DEA: Har vi forsømt at udvikle kvaliteten i censorkorpset?

Af Stina Vrang Elias
Adm. direktør i Tænketanken DEA

Det er til november, at det såkaldte Censorudvalg forventes at komme med sine analyser og anbefalinger til, hvordan de fremtidige censorkorps bør se ud.

Og bedømt ud fra debatten, blandt andet her på Altinget, vil censorkorpsene bestå, selvom et gennemgående spørgsmål er, om de leverer nok uddannelseskvalitet for de 500 millioner kroner, som de koster årligt.

Det er altid værd at debattere, om vi får nok uddannelseskvalitet for vores investeringer. Men vi skal også huske at bedømme censorkorpsene ud fra de betingelser og rammer, som de nu engang er underlagt.

Og her er et godt spørgsmål, om vi nu også har gjort os umage nok med at udvikle et censorkorps, som er kvalificeret og understøttet nok til at levere præcis den form for uddannelseskvalitet, som vi ønsker, og som uddannelsesinstitutionerne ikke selv bedre kan levere.

Det giver i hvert fald anledning til eftertanke, når Anette Dørge, direktør for Danmarks Akkrediteringsinstitution, Per B. Christensen, formand for Akkrediteringsrådet, og Jørgen Søndergaard, formand for det tidligere Kvalitetsudvalg, i en kronik i Weekendavisen skriver, at de landsdækkende censorkorps ikke i tilstrækkelig grad udnyttes i forhold til at foretage tværgående niveauvurderinger af samme eller beslægtede uddannelser over hele landet.

Samtidig bør de så også rent faktisk bruges af institutionerne til at udvikle uddannelseskvaliteten, så vi får de uddannelser, vi som samfund har brug for.

Stina Vrang Elias, administrerende direktør for Tænketanken DEA

Netop censorkorpset burde garantere, at lignende uddannelser har cirka samme faglige niveau, uanset hvor de udbydes i landet. Problemet er, at censorkorpsene i dag reelt ikke er landsdækkende.

I en EVA-undersøgelse fra 2013 fremgår det, at der alene på universitetsområdet findes 104 censorkorps, men halvdelen af dem er kun tilknyttet et enkelt universitet. Dermed mistes potentialet for den tværgående læring og kalibrering af niveau.

Se til Norge
I forlængelse heraf bør det overvejes, om censorkorpset skal kapacitetsopbygges mere systematisk, end tilfældet er i dag.

Af en analyse, som Censorudvalget har fået lavet i forbindelse med deres udredningsarbejde, er det interessant at læse, hvordan man i Norge har indført forsøg med nationale og lokale censorsamlinger, som skal skabe et mere fokuseret forum for sparring mellem censorer på det faglige plan, men også i forhold til eksamensprocesser og selve censorrollen.

Det giver god mening at gøre noget lignende i Danmark. Især hvis man får præciseret, hvilken del af kvalitetsmaskinrummet, som censorerne skal arbejde i og få til at yde maksimalt.

Giv uddannelsesinstitutionerne mere frihed
Hvis vi tager udgangspunkt i, at censorkorpsene skal bevares, hvilket jeg synes giver god mening, så burde man ikke bare udvikle, men også målrette ordningen.

Det kan ske ved at lade kandidatafhandlinger og andre opgaver, hvor eksaminator har været den studerendes vejleder, være underlagt obligatorisk ekstern censur, så det forhold, der er opbygget mellem vejleder og den studerende, ikke påvirker karaktergivningen.

Udover dette minimumskrav bør der gives mere frihed under ansvar til institutionerne til selv at bestemme, hvornår ekstern censur bidrager mest til uddannelseskvalitet.

Det er i øvrigt fagligt forsvarligt, idet eksempelvis de videregående uddannelser i løbet af de seneste 14 år har gennemgået ikke færre end 12 reformer. Vi har blandt andet fået institutionsakkreditering, udviklingskontrakter og en række forskellige tilsyn.

Det er netop institutionsakkreditering – det vil sige akkreditering af institutionernes interne kvalitetssikringssystem – der bør give os tillid til, at institutionerne selv kan afgøre, hvornår der skal anvendes eksternt censur.

Brugen af eksternt censur skal være velbeskrevet i institutionspolitikker og veldokumenteret i praksis.

Når censorkorpsenes rolle skal redefineres, bør der netop tages højde for, at nogle af de traditionelle opgaver for censorkorpsene er overtaget af uddannelsesinstitutionerne. Det giver i mine øjne oplagte muligheder for ikke bare at udvikle, men også målrette censorkorpsene til at levere det element af uddannelseskvalitet, som uddannelsesinstitutionerne ikke selv kan levere.

Det kræver blandt andet, at de censorindberetninger, som censorkorpsene laver, er af en sådan kvalitet, at de kan bruges i institutionernes interne kvalitetssikringsarbejde.

Samtidig bør de så også rent faktisk bruges af institutionerne til at udvikle uddannelseskvaliteten, så vi får de uddannelser, vi som samfund har brug for.