Frivillige tæsk i fjernvarmens tjeneste

Man behøver ikke tilbringe mange minutter i selskab med Poul Kristensen for at forstå, at han ikke er typen, der ynder at sætte sig selv i centrum.

Altinget møder den grånende revisor første gang på Dansk Fjernvarmes landsmøde i Aalborg i efteråret 2014.

I alt 26 år af sit frivillige arbejdsliv har han dedikeret til fjernvarmesektoren som formand for Sdr. Herreds Kraftvarmeværker på Mors. Og det er - som historien vil vise - et arbejdsliv, som konstant har bevæget sig i grænselandet mellem pligt og lyst.

Men før historien kan foldes ud, skal Poul Kristensens fortællelyst vækkes. Begyndelsesvis taler den 58-årige revisor fra Skattestyrelsen i Skive mest som en, der har lyst til at kravle ned under betrækket på den røde sofa i foyeren på hotellet i Aalborg.

Tilbage til kroen
Men snart bringer han minderne til live. Og da jeg spørger, hvilke oplevelser han gennem årene har haft med sure fjernvarmekunder, tager han os med tilbage i tiden.

Nærmere bestemt 2004, hvor kraftvarmeværket traditionen tro holdt sin årlige generalforsamling på Karby Kro på Mors. I dag er der ikke noget, der hedder Karby Kro, men dengang ville en sådan begivenhed ikke tiltrække mere end 30 deltagere. Nu sad der imidlertid 120 personer på den lille nordjyske kro, og de var sure.

Jeg hæftede mig sidst ved, at det var gået fra pligt til at være sjovt at være formand. Og der må jeg bare sige, at det er gået tilbage til at være en pligt igen.

Poul Kristensen
Formand Sdr. Herreds Kraftvarmeværker

Sure over, at varmeregningen på 12 år var steget med over 10.000 kroner. Og at der samtidig ikke var noget sted, hvor de kunne klage deres nød. Jo, de kunne brokke sig til Poul Kristensen og resten af den frivillige bestyrelse, men lyttede de efter, hvad der blev sagt, ville de også forstå, at det i bund og grund ikke var en udvikling, bestyrelsen havde indflydelse på.

Alligevel blev seancen ved og ved. Og først da dirigenten lidt over midnat slog i bordet og tog imod den sidste bemærkning, kunne Poul Kristensen efter fem timers klagesang læne sig tilbage i stolen.

“Jeg må indrømme, at da jeg den aften kørte hjem i bilen, var jeg træt. Fysisk træt, men også træt af hele situationen,” forklarer han.

Holdt til ilden af pligten
Men Poul Kristensen holdt ud. Mest af samme årsag, som gjorde, at han i første omgang involverede sig i arbejdet. Pligt. Et undseeligt ord, hvis betydning for opbygningen af Foreningsdanmark næppe kan overvurderes.

I Poul Kristensens tilfælde tog pligten form af en invitation fra konen til at tage med til fællesmøde i den lokale borgerforening i 1991. Ægteparret var netop flyttet til landsbyen Frøslev midt på Mors, hvor konen havde ladet sig vælge til borgerforeningsbestyrelsen. Nu skulle det blive Pouls tur til at knokle for fællesskabet.

Naturligvis havde arbejdsgruppen, der skulle vurdere grundlaget for at etablere en række barmarksværker, brug for en revisor. Hver især var landsbyerne, som på dette tidspunkt alle var opvarmet med olie, for små til kollektiv varmeforsyning. Men gik man nu sammen, kunne man opnå stordriftsfordele, lød budskabet fra kommunen, og derfor gik arbejdsgruppen i gang med at sælge ideen til de lokale beboere.

“Vi fik 85-90 procent af husene med, så man må sige, at det var en stor succes,” siger han.

Det var nu ikke, fordi der var frygteligt mange penge at spare. Et gennemsnitligt hus kostede cirka 15.000 kroner at varme op med olie. Barmarksværket kunne gøre det tusind kroner billigere. Men folk gik med: Blandt andet fordi mange af de gamle oliefyr alligevel stod foran en snarlig udskiftning.

Problemer lige fra begyndelsen
I slutningen af 1992 begyndte gasmotorene så at sende strøm og varme ud til de 630 husstande, som var koblet op på fjernvarmenettet. Eller snarere skulle være begyndt, for sandheden er, at anlæggene de første tre-fire år fejlede konstant med utætte rør og målere, som ikke virkede.

“De fleste havde varme, men der var også nogen, som klagede over, at de gik og frøs.”

Troede Poul Kristensen, at fjernvarmens problemer dermed var løst, tog han fejl. Grueligt fejl. Faktisk var de kun lige begyndt.

“Da vi startede op, kunne indtægterne fra produktionen af strøm betale for naturgasregningen. Men så begyndte elpriserne at falde, og samtidig blev der lagt større afgifter på naturgassen. Det betød, at de decentrale kraftvarmeværker ikke længere kunne konkurrere med havvindmøller og billigt importeret strøm fra udlandet,” forklarer han.

