Folkeuniversitetet bryder arbejdsmiljøloven for tusinder af ansatte

LOVBRUD: Folkeuniversitetet har ikke lavet APV for sine løst tilknyttede undervisere. Dermed bryder universitetet arbejdsmiljøloven. Formanden for universitetets styrelse opfordrer universitetets afdelinger til at leve op til loven.

Folkeuniversitetet har ikke gennemført en APV for deres løst ansatte undervisere. Dermed eksisterer der ikke et systematisk overblik over, hvordan disse underviseres arbejdsmiljø er.
Folkeuniversitetet har ikke gennemført en APV for deres løst ansatte undervisere. Dermed eksisterer der ikke et systematisk overblik over, hvordan disse underviseres arbejdsmiljø er.Foto: /ritzau/Valdemar Jørgensen
Simon LesselClaus NordahlKatja BeaulaHanan Chemlali

Folkeuniversitetet har ikke gennemført den lovpligtige arbejdspladsvurdering (APV) for tusinder af undervisere. Dermed har ingen et systematisk overblik over, om der er et dårligt arbejdsmiljø med eksempelvis mobning eller stress for universitetets mere end 2.700 løst tilknyttede undervisere.

Hvis de er ansat som undervisere, så er de omfattet af universitetets regler, og derfor er undervisere, uanset om de er ansat på 9 timer eller 15 timer, omfattet af APV-reglerne.

Nicole Christiansen
Videnskabelig assistent, Det Juridiske Fakultet, Københavns Universitet

Troels Borring, formand for Folkeuniversitetsnævnet, der er økonomisk og fagligt ansvarligt for Folkeuniversitetet i Danmark, opfordrer Folkeuniversitetets afdelinger til at leve op til loven.

Jeg har ikke troet, at vi skulle gøre det.

Kristian Møller Andersen
Sekretariatsleder, Folkeuniversitetet i Aalborg

“Folkeuniversitetet skal selvfølgelig leve op til loven på APV-området. Så enkelt er det,” siger han og tilføjer:

“Hvis afdelingerne mener, at lovens tekst ikke er rimelig, så må de tage initiativ til, at vi får kigget på det,” lyder det fra formanden.

Fakta

Fakta – antal ansatte

Folkeuniversitetet er delt op i fem administrative enheder:
  • Aalborg: 2 fastansatte og 5 studentermedhjælpere = 7 ansatte (har ikke lavet APV)
  • Aarhus: 15 ansatte (har lavet APV)
  • København: 5 fastansatte, 2 studentermedhjælpere = 7 ansatte (har lavet APV)
  • Odense: 9 fastansatte (har lavet APV)
  • Komitéstyrelsen: 3 faste deltidsmedarbejdere (har lavet APV)
  • I alt: 41 (ikke lavet APV for 7 ansatte, altså hele Aalborg-afdelingen)

Antal løst tilknyttede ansatte på Folkeuniversitetets fem afdelinger:
  • Aalborg: Ca. 330 årligt (tal for 2016)
  • Aarhus: Ca. 1.100 om året
  • København: Ca. 600 løst ansatte pr. år
  • Odense: Estimerer 300 løst tilknyttede undervisere. Komitéstyrelsen: 381 løst tilknyttede forelæsere (tal for 2016)
  • I alt: 2.711

Kilde: Folkeuniversitetets egne opgørelser. Tallene for de løst tilknyttede undervisere er (bortset fra Komitéstyrelsen, der har leveret et præcist antal) estimater fra de enkelte afdelinger af Folkeuniversitetet.

Som Altinget kunne berette i sidste uge, har hver tredje almennyttige organisation forsømt den lovpligtige arbejdspladsvurdering. Heriblandt Folkeuniversitetet.

I alt har Folkeuniversitetet ifølge egne oplysninger 41 fastansatte og lidt mere end 2.700 løst tilknyttede forelæsere om året, der underviser rundt omkring i hele landet. Folkeuniversitetet er opdelt i fem regionale hovedafdelinger i henholdsvis Aarhus, Aalborg, Odense og København. Herudover er der en såkaldt komitéstyrelse, der også fungerer som en selvstændig afdeling med ansatte og tilknyttede forelæsere.

Fælles for de fem afdelinger er, at de ikke har lavet en arbejdspladsvurdering for deres løst tilknyttede undervisere, men kun for deres fastansatte medarbejdere. Hertil kommer afdelingen i Aalborg, som heller ikke har gennemført en APV for sine fastansatte.

Ifølge Nicole Christiansen, der har skrevet ph.d. om arbejdsmiljølovgivningen og arbejder som videnskabelig assistent på Det Juridiske Fakultet ved Københavns Universitet, skal Folkeuniversitetet også inkludere sine løst ansatte undervisere i arbejdspladsvurderingen.

