Efter kæmpe vælgerlussing: Dem har V tabt, og sådan skal de få dem igen

En af årsagerne til Venstres krise er det samme, som kan gøre partiet til et folkeparti igen. Men det kræver en klar fortælling, der kan favne alle de tre fronter, som partiet har mistet vælgere til. Tre eksperter giver deres bud på, hvad der skal til, hvis Venstre skal rejse sig igen.

Venstre mødes til landsmøde i weekenden. Efter en gedigen vælgerlussing er der meget at tage fat på. Ifølge Michael Kristiansen skal partiet i gang med at formulere politik, der gør Venstre til et moderne parti med en moderne dagsorden.
Venstre mødes til landsmøde i weekenden. Efter en gedigen vælgerlussing er der meget at tage fat på. Ifølge Michael Kristiansen skal partiet i gang med at formulere politik, der gør Venstre til et moderne parti med en moderne dagsorden. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Ninna Gøbel Rønberg

Efter den største omgang valgtæsk i 30 år rejser Venstres medlemmer fra både nord, syd, midt og vest til landsmøde i Herning i weekenden.   

355.615 vælgere har forladt Venstre til folketingsvalget til fordel for et andet parti.

Der er tale om næsten en halvering af Venstres vælgergruppe. I 2019 fik partiet 23,4 procent af stemmerne, men ved det netop overståede valg blev det kun til 13,3 procent.

Nu består partiets vælgerskare af 470.546 danskere. Selvom partiet stadig kan kalde sig andenstørst i Danmark, stemte godt en million danskere på Socialdemokratiet til sammenligning.

Hvorfor har vælgerne forladt Venstre? Og hvordan kan partiet få dem tilbage, så det kan blive det folkeparti, Venstre ønsker sig? Det har Altinget spurgt en valgforsker, forhenværende toprådgiver for Venstre og historiker om. 

Læs også

 

"Politisk har Venstres vælgergruppe ændret sig" 

Kasper Møller Hansen

Valgforsker og professor, Institut for Statskundskab, KU

Selvom partiet har færre vælgere, tyder det på, at Venstre-kernevælgeren stadig ligner sig selv.

Det vurderer professor og valgforsker Kasper Møller Hansen, som har set på målinger for det netop overståede folketingsvalg.   

"Venstres vælgergruppe ser ikke ud til at have ændret sig demografisk. Der er selvfølgelig geografiske forskelle i tilslutningen til partiet, men de er ikke nye."

Venstre har nemlig stadig godt fast i vestjyderne, ligesom partiet historisk har haft. Det viser Kasper Møller Hansens geografiske overblik over Venstres tilslutning og tilbagegang.

Gå på opdagelse i kortene over Venstres tilbagegang og tilslutning her.

Kortlægningen viser, at partiet er gået tilbage i hele Danmark. Men i nogle områder har vælgerblødningen været større. Her er der især en sammenhæng med Moderaterne, Danmarksdemokraterne og Liberal Alliances succes:

"Venstre har mistet mange vælgere i Inger Støjberg-land – det nordjyske – til Danmarksdemokraterne og i Skive, hvor Støjberg tidligere var folketingskandidat for Venstre. Det samme gør sig gældende i Sønderjylland i området omkring Tønder, hvor den tidligere V-profil Henrik Frandsen var opstillet for Moderaterne. Og i storbyerne har Venstre svag tilslutning blandt andet på grund af Liberal Alliance," siger Kasper Møller Hansen.

Ser man på vælgervandringerne er det især Moderaterne, som har modtaget tidligere Venstre-vælgere. Men en del af dem er også gået til Danmarksdemokraterne og Liberal Alliance. Det viser tal fra Epinion, der er baseret på instituttets exitpoll for DR, og som er vægtet op mod det faktiske valgresultat.

I det lys vurderer Kasper Møller Hansen også, at Venstres vælgergruppe har forandret sig, når man kigger på vælgernes politiske standpunkter, selvom demografien ikke umiddelbart har ændret sig.

"Partiet har mistet opbakningen fra erhvervs- og businessfolkene, de mere højre-værdiorienterede og dem, der ønsker en bred regering over midten. Venstre kæmper altså en krig på flere fronter, og det er en udfordring, hvis Venstre skal blive et folkeparti igen, som det var i Anders Fogh-tiden." 

 

"Venstre har ikke den rette politik eller politiske leder til at blive opfattet som et bredt favnende parti"

Michael Kristiansen

Politisk kommentator og forhenværende særlig rådgiver for statsminister Anders Fogh Rasmussen (V)

De mange tabte vælgere kan godt finde vej tilbage til Venstre. Det vurderer politisk kommentator Michael Kristiansen.

"Partiet har fundamentet til at blive et folkeparti igen, fordi det er et vidt forgrenet parti med stærke rødder i blandt andet idrætsforeninger og folkeoplysningen. Partiet har også vist ved tidligere valg, at det kan rejse sig igen. Man har dermed stadig strukturen og kandidaterne rundt omkring i landet, der gør, man kan rejse sig."

