KL: 5G skal komme borgere til gode, uanset hvor de bor

DEBAT: 5G giver helt nye muligheder for kommunal service, men det er vigtigt med fokus på udbredelse i hele landet, mener formanden for KL's kultur-, erhverv- og planudvalg, Leon Sebbelin.

Af Leon Sebbelin (R)
Formand, KL's kultur-, erhverv- og planudvalg, og borgmester, Rebild Kommune

Selvkørende taxier og busser til at hente ældre, bedre muligheder for sundhedstilbud og skærmbesøg i eget hjem, digitale undervisningstilbud og mere målrettet rengøring og renovering af bygningerne.

Det er blot nogle af de muligheder, der åbnes for i kommunerne, når teleselskaberne udruller 5G-teknologien fra 2020.

I hvert fald hvis virkeligheden står mål med forventningerne hos regeringen.

I kommunerne er vi glade for de ambitiøse målsætninger. Potentialet er helt enormt. Og vi står over for meget store udfordringer på velfærdsområderne de kommende år.

Udfordringer, som ny teknologi kan være med til at løse, hvis vi vel at mærke formår at udnytte potentialet.

Skal være klarhed om reglerne
Det er derfor positivt, at regeringen nu har lanceret sin 5G-handlingsplan, så der kommer klarhed om reglerne for udrulningen af 5G.

Det er også rigtig godt, at der sættes fokus på at understøtte videndeling om de muligheder, som teknologien giver for at modne efterspørgslen.

Da 5G-teknologien udrulles på markedsvilkår på lige fod med anden mobil- og bredbåndsdækning, er det afgørende, at regeringen sideløbende giver klarhed om de sikkerheds- og sundhedsrisici, der kan være forbundet med den nye teknologi.

Ellers risikerer vi, at usikkerhederne bliver en hæmsko for udrulningen på samme måde, som vi har set det på vindmølleområdet.

5G betyder også behov for langt flere sendere end ved de tidligere generationer af mobilt bredbånd.

Derfor er det også vigtigt, at vi finder en model for sagsbehandling, der hænger sammen for alle parter. Det ser vi frem til at drøfte med regeringen.

Skal komme alle til gode
Vi skal udnytte det store potentiale for bedre service til borgeren, som ny teknologi medfører. Men det kræver, at regeringen også er sit ansvar bevidst.

Mulighederne skal kunne komme borgere og virksomheder til gode, uanset hvor i landet man bor.

Det skal ikke blot være muligt, hvor telebranchen isoleret set har økonomiske incitamenter til at levere dækning.

I kommunerne stiller vi os til rådighed for forsøg og samarbejde med både regeringen og virksomheder, som kan se muligheder for at udvikle den kommunale service og bidrage til erhvervsudvikling.

I hele landet.

Forrige artikel Dansk Erhverv til politikere: Slå koldt vand i e-Boks-blodet, tak Dansk Erhverv til politikere: Slå koldt vand i e-Boks-blodet, tak Næste artikel ITU-rektor: Øg dansk forskning, hvis vi skal føre i kunstig intelligens ITU-rektor: Øg dansk forskning, hvis vi skal føre i kunstig intelligens
Analyse: GPS’en kan ikke fortælle dig, hvor du skal hen

Analyse: GPS’en kan ikke fortælle dig, hvor du skal hen

På område efter område vil maskinerne blive smartere og mere kompetente, end vi selv er. Udfordringen bliver at bruge maskinen til at understøtte og hjælpe os til at gøre det, vi vil, bedre og hurtigere – og holde fast i, at det er os, der leder maskinerne, ikke omvendt.