Kommentar af 
Christian Egander Skov

Egander Skov: Hvor mange kriser kan Konservative klare?

Krisen hos Konservative er ikke ny. Den udspringer af partiets grundlæggende spænding mellem at være et højreparti og et midterparti. Men hvor meget kan partiet holde til, når voldsom persondyrkelse af formanden erstatter en fyldig konservativ partikultur, spørger Christian Egander Skov. 

Konservatives formand Søren Pape Poulsen havde stor opbakning blandt partimedlemmer og i meningsmålingerne ved valgkampens start. 
Konservatives formand Søren Pape Poulsen havde stor opbakning blandt partimedlemmer og i meningsmålingerne ved valgkampens start.  Foto: Arthur Cammelbeeck/Altinget
Christian Egander Skov
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

I et kort og ganske undseeligt læserbrev sammenlignede en skuffet konservativ folketingskandidat Søren Papes præstation under valget med en fejlslagen seksualakt: Der var for tidlig afgang, og formanden havde, mente kandidaten, rejsningsproblemer.

Lidt kryptisk og med en stærkt opblandet metaforik hedder det:

”Hvis man skal genetablere stabil rejsning af Det Konservative Folkeparti, så er det nødvendigt, at man går tilbage til den oprindelige position, hvor man forandrer for at bevare.”

Ja, her må jeg altså erkende mig for bornert eller muligvis uerfaren til at have den fjerneste anelse om forholdet mellem billede og virkelighed, men der er næppe tvivl om, at vi her ser en kritik, der på én gang er meget personlig og har et ideologisk præg.

Isoleret set er læserbrevet ligegyldigt. Eventuelt overlevende konservative kan trøste sig med, at det drejer som en kandidat, der fik lige over 150 stemmer i hele Sydjylland. Formandens rejsningsproblemer er i den sammenhæng næppe det største problem.

Men det bizarre læserbrev skriver sig ind i fortællingen om et parti, der på uhyre kort tid er gået fra ekstatisk jubel over en fremgang, som ville katapultere partiet tilbage til sin for længst overståede storhedstid i 1980’erne, til dyb skuffelse over et valgresultat, som, alt efter hvor villig man er til at glemme meningsmålinger på over 15 procent, var en enorm eller lille tilbagegang.

Krisen handler i høj grad om Pape. Men dermed er der ikke sagt nok. Jeg hører ikke til dem, der er så mange af i disse dage, som vil forklare Konservatives fremgang med henvisning til Søren Papes person alene. Papologien har kronede dag.

Det ligger også lige for, fordi partiet gik frem, da han var populær, og tilbage, da han blev upopulær.

Hvis man vil forstå det altid lurende krisepotentiale i Det Konservative Folkeparti – også det, der står i fare for at bryde ud nu – handler det netop om denne grundlæggende spænding mellem at være et højreparti og et midterparti

Christian Egander Skov

Men hvis vi for alvor vil forstå partiets vanskeligheder, må vi gøre analysen af partiets Pape-problem lidt mere kompliceret.

For ovenstående er også en lidt doven analyse. Det er en analyse, der ikke forstår eller husker, hvor Konservative stod under Lars Barfoed, der bevidst søgte en placering af partiet på midten.

Hvis man vil forstå det altid lurende krisepotentiale i Det Konservative Folkeparti – også det, der står i fare for at bryde ud nu – handler det netop om denne grundlæggende spænding mellem at være et højreparti og et midterparti.

Grundlæggende ser den bort fra, at Søren Pape lykkedes med at rykke sit parti til en position, hvor man placerede sig entydigt til højre for Venstre på økonomisk politik (ligesom i 00’erne) og på værdipolitikken (i modsætning til i 00’erne).

Som Papes dramatiske fald fra tinderne minder os om, er troværdighed ikke et grundstof, eller en egenskab, man bare har.

Læs også

Det er ligesom et begreb som karisma, som vi bruger til at forklare visse menneskers tiltrækningskraft. Nogle gange tror vi, at karisma er noget, man har, men hos Max Weber, der introducerede begrebet i sociologien, hvorfra det siden gled over i dagligsproget, var karisma faktisk noget, som følgerne omkring en leder tilskrev denne person.

Du har det. Og så har du det ikke.

Papes troværdighed blev opbygget over tid, og den var tæt knyttet til en særlig fortælling om det parti, han står i spidsen for.