Men det store problem for Venstre er, at det lige nu ikke bliver opfattet som et bredt favnende parti, der kan række ud efter regeringsmagten.

Det mener Kristiansen, som fremhæver to årsager til det:

"Dels har Venstre ikke den rette politik. Og dels mangler Venstre en leder, som bliver opfattet, som et naturligt bud på en statsminister."

Michael Kristiansen var særlig rådgiver for statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) i begyndelsen af 00’erne. Netop den tid hænger. Venstre fast i, mener han. Det var dengang, hvor partiet blev betragtet som et folkeparti.

"Venstre er nødt til at skrotte alle de gamle doktriner. Venstre kan ikke længere stå på det grundlag, som sikrede dem en jordskredssejr i 2001. Partiet skal have et politisk fundament, som har svar på danskernes problemer anno 2022."

Hvis Kristiansen igen skulle rådgive Venstre, ville han råde partiet til at fokusere på sig selv og sin politik.

"Drop det store fokus på målinger, hvem kan lide hvem, konsekvensvurderinger. Man skal fokusere på at udvikle en politik, som gør én attraktiv, så skal vælgerne nok komme."

Konkret fremhæver han, at Venstre skal have styr på den grønne profil. Partiet kan nemlig sagtens være grønt uden at miste fodfæste blandt landbrugs-Venstre i Vestjylland.

"Det er en falsk modsætning at tro, at man er imod den grønne omstilling, fordi man er landmand og kommer fra Vestjylland. Det er man ikke. Det er ikke en modsætning at være grøn og liberal."

Derudover skal partiet kunne svare på, hvordan det ønsker at reformere velfærdssamfundet uden, det bliver opfattet som om, at man vil have mindre af det. 

 

"Partiets grundlæggende problem er, at man ikke ved, hvor man har Venstre"

Christian Egander-Skov

Historiker og forfatter til bogen ”Borgerlig krise”


Venstres problem er faktisk også dets styrke. Sådan indleder Christian Egander-Skov sin diagnose af Venstres vælgerproblem.

"Venstre har været et meget bredt borgerligt parti. Partiet er på en gang et parti, som er i byerne og på landet. Et parti, der repræsenterer noget ansvarlighed, magt og teknokratisk kompetence, men også et parti, der rummer en kritik af ekspertvældet, en kritik af teknokratiet, samt et forsvar for periferien og et angreb på centre."

Ifølge Egander-Skov skal partiet også være det hele for at være et klassisk folkeparti. Men det er også en udfordring, fordi det er meget svært at træffe et klart valg uden at støde vælgere fra sig.

Selvom partiet er fragmenteret fuldstændig, og dele af "den populistiske fløj" og "teknokratiske fløj" er blevet udskiftet og gået til Moderaterne, Danmarksdemokraterne og Liberal Alliance, tror Egander-Skov stadig, at Venstre har en bred vælgerskare. Selvom den er mindre.

Men partiet skal genfinde en måde, hvor alle de forskellige fløje føler sig repræsenterede i partiet. Det kræver en stærk fortælling, som Venstre ikke har lige nu, vurderer Egander-Skov.

"Partiets grundlæggende problem er, at man ikke ved, hvor man har Venstre. Tilbage i 00’erne kunne partiet bruge værdipolitikken til at binde fløjene sammen. I 90’erne spillede partiet på det klassisk liberale. Fortællingen synes nu at være, at Venstre er bedre til at administrere velfærdsstaten end Socialdemokratiet. Men det tyder ikke på, det er en fortælling, som er stærk nok til at binde forskellighederne sammen i et såkaldt folkeparti."

En stærk fortælling er præcis det Liberal Alliance, Danmarksdemokraterne og Moderaterne har haft:

"Støjberg rendyrker en populistisk udgave af udkantsdagsordenen. Lars Løkke rendyrker ideen om nødvendighedens politik og politik hen over midten. Og Liberal Alliance er en rendyrkning af det liberale."

Venstre skal turde at vælge magten fra og ikke gå i regering med Socialdemokratiet, hvis partiet skal vokse i størrelse igen, mener Christian Egander-Skov.

"Venstre skal ned i det politiske maskinrum, men det ideologiske maskinrum for at kunne svare på, hvorfor Venstre eksisterer."

E-mail Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Michael Kristiansen

Direktør, Kristiansen+Partners, journalist, tv-vært, fhv. særlig rådgiver, statsminister Anders Fogh Rasmussen (V)
journalist (DJH. 1989)

Christian Egander Skov

Redaktør, Årsskriftet Critique, historiker, Conservatism at the Crossroads - NTNU, kommentarskribent, Altinget
ph.d. (Aarhus Uni. 2013), cand.mag., historie & religionsvidenskab (Aarhus Uni. 2010)

Kasper Møller Hansen

Professor og valgforsker ved Institut for Statskundskab, Københavns Universitet
cand.oecon. (SDU 2000), ph.d, i statskundskab (SDU 2004)