“Hvis de er ansat som undervisere, så er de omfattet af universitetets regler, og derfor er undervisere, uanset om de er ansat på 9 timer eller 15 timer, omfattet af APV-reglerne,” siger Nicole Christiansen og uddyber:

"Tager man afdelingen af Folkeuniversitetet i København som eksempel, burde de også have sendt APV-spørgeskemaet ud til deres løst ansatte undervisere, da de undersøgte arbejdsmiljøet blandt de syv fastansatte medarbejdere."

Ifølge Nicole Christiansen skal samtlige ansatte, der udfører arbejde for en arbejdsgiver, inkluderes i udarbejdelsen af arbejdspladsens APV. Det afgørende er, om man på tidspunktet for udarbejdelsen af APV’en fortsat er ansat. Hvis ansættelseskontrakten ikke er opsagt, eller der står en specifik dato for hvornår kontrakten ophører, så er underviseren i princippet stadig ansat. Og det betyder altså, at underviseren skal inkluderes i arbejdspladsvurderingen på linje med den fastansatte, der sidder på Folkeuniversitet Københavns kontor, lyder forklaringen.

Arbejdsmiljørådgiverne: “Loven er meget entydig”
Arne Helgesen er direktør i brancheforeningen Arbejdsmiljørådgiverne, der blandt andet repræsenterer de autoriserede arbejdsmiljørådgivere, som rykker ud, når en organisation får et påbud fra Arbejdstilsynet. Og ifølge Arne Helgesen, der dog ikke vil sagsbehandle direkte på sagen om Folkeuniversitet, er loven meget klar. Han henviser specifikt til arbejdsmiljølovens paragraf to:

“Man er underlagt en APV, når man udfører arbejde for en arbejdsgiver. Og det er uanset om man arbejder to, fem eller femten timer,” siger han.

Ifølge Arne Helgesen er loven på lige netop dette område meget tydelig.

“Arbejdsmiljøloven er meget entydig på, hvem der er omfattet loven. Og den siger, at det omfatter arbejde for en arbejdsgiver. Man må sige, at når man har en kontraktansættelse, så er man også ansat af en arbejdsgiver,” siger han. Frivillige, som i fritiden arbejder for en forening, er dog undtaget.

“I stykke fire er den eneste undtagelse for APV i regelværket. Stykke fire siger, at undtagelsen er for frivilligt arbejde, der har karakter af fritidsaktiviteter, som udføres for almennyttige foreninger, der ikke har fortjeneste som formål. De skal ikke lave APV,” forklarer Arne Helgesen.

“Jeg troede ikke, vi skulle gøre det”
Altinget har gennemført en rundringning til sekretariatslederne på Folkeuniversitetets fem afdelinger. Her lyder forklaringerne blandt andet, at man ikke troede, at der skulle laves en arbejdspladsvurdering for de løst ansatte undervisere.

“Jeg har ikke troet, at vi skulle gøre det,” siger sekretariatsleder i Aalborg, Kristian Møller Andersen, der heller ikke har gennemført en APV for afdelingens to fastansatte samt deres fem studentermedhjælpere.

“Vi ikke har været opmærksomme på, at en mindre gruppe af vores undervisere var omfattet af reglerne, men det vil vi rette op på i 2018,” siger sekretariatsleder på Folkeuniversitetet i Odense, Annette Hansen.

Hun oplyser yderligere, at nogle af Odense-afdelingens undervisere er ansat på kontrakt gennem eget firma, men trods flere henvendelser har det ikke været muligt at få oplyst fra Odense-afdelingen præcist, hvor mange undervisere der er tale om.

Sekretariatslederen oplyser, at hun ikke mener, der skal laves APV for de undervisere, der er hyret ind til at undervise via eget firma. Men det er ikke korrekt, ifølge Nicole Christiansen fra Det Juridiske Fakultet ved Københavns Universitet:

“Det afgørende er, om der udføres arbejde for en arbejdsgiver eller ej. Med andre ord er det et spørgsmål, om Folkeuniversitetet er arbejdsgiver i den forstand, at universitetet leder og fordeler arbejdet. Dette vil ofte være tilfældet også for eksterne undervisere, hvorfor de er omfattet af reglerne helt på samme måde som andre fastansatte,” forklarer Nicole Christiansen.

Og det gælder også, selvom Folkeuniversitetet hyrer underviseren gennem et firma?

“Ja. I det tilfælde har Folkeuniversitetet retten til at lede og fordele arbejdet, idet der formentlig er fastsat rammer for, hvornår og hvordan undervisningen skal foregå og med hvilket indhold. I det tilfælde er det min juridiske vurdering, at de er arbejdsgiver for den person, uanset den persons ansættelsesforhold i øvrigt,” siger Nicole Christiansen.

Aarhus: Arbejdstilsynet har ikke påpeget det
Heller ikke i Aarhus har de gennemført en APV for afdelingens cirka 1.100 undervisere.

“Vi vil kigge på, hvad vi skal gøre fremover. Vi har nok været det eneste sted, hvor Arbejdstilsynet har været på besøg, og vi har lavet APV. Og Arbejdstilsynet har ikke påpeget, at vi skulle lave APV for de forelæsere, vi har til vores arrangementer,” siger Sten Tiedemann, rektor på Folkeuniversitet i Aarhus.

