Frivillige ildsjæle brænder ud, hvis de ikke får samme støtte som ansatte

På plejehjemmet "i gamle dage" (læs: da jeg var ung) var det forholdsvist friske ældre, der var flyttet ud af egen bolig, og som ofte kunne tage del i forskellige aktiviteter.

Nu er størstedelen ramt af demens, mange i en grad, at de har brug for helt særlig støtte, der kræver en fagfaglig baggrund at arbejde med.

På ungeområdet møder jeg organisationer, der fortæller, at mange af de unge, der ønsker en mentor eller familieven, ofte kommer med mange og komplekse udfordringer, som også kræver en specialiseret fagfaglighed at arbejde med.

Frivillighed i Velfærdsdanmark skal gøres med omtanke og med samme støtte, som ansatte også får.

Marie Baad Holdt
Partner, Ingerfair

Frivillige i begge typer organisationer har måske, men ikke nødvendigvis, en fagfaglig baggrund.

Men de er ikke på arbejde. De er frivillige. Og det lægger et pres på de frivillige, som der skal tages særligt vare på. 

Min oplevelse er, at nye fondsstøttede projekter har fokus på den frivilliges ve og vel. Der er afsat penge til god oplæring, opfølgning og supervision. Men hvad sker der, når pengene løber ud, og de frivillige fortsætter? Hvem sikrer, at der fortsat passes på de frivillige?

På Folkemødet hørte jeg regionerne sige noget a la: "Ja, vi vil gerne støtte op om civilsamfundets rolle, men vi kommer (nok) ikke til at give penge til en enkelt organisation."

Som jeg hører det, vil regioner gerne støtte op om, at det bliver nemmere at samarbejde med civilsamfundet.

Sikre, at dørene åbnes for eksempel ind i psykiatrien. Men jeg hører ikke, at der følger penge med til for eksempel supervision og den opfølgning, der naturligvis må være, når frivillige træder indenfor og skal være med til at løse Velfærdsdanmarks udfordringer.

Så hvem betaler? 

De fleste nye initiativer, jeg har mødt i velfærdssamfundet, er typisk fondsstøttede og dermed et tidsafgrænset projekt, der udforsker en ny tilgang.

I disse projekter er der tænkt på det hele, undtagen hvad der sker, når pengene er brugt op, og projektet stopper. For hvem er det egentlig, der skal betale bagefter?

Er det kommunen, som patienten bor i, og som møder frivilligheden i ungecafeen, hvor hun er indlagt?

Eller er det regionen, der har budt ungecaféen indenfor? Er det lokale virksomheder, der gerne vil have raske medarbejdere, eller mig, der gennem private donationer gerne vil sikre, at der er gode initiativer på området?

Som med alle opgaver, der ikke har en ejer, falder også denne mellem to stole.

Og tilbage står de frivillige, der efter endt projektperiode måske ikke får sammen opfølgning eller supervision som tidligere. Og det mener jeg, er et problem.

Frivillige kaldes ofte ildsjæle, og lige i denne sammenhæng er det måske okay at bruge dette ord.

For frivillige, jeg møder i de sociale indsatser, der findes rundt omkring, er fantastisk engagerede.

Engagementet lyser ud af dem, og de har svært ved ikke at gå den ekstra mil, der skal til for at gøre det endnu bedre for den målgruppe, som de er frivillige sammen med.

Men uden støtte særligt nu, hvor de ældre ikke "bare" er blevet gamle, de unge ikke "bare" er ensomme, og de indlagte har så komplekse udfordringer, at der skal en palette af både civilsamfundstilbud og ansatte fagfolk til at løsne det, der kan ligne en gordisk knude, er der stor fare for, at frivillige brænder deres lys i begge ender.

Ja, fremtidens velfærdssamfund kræver absolut både nye løsninger og et meget tættere samarbejde mellem offentlige og ikke-offentlige aktører. Men det kommer med en pris.

Frivillighed i Velfærdsdanmark skal gøres med omtanke og med samme støtte, som ansatte også får. Og måske lidt ekstra, for frivillige går jo ikke på arbejde hver dag.

De kommer et par gange om måneden og har ikke oparbejdet samme erfaringer med at takle vanskelige og følelsesmæssige situationer, og derfor er der i endnu højere grad behov for at passe på de frivillige.