Bliv abonnent
Annonce
Debat

Forening: Statens puljemillioner skaber et farligt monopol på behandling af senfølger 

Det er et uacceptabelt dobbelt svigt, når ofre, der endelig rækker ud efter hjælp, møder en mur af utilgængelighed og et behandlingssystem, der er blevet for småt til at favne diversiteten i mennesker, skriver Helle Cleo Borrowman.
Det er et uacceptabelt dobbelt svigt, når ofre, der endelig rækker ud efter hjælp, møder en mur af utilgængelighed og et behandlingssystem, der er blevet for småt til at favne diversiteten i mennesker, skriver Helle Cleo Borrowman.Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
3. juni 2026 kl. 03.00

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatten raser i Altinget om puljemidler, og hvem der får del i midlerne.

Senest er der sat fokus på, at et center på voldsområdet har pyntet på ansøgningerne, og Katrine Daugaard fra Liberal Alliance stiller spørgsmål ved hele tildelingsproceduren.

Sideløbende med dette er en ny pulje fra Social- og Boligstyrelsen netop blevet udmøntet, nemlig puljen, der skal støtte behandlings- og rådgivningstilbud til voksne, der har senfølger af seksuelle overgreb i barndommen.

I denne pulje var der 11 ansøgninger om midler til livsvigtig behandling og rådgivning, men kun tre ansøgninger har fået del i midlerne, alle under Center for Seksuelt Misbrugte (CSM).

Der er ikke foregået snyd med hverken ansøgninger eller tildelinger, men det er svært at forstå logikken bag, når en masse andre gode tilbud på området, med års positive erfaringer med målgruppen, får blankt afslag.

Man vælger kun at støtte én aktør (CSM), og dermed er man faktisk ude i at skabe et farligt monopol på området.

Læs også

Fanget i flaskehalse

Hjælpen er ikke længere styret af borgernes behov for forskellige faglige tilbud, men af en puljekultur, der glemmer behovet for forskelligartede faglige tilgange.

Men hvordan sikrer vi, at midlerne fremadrettet bliver bedre fordelt mellem forskellige tilbud?

Da man politisk i sin tid sikrede midler til senfølgeområdet, var intentionen klar: Der skulle være en mangfoldighed af tilbud.

Målgruppen er så differentieret, at én størrelse aldrig vil kunne passe alle. Nogle har brug for CSM's rammer, mens andre har brug for andre faglige metoder og specialisering, som findes hos de andre aktører, der nu lades i stikken.

Ved at snævre feltet af behandlere ind til kun at omfatte ét system, skaber staten farlige flaskehalse.

Helle Cleo Borrowman
Forperson, Landsforeningen Spor

Ved at snævre feltet af behandlere ind til kun at omfatte ét system, skaber staten farlige flaskehalse.

Konsekvensen er fatal: Hvis et offer ikke finder sig til rette i én type tilbud, ender vedkommende ofte i psykiatriens generelle pakketilbud eller helt uden hjælp.

Det er et direkte opgør med den politiske arv, hvor man anerkendte værdien af forskellige tilbud. Sagen handler ikke kun om empati; det handler om benhård samfundsøkonomi.

Ubehandlede senfølger af barndomsovergreb fører til misbrug, selvskade og overrepræsentation i psykiatrien. Alligevel fortsætter vi med at finansiere området gennem puljer, der skal finansiere den stigende efterspørgsel på specialiseret behandling.

Læs også

Behov for differentieret hjælp

Det er uansvarligt, når man lader specialiserede tilbud i stikken og efterlader tusindvis af borgere i uvished, fordi en puljetildeling har favoriseret én model frem for en masse andre.

Vi har i dag over tusinde mennesker på venteliste til behandling, mens midlerne samles på så få hænder, at diversiteten forsvinder. Vi har brug for, at Folketinget og regeringen genbesøger visionen om en bred, permanent finansiering.

Hjælpen skal følge mennesket; mennesket skal ikke tvinges ind i ét monopol. Svigtet i fortiden må ikke erstattes af et nyt, systemisk svigt i nutiden.

 

Det er et uacceptabelt dobbelt svigt, når ofre, der endelig rækker ud efter hjælp, møder en mur.

Helle Cleo Borrowman
Forperson, Landsforeningen Spor

Det er et uacceptabelt dobbelt svigt, når ofre, der endelig rækker ud efter hjælp, møder en mur af utilgængelighed og et behandlingssystem, der er blevet for småt til at favne diversiteten i mennesker.

Er løsningen mon den nye grundfinansieringsmodel af civilsamfundet?

En model der blandt andet har til hensigt at skabe stabilitet, gennemsigtighed og kvalitet i tilbuddene, men som nu er sat på pause på grund af folketingsvalget. Vi savner en regering, så arbejdet med grundfinansieringen kan komme i gang igen. Og nogle ansvarlige politikere, der vil sikre, at der fremover afsættes midler til området, som afspejler senfølgeramtes behov for differentieret specialiseret hjælp.

Læs også

Annonce
Annonce
IconNyeste job

Indsigt

Annonce
Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Vi tror på politik
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40redaktionen@altinget.dkCVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael Thomsen
Copyright © Altinget, 2026