Debat

Borgerlige Studerende: SU'en er roden til alt ondt i uddannelsessystemet

DEBAT: Big Mother-velfærdsstaten har skabt forkælede curlingstuderende og frataget de unge deres sunde fornuft og personlige ansvar. Derfor skal SU'en sløjfes og erstattes af et lån, skriver Borgerlige Studerende.

Vi har ikke givet de unge et incitament til at værdsætte uddannelsessystemet, mener Borgerlige Studerende.
Vi har ikke givet de unge et incitament til at værdsætte uddannelsessystemet, mener Borgerlige Studerende.Foto: /ritzau/Torkil Adsersen
Anders Redder
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Ida Egede
Formand, Borgerlige Studerende

I Borgerlige Studerende og Konservativ Ungdom stiller vi ikke høje eller urimelige krav til en SU-reform.

Vi vil have stipendiet fjernet og erstattet af et lån, for vi mener, at SU’en er roden til alt ondt i uddannelsessystemet.

For fremtiden så vi gerne, at studerende investerede i sig selv og deres fremtid, vi så gerne, at de studerende tog deres uddannelser og uddannelsesvalg mere seriøst, og vi så gerne, at uddannelsesvejen ikke er en skjult arbejdsløshed.

Fakta
Deltag i debatten!
Send dit indlæg til [email protected]

Chokerende frafald
Ifølge Danmarks Statistik steg antallet af SU-modtagere fra knap 276.000 til 420.000, mens krisen toppede i 2008-2015.

Det er mere end 20.500 flere SU-modtagere i snit hvert år i den periode. Vi mener ikke, at det er en dårlig ting, at befolkningen er veluddannet.

Det er ikke retfærdigt over for hverken de studerende eller for resten af Danmark, at vi behandler de studerende som tankeløse, irrationelle mennesker.

Ida Egede
Formand, Borgerlige Studerende

Til gengæld mener vi, at det er en dårlig ting med så mange optagede, når vi samtidig oplever et markant fald i de studerendes faglige kompetencer, en høj arbejdsløshed for en del af dimittenderne samt et chokerende frafald på de videregående uddannelser.

Sløsede studerende
Vi mener ikke, at det er acceptabelt, at studerende har lov til at sløse igennem deres uddannelse – der for en stor del af dimittenderne alligevel ender med dagpenge i en længere periode – på skatteydernes regning.

Ligeså mener vi heller ikke, at det er acceptabelt, at Big Mother-velfærdsstaten har tilladt forkælede curling-studerende ved at fratage de studerende deres sunde fornuft og deres personlige ansvar.

Det er ikke, og bør aldrig blive, statens ansvar at bære unge gennem livet.

Det er ikke retfærdigt over for hverken de studerende eller for resten af Danmark, at vi behandler de studerende som tankeløse, irrationelle mennesker, der har brug for hjælp til at træffe beslutninger. Og det er netop, hvad SU’en gør.

Hvis vi derimod omlægger SU-stipendiet til et lån, vil vi opleve, at de studerende, der bliver optaget, faktisk er interesseret i deres felt, at de har de faglige kompetencer, og at de vælger mere målrettet med hovedet og ikke kun hjertet.

For har noget økonomiske konsekvenser, så vil mennesket naturligvis træffe overvejede beslutninger fremfor forhastede beslutninger.

Ikke alle har kompetencer til en videregående uddannelse
Fordi vi både har statsfinansieret uddannelsesforløb og SU tiltrækker det mange studerende, som ikke nødvendigvis har kompetencerne til en videregående uddannelse.

Hvis ikke de selv når at blive skræmt væk og droppe ud, er de med til at sænke niveauet så meget for deres medstuderende, at de fagligt stærke dropper ud, fordi der ikke er udfordring nok i undervisningen.

Alt for mange unge tager deres uddannelse for givet, og vi har ikke givet dem et incitament til at værdsætte uddannelsessystemet. Det er ikke kun spild af tid, men også ressourcer.

Ifølge erfaringer fra andre lande er et lånebaseret SU-system ikke noget, der har negative konsekvenser for den sociale mobilitet, så der er ikke noget, som øjensynligt taler imod et lånebaseret system, andet end at det naturligvis er svært at give afkald på privilegier.

Derfor mener vi, at der i høj grad er flere negative effekter end positive ved det nuværende SU-system, hvorfor Borgerlige Studerende og Konservativ Ungdom går ind for, at SU-stipendiet skal fjernes helt og erstattes af et lånebaseret system, som giver motivationen og respekten tilbage for uddannelsessystemet.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00