Det betød også, at de gasmotorer, som i de første år havde spyttet strøm ud i døgndrift, nu det meste af tiden stod stille. De svigtende indtægter fra elsalget kunne kun dækkes et sted - nemlig hos forbrugerne - som oplevede fjernvarmeregningen stige op til 25.000 kroner på sit højeste.

Her er Poul Kristensen for længst blevet formand for kraftvarmeværket: Der var godt nok en modkandidat, men han ville have 120.000 kroner om året for at køre biksen: Poul lod forstå, at han kunne nøjes med en fjerdedel. Men dermed var det også op til Poul at forsøge at vende situationen.

Nogle var allerede begyndt at betale de cirka 40.000 kroner, som det koster i udtrædelsesgodtgørelse, hvis man ikke længere ønsker at være del af den kollektive varmeforsyning. Andre havde overladt deres huse til nedrivningskranerne, fordi de var i så dårlig stand, at der ikke var andre måder at komme af med dem på. Men resultatet var det samme. Færre kunder i butikken til at betale de stigende regninger.

Nordjyder til møde med Svend Auken
I år 2000 stod Poul Kristensen i spidsen for en delegation af nordjyske kraftvarmeværker, som efter en skriftlig understregning af problemets alvor fik foretræde for miljøminister Svend Auken.

“Det sjove er, at mens vi venter i forkontoret, møder vi Dansk Fjernvarme, som netop har været til møde. Det tænder tydeligvis noget i dem, at vi er gået uden om foreningen,” siger han.

Gnisten ved at møde ministeren stod dog ikke mål med resultatet. Faktisk sker der ikke en pind, før fjernvarmeværkerne nogle år senere atter sætter sig til tasterne og denne gang inviteres på kaffe af økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen. Resultatet bliver, at de syv nordjyske værker sendes hjem med en pulje på 15 millioner kroner til fri indbyrdes fordeling.

“Men da Dansk Folkeparti får nys om aftalen, kræver de, at resten af barmarksværkerne også skal tilgodeses, og så falder det til jorden. Dog lykkedes det at få sat politisk fokus på området,” siger han.

Man ender dog med at blive enige om en økonomisk hjælpepakke, som forhindrer varmepriserne i at stige yderligere. Og sådan kører det nogle år, før en gruppe på 35 barmarksværker i 2012 endelig får, hvad de igen og igen har tigget om: Frit brændselsvalg og dermed mulighed for at slippe af med den forhadte naturgas.

Fra pligt til lyst
Tilbage i den nordjyske hotelfoyer i 2014 er Poul Kristensen lykkelig for, at en blanding af billigere brændsel, forlængede lån samt ændrede afskrivningsvilkår betyder, at prisen for opvarmning af et gennemsnitshus er faldet fra rekordniveauet på 25.000 til 18.000 kroner.

“Nogle år var det et spørgsmål om pligtfølelse, fordi jeg ikke syntes, at jeg kunne aflevere noget, der kørte skidt. Men nu, hvor det igen kører godt, er det sjovt at være med. Og der har også været mange gode oplevelser undervejs. Arbejdet i Dansk Fjernvarme og Danske Kraftvarmeværker, hvor jeg var med til at påvirke lovgivningen, var eminent. Og så var det også sjovt at komme på besøg i Folketinget,” siger han.

Tidsforbruget vil han helst ikke tale om. I al fald ikke, hvis konen lytter med. To uger af den årlige ferie fra skattekontoret i Skive er gået med dagsarrangementer som landsmødet i Aalborg, og så er der aftenerne, hvor han bakser med referater, eller bliver nødt til at afløse som vagt på fjernvarmecentralen, fordi driftspersonalet er optaget af andre gøremål.

Men alting har en pris. Og hvis Poul Kristensen for alvor havde noget imod at betale sin, havde han ved kommunalvalget i 2013 nok ikke ladet sig vælge til byrådet i Morsø Kommune for lokallisten Demokratisk Balance. Her sad han fra 2013-2017 som medlem af teknik- og miljøudvalget samt bestyrelsesmedlem af det kommunalejede forsyningsselskab.

“Jeg fik 150 personlige stemmer ved valget i 2013. Og af dem tror jeg, at de 100 kommer fra folk, som kender mig fra fjernvarmen,” griner han.

Og tilbage til pligten
Her forlader vi Poul Kristensen på en tilfreds efterårsdag i 2014. Begejstret for, at projektet ser ud til at lykkes. At lokale kræfter kan stable et prisdygtigt alternativ til individuel opvarmning på benene.

Desværre er det en anden fortælling, der foldes ud, når Altinget i foråret 2019 vender tilbage til det frivilligt drevne kraftvarmeværk på Mors.

