Lif: Der er behov for en national strategi for innovation på sundhedsområdet

Af Allan Skårup Kristensen
Chefkonsulent for Forskning og Innovation, Lægemiddelindustriforeningen, Lif

Vi har i Danmark stadig svært ved at tiltrække internationale investeringer og risikovillig kapital.

Allan Skårup Kristensen
Chefkonsulent – Forskning og Innovation. Lægemiddelindustriforeningen, Lif

En opfindelse bliver først til rigtig innovation, når den bliver brugt.

Indtil da er det mest bare en god idé. Derfor er det i debatten om en ny innovationskultur ikke nok blot at fokusere på opfindelserne. Vi er også nødt til at diskutere, hvordan vi får de gode idéer bragt på markedet og taget i brug, men den sidste del indgår stort set aldrig i den politiske diskussion om, hvad der skal til, for at vi kan få mere innovation.

Det er en udfordring for den faktiske innovation, når innovationspolitik bliver reduceret til en ren instrumentel diskussion om ordninger og virkemidler i Uddannelses- og Forskningsministeriets regi i stedet for en diskussion om, hvad det er for nogle forandringer vi ønsker, og hvordan innovation kan bidrage.

Innovationspolitik burde i langt højere grad handle om at binde forskellige sektorpolitikker sammen med forsknings- og uddannelsespolitikken. Det gør den ikke i dag.

Ufleksible metoder
Tag for eksempel sundhedsområdet, hvor der i disse år er en helt ny klasse af såkaldte immunterapier på vej ud til patienterne. Der er tale om lægemidler, som på forskelligvis booster patienternes eget immunforsvar til at bekæmpe tumorer, og de repræsenterer et kæmpe skridt fremad i behandlingen af kræft.

Innovationen risikerer imidlertid let at blive forsinket og måske helt udskudt, fordi myndighederne i deres vurdering af nye lægemidler kræver data fra virksomhederne om lægemidlernes effekt på "overlevelse".

Problemet er, at nogle af de nye immunterapeutiske kræftlægemidler er så gode, at patienterne lever videre i årevis og nogle måske bliver helt helbredt, og at det derfor tager lang tid at indsamle data for overlevelse. Dataindsamlingen forudsætter så at sige, at patienten dør.

I dette eksempel er myndighedernes metoder for ufleksible og er med til at bremse innovation. I dette eksempel burde man måske i stedet arbejde med et mål om for eksempel restsygdom eller et andet mål, som det faktisk er muligt at indsamle data løbende.

Spildte kræfter
At omsætte idéer til innovation, der bliver brugt i det offentlige velfærdssystem, er ikke kun en udfordring på lægemiddelområdet. På andre områder spiller ufleksible offentlige indkøbssystemer, manglende totaløkonomisk vurdering og andre problemstillinger negativt ind på den faktiske evne til at få udbytte af ny innovation.

Der er brug for mere samarbejde og koordination på tværs af politikområder. Vi ved, at en række nye epokegørende sundhedsløsninger er på vej til sundhedsvæsenet. Det være sig lægemidler, diagnostika og andre sundhedsteknologier, som vil kunne give os et bedre og mere effektivt sundhedsvæsen til gavn for patienterne.

Men hvis ikke vi har systemerne og metoderne til at vurdere de mange nye løsningers innovative merværdi og til hurtigt og effektivt at få taget dem med den største værdi i brug, så risikerer vi, at de mange forudgående investeringer i både offentligt og privat forsknings- og udviklingsarbejde er skønne, spildte kræfter.

Der er brug for en ny strategi
Ja, vi er enige i, at der er brug for at styrke hele økosystemet omkring innovation.

Ja, der er stadig brug for at få mere entreprenørskab og kommercialiseringsforståelse ind under huden på de offentlige forskere og give dem et blik for, at forskning med potentialet for det skal kommercialiseres.