Holstein: I længden vil der ikke være plads til både DF og et Støjberg-parti

På længere sigt vil der ikke være plads til både DF og et Støjberg-parti. Rent politisk vil de to partier nemlig formentlig ligge meget tæt på hinanden, vurderer Altingets politiske kommentator, Erik Holstein. 

Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Karl Emil Frost

Nu har der været intern strid i Dansk Folkeparti siden valget. Hvor meget handler om politik, og hvor meget handler om personer?

”Der er stort set ikke noget politik i det her. Det hele handler om personlige modsætninger. Men de til gengæld også så gigantiske, at det nærmer sig hadefulde tilstande mellem nogle af partiets ledende skikkelser. Man skal tilbage til den konservative borgerkrig i 90’erne for at finde noget lignende,” siger Altingets politiske kommentator, Erik Holstein. 

DF var engang kendt som et parti, der været var en stor familie, hvorfor er det endt med så dybe fjendskaber?

”Den magtkamp, der opstod efter det katastrofale valgnederlag i 2019, blev hurtigt meget bitter. Morten Messerschmidt og Pia Kjærsgaard ville skifte Kristian Thulesen Dahl ud som formand, og en gruppe yngre DF’ere arbejdede meget aktivt for at underminere Thulesen."

"Det blev Thulesen selvfølgelig ret fortørnet over, og han håbede at snyde Messerschmidt for formandsposten ved at gøre Støjberg til ny formand. Den plan røg, da Støjberg fik sin ubetingede fængselsdom. Men da Messerschmidt blev formand, havde han skabt sig alt for mange fjender på vejen.”

Hvor stor en rolle spiller Pia Kjærsgaard i det?

”En meget stor rolle. Pia har altid været viljestærk og stridbar, og de egenskaber kom hende til gode i de første svære år med DF. Men de senere år har det også haft en destruktiv side, hun er nærmest blevet en omvandrende stridsøkse."

"Hun har kastet sig ind i fløjkampene med ekstremt hårde tacklinger, og flere af afhopperne fra DF, nævner decideret Pia Kjærsgaard som en af grundene til, de har forladt partiet. Dertil kommer, at fjendskabet mellem Kjærsgaard og Thulesen efterhånden er blevet meget giftigt.”

Der er meget snak om et nyt højrefløjsparti med Inger Støjberg i spidsen. Vil der være mange DF’ere, der går over til hende?

”Ja, flere af de DF-folketingsmedlemmer, der har forladt partiet, har allerede tilkendegivet, at de går med Støjberg. Det er folk som Liselott Blixt og Bent Bøgsted, formodentlig vil fem ud af de seks afhoppere følge Støjberg.”

”Det rigtig interessante bliver selvfølgelig, om Thulesen og andre DF-pinger går med. Jeg tror, Thulesen går med Støjberg. Jeg kan også sagtens forestille mig en mand som Søren Espersen går over til Støjberg, selvom Espersen i over 25 år har været kendt som partiets mand. Peter Skaarup er jeg lidt mere i tvivl om, men man skal huske, at Messerschmidt som sin første gerning forsøgte at fjerne Skaarup som gruppeformand.”

Vil der være plads til tre partier på den nationalistiske højrefløj?

”I en begrænset periode, ja. Men i længden tror jeg ikke, der er plads til både DF og et Støjberg-parti, for rent politisk tror jeg, de vil ligge meget tæt på hinanden. Nye Borgerlige har en anden profil, fordi de har en ultraliberalistisk økonomisk profil.”   

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Inger Støjberg

MF, partistifter (DD)
MBA (Aalborg Uni. 2013)

Erik Holstein

Politisk kommentator, journalist, Altinget
journalist (DJH 1990)

0:000:00