Bliv abonnent
Annonce
Debat

Center svarer på kritik: I glemmer, at vi står på samme side, når I beskylder os for monopol

Uanset hvordan midlerne fordeles, vil resultatet være utilstrækkeligt, hvis den samlede ramme er for lille og for usikker, skriver Connie Gehrt.
Uanset hvordan midlerne fordeles, vil resultatet være utilstrækkeligt, hvis den samlede ramme er for lille og for usikker, skriver Connie Gehrt.Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
3. juni 2026 kl. 02.00

C

Centerleder, CSM Øst (Center for Seksuelt Misbrugte Øst)

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatten om senfølgeområdet er vigtig – og den peger på et helt centralt spørgsmål: Hvordan sikrer vi en stabil og tilstrækkelig finansiering?

Vi er i CSM-centrene (Centre for Seksuelt Misbrugte) meget glade for, at vores ansøgninger er blevet imødekommet. Bevillingerne har helt afgørende betydning for, at mennesker med senfølger efter seksuelle overgreb i barndommen fortsat kan få adgang til vores specialiserede behandling og rådgivning.

Når vi læser Landsforeningens Spors debatindlæg, har vi fuld forståelse for den bekymring, der gives udtryk for, og vi er enige i den. Der er mange engagerede aktører på området, som hver dag arbejder for at hjælpe mennesker med alvorlige senfølger, og det er positivt og vigtigt, at der er opmærksomhed på det store behov for behandling og støtte.

Men det er afgørende at holde fast i, hvad der er kernen i problemet. Udfordringen på senfølgeområdet handler ikke om, hvorvidt én eller flere aktører modtager støtte. Den handler om, at finansieringen samlet set er utilstrækkelig og præget af usikkerhed. Det er her, den politiske opmærksomhed bør rettes.

Læs også

Vi står på samme side

Omkring to procent af en årgang udsættes for seksuelle overgreb i barndommen, og mange lever som voksne med alvorlige og behandlingskrævende senfølger.

Det er en målgruppe, som ofte først rækker ud efter hjælp sent i livet – og som allerede har oplevet gentagne svigt. Når hjælpen så ikke er tilgængelig, eller ventetiden er urimelig lang, bliver det endnu et svigt.

De seneste år har CSM-centrene arbejdet intensivt med at nedbringe ventelisterne og samtidig udvide tilbuddene til nye målgrupper. Alligevel står vi nu i en situation, hvor finansieringen i de kommende år er væsentligt lavere, mens behovet fortsat er højt.

Det vigtigste må være, at mennesker med behandlingskrævende senfølger kan få kvalificeret hjælp inden for rimelig tid.

Connie Gehrt
Centerleder, CSM Øst (Center for Seksuelt Misbrugte Øst)

Konsekvensen er allerede mærkbar: CSM-centrene må reducere kapaciteten. Det betyder afskedigelser, nedlæggelse af stillinger og færre tilbud. Det betyder også, at ventelisterne igen vil stige. Med andre ord: Færre mennesker får hjælp, og de må vente længere.

Derfor synes vi, at det er meget ærgerligt at gøre dette til et spørgsmål om "monopol". Vi står på den samme side af sagen.

Uanset hvordan midlerne fordeles, vil resultatet være utilstrækkeligt, hvis den samlede ramme er for lille og for usikker. Mennesker med senfølger har brug for forskellige tilbud – men først og fremmest har de brug for, at der er tilstrækkelig kapacitet til, at de faktisk kan få hjælp.

Behov for politisk handling

Der er også en samfundsøkonomisk dimension, som ikke må overses. Ubehandlede senfølger kan føre til mistrivsel, sygemeldinger, misbrug og øget belastning af psykiatrien.

Tidlig og kvalificeret behandling er ikke kun afgørende for den enkelte borger – det er også en investering i at forebygge langt mere omfattende og omkostningstunge indsatser senere.

Derfor er der behov for et klart politisk valg: Senfølgeområdet skal have et langsigtet, stabilt og tilstrækkeligt finansieringsgrundlag. Et område med så alvorlige menneskelige og samfundsmæssige konsekvenser må ikke være afhængigt af kortsigtede puljer og tilbagevendende usikkerhed.

Det vigtigste må være, at mennesker med behandlingskrævende senfølger kan få kvalificeret hjælp inden for rimelig tid – også på den lange bane. Det kræver varig finansiering, stabile rammer og en fælles politisk vilje til at tage ansvar for området.

Emner i denne artikel

Annonce
Annonce
IconNyeste job

Indsigt

Annonce
Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Vi tror på politik
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40redaktionen@altinget.dkCVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael Thomsen
Copyright © Altinget, 2026