Løkke: Ja, jeg brugte blokpolitikken. Men netop derfor kan jeg gøre op med den

Der er en tragisk lov, der hjemsøger politikere. Den lyder noget i retning af, at det spil, man må spille for at få magten, ender med at blokere én fra at gøre det, man vil med magten.
Det er ikke det samme som, at politikerne aldrig lykkes, for det gør de, og indimellem lykkes de med at gøre noget skelsættende og historisk. Men spørg en hvilken som helst eksborgmester eller tidligere statsminister – der er altid noget stort, som aldrig blev til noget. Noget, de hele tiden sigtede efter, men aldrig nåede frem til. Fordi magtkampen tog over, eller virkeligheden brød ind og krævede sit.
Det tænker jeg, mens Lars Løkke Rasmussen sidder over for mig og forklarer om sit nye parti. Moderaterne er stadig under stiftelse og er endnu ikke opstillet til Folketinget. Men efter i søndags, hvor partiet præsenterede sin hjemmeside og sin politik, har Lars Løkke Rasmussen krydset den tærskel, der skiller en flirt med en løs idé fra et personligt knald eller fald.






































