Magistrene: Censorkorpset er et vigtigt redskab til kvalitetssikring

Af Camilla Gregersen 
Formand for Dansk Magisterforening

Har vi brug for censorsystemet? Kan det bidrage til at sikre kvaliteten i uddannelserne? Det korte og klare svar er ja.

Uddannelsesministeren Ulla Tørnæs (V) har udtalt, at kvalitet skal være omdrejningspunktet i hendes ministertid. Det bifalder jeg. Dertil har hun et vigtigt redskab i censorkorpsene på de videregående uddannelser.

De eksterne censorer har et indgående og aktuelt kendskab til fagenes videnskabelige discipliner, og de skal samtidig have aktuel viden om uddannelsernes anvendelsesmuligheder. Derfor er der mulighed for at bruge censorkorpsenes viden og kompetencer til at udvikle uddannelserne.

Censorkorpset spiller en helt central rolle i kvalitetssikringen af de enkelte uddannelser. Og de skal være garanten for, at uanset om man bliver biolog fra Københavns-, Aarhus-, Aalborg- eller Syddansk Universitet, får man den bedst mulige afgangseksamen i biologi i Danmark.

Med andre ord skal de sørge for, at uddannelsesinstitutionerne lever op til de mål og krav, der stilles til de enkelte uddannelser.

Når ministerens fokus med rette er på at få mest muligt for pengene, kan man vælge at bruge censorernes kvalitetssikringspotentiale frem for at indføre yderlige kontrolsystemer til at sikre kvalitet.

Af Camilla Gregersen, formand for Dansk Magisterforening

500 millioner kroner for et censorsystem
Kvalitetsudvalget har anslået, at censorsystemet koster 500 millioner kroner om året. Mange ønsker at få fingre i nogle af millionerne og øjner en mulighed for at spare på censorsystemet, for eksempel ved kun at bruge ekstern censur til de afsluttende opgaver på bachelor- og kandidatniveau, som man gør det i vores naboland Norge.

Men hvis censorerne skal kvalitetssikre uddannelserne, er det ikke tilstrækkeligt kun at deltage i bedømmelsen af de afsluttende opgaver. De studerende – og uddannelsesstederne – har brug for ekstern respons, inden de afslutter deres bachelor efter tre år. 

500 millioner kroner om året kan lyde af meget for en censorordning. Men hvis de kan være med til at sikre kvaliteten i vores uddannelser på både universiteterne, professionshøjskolerne og erhvervsakademierne, er de givet godt ud.

Det betyder ikke, at man ikke kan kigge på censor-systemet. Man skal bare passe på, at man ikke hælder censorerne ud, og i stedet indfører et andet ligeså dyrt kvalitetssikringssystem. 

Det er tvivlsomt, om det er flere eksterne styringsredskaber med afrapporteringspligt, der kommer til at sikre kvaliteten i uddannelserne. Derimod mener jeg, at man overser den kvalitetssikring, der ligger i, at fagfæller fra andre institutioner sidder med og kommenterer eksamen.

Censorerne skal have tid til at udføre opgaven
Der er en høj grad af social kontrol i spil, når man ved, at censor vil fortælle kollegerne derhjemme om, hvor ringe eller fremragende ens studerende er.

Der foregår med andre ord i dag en kvalitetssikring, der ikke er formaliseret, men ikke desto mindre er særdeles effektiv. Og sagen i foråret med de 400 censorer fra erhvervssprog, der ikke mente, at niveauet var i orden, viser netop også det nuværende systems styrke.

Når ministerens fokus med rette er på at få mest muligt for pengene, kan man vælge at bruge censorernes kvalitetssikringspotentiale frem for at indføre yderlige kontrolsystemer til at sikre kvalitet. 

I forhold til den tilrettelagte besparelsesdagsorden må jeg tilføje, at det er tidskrævende at være garant for uddannelseskvaliteten. Der skal sættes den nødvendige tid af til, at censorerne kan udføre opgaven ved siden af deres arbejde som undervisere og forskere.

Ministeren venter nu sammen med os andre på, at censorudvalget skal præsentere sine anbefalinger. Jeg glæder mig til at høre, hvad censorudvalget er nået frem til, og jeg håber, at ministeren vil vedblive med at have høje kvalitetskrav og i den henseende bruger den viden og de kompetencer, som underviserne har.

Det er et redskab til kvalitetssikring, som ligger lige for.