"Jeg hæftede mig sidst ved, at det var gået fra pligt til at være sjovt at være formand. Og der må jeg bare sige, at det er gået tilbage til at være en pligt igen," forklarer han over telefonen.

Pligtfølelsen er først og fremmest fremprovokeret af, at Sdr. Herreds Kraftvarmeværker kan se frem til at måtte hæve priserne med cirka 3.000 kroner pr. husstand. Hovedårsagen til prisstigningerne, som forventes at blive meldt ud til kunderne senere på foråret, er, at staten 1. januar 2019 afskaffede en støtteordning - grundbeløbet - som i mange år har gjort det muligt for fjernvarmeværkerne at holde priserne kunstigt lave.

"Den eneste grund til, at priserne, som mange andre steder i landet, ikke allerede er eksploderet er, at vi har haft held til at opbygge en pæn opsparing til at tage de værste slag. Men den er nu ved at være brugt op. Og så er der ingen anden vej," siger han.

Nedrevninger og fraflytninger
En anden forklaring kobler sig på den generelle fortælling om et udkantsdanmark i forfald. Og selv om det gør ondt på Poul Kristensen at tegne billedet af en hjemstavn i delvis opløsning, er det ikke desto mindre sandt.

"Vi er stærkt udfordrede af den generelle udvikling i samfundet. Hvert år mister vi forbrugere på grund af huse, som enten står tomme eller rives ned. Byggemassen er i dårlig kvalitet. Og mange steder kan det ikke betale sig at reparere husene," siger han.

I efteråret 2014 havde fjernvarmeværket 630 husstande tilknyttet. I dag er tallet faldet til 570. 

"Problemet er, at afstanden ud til de seks landsbyer ikke bliver kortere. Fællesudgifterne er de samme. Nu er der bare færre til at betale dem. Det truer også solidariteten på tværs af landsbyerne. Nogle steder går det bedre end andre. Og hvorfor skal forbrugerne i én landsby betale for, at husene rives ned i nabolandsbyen," spørger han.

Allerværst ser det ud i Øster Assels på det sydlige Mors. Her er der efterhånden så få skuldre tilbage til at løfte fællesudgifterne, at Poul Kristensen frygter, at man for at sikre værkets overlevelse kan blive nødt til at afskære landsbyen sin fjernvarmeforbindelse.

"Jeg tror, at vi i alt har mistet 30 procent af varmesalget i Øster Assels. Plejehjemmet med tilhørende ældreboliger er revet ned. Og den lokale folkeskole er nedlagt og efterfølgende sat på tvangsauktion. Lige nu står den tom og kold hen. Det er en træls besked at skulle give til folk i byen, at vi måske lukker for varmen i løbet af nogle år," siger han.

Alternativer til fjernvarme er for dyre
Da regeringen i 2016 præsenterede sin vision for en fremtidig kommercialisering af forsyningssektoren, var et af budskaberne, at fjernvarmen ikke skal eksistere for enhver pris. At der er områder i Danmark - og altså især i udkantsdanmark - som er bedst tjent med individuelle varmeløsninger. 

Da fjernvarmen blev rullet ud på Mors i begyndelsen af 90'erne, var målet af gardere sig mod stigende oliepriser. I dag hedder den foretrukne individuelle løsning varmepumper. Problemer er bare, at en luft til vand-pumpe, som kan holde et dansk hus varmt henover vinteren, hurtigt koster 120.000 kroner.

En overskuelig investering, hvis ens villa i Valby vurderes til seks millioner kroner. Og en ganske uoverskuelig investering, hvis man ikke skal forvente at få mere end 350-400.000 kroner for sit helårshus.

"Mange husejere i Øster Assels og resten af Mors kan ikke regne med at få mere for deres hus. Det betyder, at det er umuligt at få banklån til investeringen. Og så risikerer man altså at stå i alvorlige problemer," siger han.

Men kan man ikke spørge sig selv, om den type beslutninger er for store til at blive truffet at frivillige kræfter som dig selv og kollegerne i bestyrelsen? Er det i sidste ende ikke en opgave, som kommunen bør tage på sig?

"Min helt klare holdning er, at det brugernære fjernvarmeselskab er at foretrække frem for det kommunalt ejede. Jeg har jo i min tid i kommunalbestyrelsen været i bestyrelsen for det kommunale forsyningsselskab. Og der oplevet dygtige politikere, som bare ikke var gode til det at være bestyrelsesmedlem i en forsyning. Det politiske drilleri er i mine øjne meget skadeligt for de kommunale selskaber."

"Men jeg vil da ikke afvise, at det kan være nødvendigt at få kommunen på banen for at hjælpe med at finde en økonomisk nødløsning for enkelte landsbyer, som ellers kan være truet af at lukke helt ned."

Portrættet af Poul Kristensen er en omskrivning af en artikel, som blev bragt i første udgave november 2014. Alle data og faktuelle oplysninger er opdaterede.