KU: En god forskningstradition er det bedste værn mod tvivlsom praksis

Af Thomas Bjørnholm
Prorektor for Forskning & Innovation, Københavns Universitet

Der forskes som aldrig før. Globalt, i Europa og i Danmark. Alene på Københavns Universitet blev der i 2015 produceret cirka 10.000 videnskabelige publikationer.

Det er fantastisk og vigtigt, men kun hvis der er tillid til stede. Tillid til de forskningsresultater, som universiteter og andre forskningsinstitutioner producerer. Både borgere, beslutningstagere og fagfæller skal med sindsro kunne stole på, at det arbejde, som underbygger en forskers konklusioner, er udført uafhængigt og uden snyd og fiflen.

Det har de som udgangspunkt rigtig god grund til. I de seneste ti år har en håndfuld celebre sager om forskningssnyd fået stor bevågenhed i medierne. Én sag om forskningssnyd er én sag for meget – men der er tale om få sager blandt virkelig mange.

Forskning er selvregulerende
I debatten om god videnskabelig praksis glemmes det ofte, at en god forskningstradition i sig selv rummer det bedste middel mod uredelighed og snyd. Her vil ny opsigtsvækkende forskning altid påkalde sig interesse og blive vendt og drejet af kollegaer og andre fagfæller – diskuteret, udfordret, gentaget og afprøvet igen og igen.

Og selv forskningsresultater af ældre dato kan pludselig blive relevante og udsat for ny granskning og nyt eftersyn. Det er forskningens essens – og derfor er der i forskningsverdenen særdeles gode chancer for at opdage og afsløre fidusmagere, chanceryttere og det, der er meget værre, fordi deres forskning ikke kan gentages af andre.

Drømmer du om at blive en anerkendt forsker, og det gør de fleste forskere, er det derfor decideret usmart at gøre brug af dårlig forskningspraksis.

Thomas Bjørnholm
Prorektor for Forskning & Innovation, Københavns Universitet

Drømmer du om at blive en anerkendt forsker, og det gør de fleste forskere, er det derfor decideret usmart at gøre brug af dårlig forskningspraksis. Det bedste værn mod snyd er at tale denne logik op og få den til at gennemsyre forskningspraksis.

I det perspektiv har forskning, der ikke tåler dagens lys, meget dårlige vilkår. Så dårlige, at frygten for, at stigningen i antallet af forskere og forskningspublikationer vil føre til en kaskade af sager om forskningsnyd og -fup, også kan mødes af en tro på, at forskningens selvreguleringsmekanisme stadig fungerer.

Hold kvaliteten høj og systemerne stærke
Diskussionen om god forskningspraksis er ikke et enten/eller. Der vil til alle tider findes afvigere og fantaster, der udfordrer forskningens logik og essens. Så vi skal også have skarpt fokus på at uddanne, forebygge og opdage tilfælde af uredelighed eller tvivlsom forskningspraksis. Både af hensyn til den skade, som en sag om forskningssnyd kan forvolde på vores tillid og troværdighed, og af hensyn til de problemer, som forkerte og falske forskningsresultater i sig selv kan føre med sig.

Derfor har vi på universiteterne fokus på systemer som via fagfællebedømmelse, praksisudvalg, krav om opbevaring af forskningsdata, Named Person-ordninger, obligatoriske kurser om god videnskabelig praksis for ph.d.-studerende og vejledere med videre opfanger problemerne så tidligt som muligt.

Pointen er, at forskerne er hinandens bedste detektiver – og det er det bedste udgangspunkt i kampen for en god forskningspraksis.