Den afklaring af Konservatives politiske ståsted, som fandt sted under ham, var på den måde knyttet til hans person. Det var en ukunstlet konservatisme. Den var fra Bjerringbro ikke fra Hellerup eller Frederiksberg. Den var ikke Poul Møller men Poul Sørensen. Den var ikke intellektuel, til gengæld var den nogenlunde klar i sin fortælling om, at konservatismen var – som det hed i denne kampagne og i titlen på bogen om partiets historie fra 2016 – ”en sikker borgerlig stemme”.

Pape fik troværdighed, fordi han gjorde Det Konservative Folkeparti til et troværdigt borgerligt projekt.

Det borgerlige er hos Pape det u-ideologiske. Hos Konservative frygter man i et vist omfang ideologiske debatter om konservatismens natur.

Forståeligt nok.

For det første er det oplagt, at den udadrettede kommunikationstænkning, der i dag dominerer partiernes professionelle toplag, har vanskeligt ved i det hele taget at se pointen i (og sikkert også forstå) den slags. Et parti er jo ikke en studiekreds.

For det andet er det lige så oplagt, at sporene skræmmer hos Konservative. Netop fordi partiet historisk har stået i et dilemma, der er af dybt ideologisk karakter, er der en tendens til, at debat forbindes med krise. ”Don’t mention the war”, som det hedder i Halløj på Badehotellet.

Vi skal passe på med at overvurdere presset mod Pape. Indtil videre er det først og fremmest folk med en stor fortid eller en lille nutid partiet, der har ytret kritik

Christian Egander Skov¨

Selvom alt dette giver vældig god mening, må man efterhånden se i øjnene, at også fraværet af den indre samtale nu kan vise sig at være et problem i dobbelt forstand.

Fraværet af substans i den konservative partikultur er blevet fyldt ud med et voldsomt fokus på personen Pape. Det er den, der nu vender tilbage som en boomerang.

Kort sagt: Nu skal regningen betales.

Samtidig gør den tynde identitet, der knytter sig til det at være (parti)konservativ, at følgerne af Papes krise kan blive voldsomme for partiet. Hvis ikke konservatismen længere kan være blind tiltro til formandens dømmekraft, hvad er den så?

Endelig betyder den manglende konsolidering af en stabil konservativ identitet, at Pape bliver sårbar for en kritik, der vil pege på potentialet for partiet ved at bevæge sig væk fra ham og hans linje til en den konservative midterposition.

Man kan i den forbindelse hæfte sig ved, at det er skikkelser som Connie Hedegaard og Per Stig Møller, som har været ude med den mest åbne kritik af partiets retning. Hedegaard har peget på behovet for mere grøn profil og endda kaldt partiets 2030-udspil ”tonedøvt”.

Personspørgsmålet kan snart vise sig at være en tilbagevenden til partiets traditionelle fløjkrige.

Læs også

Vi skal passe på med at overvurdere presset mod Pape. Indtil videre er det først og fremmest folk med en stor fortid eller en lille nutid partiet, der har ytret kritik.

Men mon ikke alle omkring Pape er helt klar over, at den slags processer kan få deres eget liv. Ikke mindst fordi medierne har lugtet blod.

Først spredte røster. Så begynder medierne at sende rundspørger til kredsformændene. Så kommer der et kritisk medlem af Hovedbestyrelsen, så kritik fra centralt placerede kilder i og uden for folketingsgruppen.

Og så en flue på væggen. Og så, inden man ved af det, er det, der måske mest var skuffelse og utilfredshed, blevet til en dyb krise for et parti, hvor krise indtil Papes tid var blevet normaltilstanden.

Kan man overleve det på sigt?

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Søren Pape Poulsen

Partiformand (K) & MF, fhv. justitsminister og borgmester, Viborg
kontorassistent-lære ved Grundfos, lærerstudier (Ribe Statsseminarium 1993-94), speditør (Grundfos 1992)

Lars Barfoed

Selvstændig, Lars Barfoed & Company, formand, Fiskerikommissionen, Foreningen Norden og Danmarks Underholdningsorkester, næstformand, By & Havn, formand (K), minister & MF, direktør, Finansrådet
cand.jur. (Københavns Uni. 1981), CBS Executive Bestyrelsesuddannelse (2016), Harvard Kennedy School Executive Education (2017)