udfordre unges uddannelsesvalg, så de ikke følger samme spor som vennerne eller forældrenes ønsker, skriver Peter Schantz.

Unges uddannelsesvalg i folkeskolen skal udfordres, så de ikke bare vælger efter forældrenes ønsker eller den vej, vennerne går, skriver Peter Schantz.
Unges uddannelsesvalg i folkeskolen skal udfordres, så de ikke bare vælger efter forældrenes ønsker eller den vej, vennerne går, skriver Peter Schantz.Foto: /ritzau/Ólafur Steinar Gestsson
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Peter Schantz
Centerchef, Ungdommens Uddannelsesvejledning, København

Hvordan sikrer vi som vejledere i Ungdommens Uddannelsesvejledning og den Koordinerede Ungeindsats (KUI) ligestilling og bedre kønsfordeling i bygge- og anlægsbranchen?

Denne overskrift er et centralt spørgsmål – ikke kun i forhold til bygge- og anlægsbranchen – men generelt.

Ifølge vejledningsloven, så skal vejledningen bidrage til, at valg af uddannelse og erhverv bliver til størst mulig gavn for den enkelte og for samfundet.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. 

Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Det er en stor og vigtig opgave, men det er også en svær balance, for hvor går/er grænsen mellem den enkelte og samfundet? Vi er jo alle en del af samfundet.

Mangel på faglært arbejdskraft
Der har længe været et misforhold mellem de unges valg af ungdomsuddannelser og det behov, som samfundet har for faglærte.

Vi skal sikre, at de unge foretager et reflekteret og velovervejet valg, så de ikke går ad ”trampede stier” og følger venner og klassekammeraters uddannelsesvalg.

Peter Schantz
Centerchef, Ungdommens Uddannelsesvejledning, København

I flere år har søgningen til erhvervsuddannelser været faldende og behovet for erhvervsuddannede stigende.

En af de brancher, som mangler faglært arbejdskraft, og som på sigt vil komme til at mangle rigtig mange faglærte, er bygge- og anlægsbranchen, og der skal ikke meget viden om udvikling og vækst til for at forstå, at dette er noget skidt.

Flere unge skal søge en erhvervsuddannelse
Vejledere har siden reformen ’Uddannelse Til Alle’ i 90’erne haft tydelige samfundsmæssige uddannelsesmål at styre efter.

De seneste mange år har et af målene været at få flere unge til at søge en erhvervsuddannelse (EUD) – og selvfølgelig gennemføre denne.

Dette peger i retning af mange erhvervsuddannelser/fag, men særligt i retning af bygge- og anlægsbranchen, som, ud over mangel på arbejdskraft, også har en skævhed i deres medarbejdere og ansøgere: Der er meget få kvinder i bygge- og anlægsbranchen.

Det besluttede Dansk Byggeri at handle på ved oprettelsen af Byggeriets Kvinderåd, som jeg er så heldig at være en del af.

Unges uddannelsesvalg skal udfordres
Når vi vejleder – og i denne forbindelse er det særligt i grundskolen – så er et af vore fornemmeste formål at udfordre de unges uddannelsesvalg.

Ikke fordi vi skal være bedrevidende eller ”presse” unge i en særlig retning, hvilket man for øvrigt ikke kan; nej, vi skal sikre, at de unge foretager et reflekteret og velovervejet valg, så de ikke går ad ”trampede stier” og følger venner og klassekammeraters uddannelsesvalg og/eller forældrenes ønsker/valg hertil, hvilket også i nogle tilfælde fører til dårlig trivsel, frafald og uddannelser, som ikke kan bruges efterfølgende.

I vejlederens værktøjskasse er der forskellige ”greb”, så som introforløb på ungdomsuddannelser, hvilket vi i Region Hovedstaden koordinerer og kombinerer med den store uddannelsesevent Copenhagen Skills; brobygningsforløb, kombinationsforløb på erhvervsuddannelser (i København ”8. klasse på EUD”) og praktik med mere.

Samarbejde med erhvervslivet
I København har vi oprettet en særlig funktion – en erhvervsplaymaker – som sikrer samarbejde mellem erhvervsliv og kommune/skoler, blandt andet ved hjælp af et stort udbud af erhvervspraktikker.

I forbindelse hermed er der oprettet særlige forløb i samarbejde med MAN Energy Solution, hvor unge elever – piger og drenge – er i forløb, som strækker sig over flere uger, og hvor de unge undervises på virksomheden af elever dér.

De første evalueringer fra dette samarbejde peger ikke kun i retning af de unges lyst til at søge en erhvervsuddannelse, det peger også i retning af, at piger søger den vej, og at deres forældre har fået øjnene op for disse fag og støtter de unge i dette ønske/valg.

Læs også

Modellen har været ”afprøvet” på 12 elever (både uddannelsesparate og ikke-uddannelsesparate) med en kønsfordeling på to piger og ti drenge.

Alle har givet udtryk for, at de vil søge en erhvervsuddannelse, men vi har endnu ikke mulighed for at bekræfte, om de har gjort det.

Rollemodeller er vigtige
Vi har lige igangsat anden runde af dette forsøg, og der har været meget stor interesse fra elevernes side, og kønsfordelingen er lige på dette hold.

At det er unge på virksomheden, som primært er undervisere, viser et andet vigtigt ”greb”, nemlig rollemodeller.

Det benytter vi os også af i vejledningen i mange forskellige sammenhænge. Senest har vi været i kontakt med Boss Ladies, som har været forbi og undervist/informeret vores ansatte og stillet deres rollemodeller til rådighed for vejlederne.

Vejlederne er godt i gang
At sikre ligestilling og kønsfordeling i traditionelle ”mandefag” – herunder i bygge- og anlægsbranchen – er et langt, sejt træk, men vejlederne er godt i gang til størst mulig gavn for den enkelte og for samfundet.

Som Byggeriets Kvinderåd gav udtryk for, så skal der ”fiskes fra begge sider af åen”, og vi skal have ændret det herskende tankesæt med, at Danmark fremover skal leve af innovation og kloge hoveder.

Det skal vi også, men vi skal også leve af ”kloge hænder”, som integrationsminister Mattias Tesfaye beskriver håndværk.

Derfor er der brug for ligestilling generelt på arbejdsmarkedet – også i bygge- og anlægsbranchen.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Peter Schantz

Centerchef, Ungdommens Uddannelsesvejledning, Københavns Kommune

0:000:00