Og I har ikke selv overvejet at gøre det?

“Nej, hvorfor skulle vi det? Du skal forestille dig, at der kommer en forelæser én gang i løbet af et år, som ikke på nogen måde vil tænke, at de har deres ansættelse her. Det er sådan noget, de gør ved siden af deres faste arbejde.”

Men en APV kan jo være med til at fortælle, hvordan de her undervisere har det med pladsen i lokalerne, hvordan arbejdspresset opleves, om de er udsat for mobning, hvordan de har det med jer som arbejdsgiver og så videre?

“Men nu er det sådan, at det er frivilligt for dem, der stiller op og underviser hos os, så hvis de ikke synes, at det er godt at være på Folkeuniversitetet, så siger de bare nej til at forelæse. Vi kan jo kun tiltrække de her forelæsere, hvis de har nogle rimelige arbejdsvilkår, som de synes giver mening. Derfor er vi jo meget interesserede i, at den del af deres fritid, de bruger på at være hos os, er det værd. Men det er klart, at det kan da godt være, at vi kunne få nogle informationer ind via sådan en APV; som vi ikke havde været opmærksom på i forvejen.”

Sten Tiedemann understreger, at Arbejdstilsynet har været forbi Folkeuniversitetet i Aarhus to gange, og ifølge rektoren kender de til stedets struktur. Men Arbejdstilsynet har altså ikke bedt dem om at lave en arbejdspladsvurdering for underviserne. Han sætter samtidig spørgsmålstegn ved Arbejdsmiljørådgivernes vurdering af sagen.

“Vi reagerer på det. Men du skal være opmærksom på, at det er ikke en myndighed, du har talt med. Du har talt med en brancheorganisation, som lever af at tjene penge på, at de går ud og siger, at en hel masse skal have APV’er. Har du snakket med Arbejdstilsynet?” siger han.

Løn ikke afgørende for APV
Altinget har været i kontakt med Arbejdstilsynet, som ikke ønsker at sagsbehandle i medierne på den konkrete sag. Men på det generelle plan skal en virksomhed foretage en arbejdspladsvurdering for en medarbejder, når den ansatte udfører arbejde for virksomheden. Det forklarer kontorchef i Arbejdstilsynet Anette Lerche:

“Hvis man som underviser har en undervisningskontrakt, hvor man er forpligtet til at stille sin arbejdskraft til rådighed, og det fremgår af kontrakten, at man skal undervise, så vil vi normalt betragte det som arbejde for en arbejdsgiver,” siger hun.

Om man udfører arbejde for arbejdsgiveren, er altså det centrale. Det afgørende er ikke, om medarbejderen får løn for sit arbejde, lyder det fra Arbejdstilsynet.

“Når man skal vurdere, om man laver arbejde for en arbejdsgiver, handler det om, om man har pligt til at stille sin arbejdskraft til rådighed, om man er underlagt instruktion og kontrol, om man får stillet arbejdsrum og arbejdsredskaber til rådighed, om den virksomhed eller forening, hvor man er, bærer risikoen for arbejdsresultatet. Så kan det også spille ind, om man får løn, men det er ikke det, der er hovedkriteriet,” siger Anette Lerche.

Landsledelsen på sagen
På Folkeuniversitetet i København har de ikke gennemført en APV for deres cirka 600 løst tilknyttede undervisere, da de ikke var klar over, at de skulle gøre det, lyder det fra rektor Bente Hagelund. Hun afventer svar fra landsledelsen i Odense om, hvordan Folkeuniversitetets forskellige enheder skal forholde sig til situationen. Umiddelbart ser hun nemlig ikke, at det APV-spørgeskema, hun bruger til sit faste personale, kan bruges til at lave en arbejdspladsvurdering for underviserne.

“Foreløbigt har vi bedt vores ledelse ovre i Odense om at undersøge det for alle Folkeuniversitets afdelinger. Vi kan jo ikke bruge de spørgeskemaer, vi bruger til vores almindelige ansatte, så der skal udarbejdes noget nyt materiale, hvis det ikke findes i forvejen. Så vi må se, hvad der kommer ud af det, og ellers må vi jo selv finde på noget,” siger Bente Hagelund.

Universitetsrektor på Folkeuniversitetet Søren Eigaard forklarer, at han forudser, at det bliver et stort arbejde at lave APV’er for de løst tilknyttede undervisere.

“Hvis det er sådan, at for at loven skal følges, så skal der foreligge en aftale om en APV med hver enkelt underviser, uanset om han er på én eller femten gange om året, så bliver det en kæmpe bureaukratisk udfordring for os,” siger Søren Eigaard.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Søren Eigaard

Rektor, Folkeuniversitetet i Danmark
cand.mag. i historie og dansk (Odense Uni. 1981), ph.d. i historie (1993)

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024