Prorektor: Censorsystemet bidrager med mere end kvalitetssikring af uddannelser

Af Inger Askehave

Prorektor, Aalborg Universitet (AAU)

Ja, det danske censorsystem koster mange millioner at drive, som direktør på Danmarks Akkrediteringsinstitution Anette Dørge konstaterer på denne plads 13. oktober. Og, ja, hun har også helt ret i, at et antal forbedringer af censorkorpsenes struktur og funktion vil gøre dem til en mere værdifuld aktør i arbejdet med at sikre kvaliteten på landets videregående uddannelser.

De forbedringer kunne – som Anette Dørge også nævner – være mere systematiske tilbagemeldinger fra censorerne til universiteterne og færre, men reelt landsdækkende, censorkorps med central styring. Begge dele ser vi fra Aalborg Universitets side gerne kommer med i Censorudvalgets anbefalinger.

Men der er også grund til at slå fast, at det unikke danske censorsystem bidrager med andet og mere end kvalitetssikring af uddannelser.

Censorsystemet er blandt andet med til at sikre de studerendes retssikkerhed. Tilstedeværelsen af en ekstern censor betyder, at en uafhængig part har taget del i bedømmelsen af de studerendes præstationer, hvilket også giver yderligere legitimitet til prøve og eksamenssituationerne.

Det bliver ikke mindre vigtigt i de tilfælde, hvor en studerende vælger at anke universitetets afgørelse i sager om eksamensklager.

Endelig vil et reelt landsdækkende censorsystem sikre, at karakterer og fagligt niveau på sammenlignelige uddannelser kan holdes op mod hinanden på tværs af geografi og institutioner.

Af Inger Askehave, 
Prorektor, Aalborg Universitet (AAU)

Eksterne censorer skaber transparens
De eksterne censorer skaber samtidig en transparens og modvirker, at institutionerne lukker sig om sig selv, når det gælder vurdering af uddannelsernes indhold og de studerendes kvalifikationer.

Via censorkorpset får omverdenen så at sige regelmæssigt mulighed for at kigge uddannelsesinstitutionerne over skulderen, når der afholdes eksaminer og prøver.

Systemet giver også mulighed for videndeling underviserne imellem. I samarbejdet omkring prøver og eksaminer opstår der naturligt en dialog mellem censor og vejleder – om prøvesituationen, om læringsmål, om niveau, om tilrettelæggelse af undervisning og meget andet, som begge parter kan bruge i deres daglige arbejde.

Et andet udbytte er de netværk, der i samme forbindelse dannes på tværs af universiteterne.

Lad mig også nævne de situationer, hvor de eksterne censorer er repræsentanter fra det arbejdsmarked, som de studerende uddanner sig til. Her kan kontakten til censor være med til at give et billede af, hvordan uddannelsens kandidater kan dække arbejdsmarkedets behov.

Sikrer godt sammenligningsgrundlag
Og selvom censorerne ikke får et fyldestgørende billede af uddannelserne, giver samarbejdet dog et ganske godt indblik i studiernes indhold og de studerendes niveau og kompetencer.

Endelig vil et reelt landsdækkende censorsystem sikre, at karakterer og fagligt niveau på sammenlignelige uddannelser kan holdes op mod hinanden på tværs af geografi og institutioner.

Der er med andre ord flere gode grund til at bibeholde systemet med eksterne censorer på de danske uddannelsesinstitutioner – og ikke kun fordi det er med til at sikre kvaliteten på vores uddannelser.

Det betyder ikke, at systemet ikke kan forbedres og dermed gøre endnu mere gavn. Det både kan og bør forbedres, og jeg håber, at resultatet af Censorudvalgets arbejde og den diskussion, som må følge efter, netop bliver en række forbedringer og videreudviklinger af censorsystemet.

Men inden vi begynder at tale om fremtidens censorsystem, vil jeg gerne slå fast, at de mange millioner, vi bruger på eksterne censorer, er godt givet ud. Allerede i dag.