Debat

Dansk Erhverv: SU fordeler fra dem med færrest midler til dem med flest

I stedet for at tildele akademikerbørn verdens højeste SU, kan vi få mere social mobilitet og højere uddannelseskvalitet ved at omlægge SU’en på kandidatuddannelserne til lån, skriver Mads Eriksen.

Mads Eriksen og Dansk Erhverv foreslår at omlægge SU'en og i stedet investere i de indsatser, "der for alvor kan få flere med på uddannelsesvognen."
Mads Eriksen og Dansk Erhverv foreslår at omlægge SU'en og i stedet investere i de indsatser, "der for alvor kan få flere med på uddannelsesvognen."Foto: Dansk Erhverv
Mads Eriksen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

SU’en er eneste offentlige overførsel, som fordeler penge fra dem med færrest midler til dem med flest.

Der er fortsat alt for mange, som ikke får en uddannelse, der er kvalitetsudfordringer i hele uddannelsessystemet, og behov for en generel, digital omstilling af uddannelserne.

Temadebat

Den statsfinansierede uddannelsesstøtte står som én bærende søjle i det danske velfærdssamfund. I hvert fald i den forstand, at Danmark har verdens højeste SU. Den er næsten tre gange så høj som i Sverige og knap fire gange så høj som i Finland.

Spørgsmålet er, om der i bund og grund er tale om statsfinansierede ’cafépenge’, eller en investering til gavn for den enkelte såvel som for samfundet?

Debatten om SU er en gammel traver, men reformspørgsmålet knager stadig på Christiansborg og i interesse- og erhvervsorganisationer.

På den baggrund inviterer Altinget til debat om SU. Vi stiller det grundlæggende spørgsmål: Er der behov for en SU-reform?

Her er panelet

  • Ulla Tørnæs - forskningsordfører, Venstre
  • Mads Lundby Hansen - cheføkonom og vicedirektør, Cepos
  • Franciska Rosenkilde - politisk leder, Alternativet og kultur- og fritidsborgmester, Københavns Kommune
  • Mads Eriksen - uddannelses- og forskningspolitisk chef
  • Eik Dahl Bidstrup - formand, Krifa
  • Mette Fjord Sørensen, underdirektør, Dansk Industri
  • Lars Andersen - direktør, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd
  • Mike Gudbergsen - forperson, Danske Studerendes Fællesråd
  • Astrid Carøe - forskningsordfører, SF
  • Lars Qvistgaard - formand, Akademikerne
  • Sidsel Tønder Koudahl, Rasmus Pilegaard Petersen og Mathias Botoft Hansen - hhv. forperson, DM Studerende, formand, Djøf Studerende og talsperson, IDA STEM Students

Vi kan bekæmpe negativ, social arv og løfte kvaliteten af vores uddannelser, hvis vi bruger SU-midlerne klogere.

Kagen smager dejligt
SU’en skulle være garant for fri og lige adgang til vores uddannelser. Den skulle være vidundermidlet, der skulle sikre, at danske unge ikke hænger fast i negativ, social arv. Os der vil pille ved SU’en får ligefrem at vide, at en omlægning vil skabe en social massegrav.

Den negative sociale arv er dog stigende – og trods verdens højeste SU, har vi en bundplacering i Norden, når det handler om unges muligheder i relation til forældres uddannelse.

Ifølge Rockwoolfonden opnår næsten halvdelen af akademikernes børn også en akademisk uddannelse.

Hvis dine forældres uddannelse stoppede med grundskolen, så har du kun cirka fire procent chance for at få en akademisk uddannelse.

Ifølge en ny analyse fra Tænketanken DEA modtager børn fra de ti procent rigeste familier 2,2 gange så meget SU, som unge vokset op i de ti procent fattigste familier.

Når akademikere forsvarer SU’en med henvisning til mulighederne for ufaglærtes børn, så handler det derfor mest om den gode følelse i maven, mens man fastholder velerhvervede rettigheder for vores egne børn

Mads Eriksen
Uddannelses- og forskningspolitisk chef, Dansk Erhverv

Når akademikere forsvarer SU’en med henvisning til mulighederne for ufaglærtes børn, så handler det derfor mest om den gode følelse i maven, mens man fastholder velerhvervede rettigheder for vores egne børn. Kagen smager dejligt - men vi spiser den naturligvis kun for de fattiges skyld!

Ingen armod i Norge
Vi behøver blot at se til Norge for at se et land, som har lavet en langt mere radikal SU-reform end den, vi taler for i Dansk Erhverv.

I 2002 omlagde nordmændene hele deres SU til lån. Studerende kan dog få op til 40 procent af deres lån eftergivet hvert år, hvis de består alle deres kurser.

Skulle man tro på påstanden om, at en SU-omlægning vil føre til en social massegrav, så måtte vi vel se udbredt armod hos vores norske naboer her knap tyve år efter deres SU-reform?

Ifølge Statistisk Sentralbyrå, der er Norges svar på Danmarks Statistik, var der i 2002 58 procent af de ufaglærtes børn, som ikke opnåede en uddannelse efter otte år. I 2012 var det tal faldet til 50 procent.

På trods af SU-omlægningen, så er ufaglærtes børn faktisk den gruppe, der har haft den største uddannelsesopdrift!

Omlæg til lån
I stedet for at tildele akademikerbørn verdens højeste SU, så mener vi, at vi kan få mere social mobilitet og højere uddannelseskvalitet, hvis vi omlægger SU’en på kandidatuddannelserne til lån.

De partier, der mener, at en SU-reform er en dårlig ide, skylder at fortælle, hvordan vi så kan sikre en milliardinvestering på vores uddannelser

Mads Eriksen
Uddannelses- og forskningspolitisk chef, Dansk Erhverv

Vi ønsker at investere i de indsatser, der for alvor kan få flere med på uddannelsesvognen.

Det handler om indsatser i folkeskolen, den forberedende grunduddannelse og erhvervsuddannelserne. Vi ønsker også at øge kvaliteten på de videregående uddannelser, og vi ønsker midler til at omstille hele uddannelsessektoren til en digital fremtid.

Der er i den grad behov for et løft af kvaliteten af uddannelserne og det kvalitetsløft kommer ikke gratis. Vi foreslår et samlet løft på 3,5 mia. kr. om året. 

Der er mange partier, der ønsker at løfte investeringerne i vores uddannelser.

De partier, der mener, at en SU-reform er en dårlig ide, skylder at fortælle, hvordan vi så kan sikre en milliardinvestering på vores uddannelser.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00