Debat

Dansk Metal: Øgede udgifter til forsvaret skal også give flere danske arbejdspladser

Et nyt og mere ambitiøst forsvarsforlig skal blandt andet måles på, om forliget munder ud i nye og gode arbejdspladser. For i vores øjne går sikkerhed og arbejdspladser nemlig hånd i hånd, skriver Johan Moesgaard Andersen.

Forsvarsindustriens arbejdspladser er generelt højtlønnede og højteknologiske og dermed heller ikke blandt de mest nedslidende. Derfor er det win-win, hvis et kommende forsvarsforlig kan skabe nye, gode arbejdspladser, skriver Dansk Metal.
Forsvarsindustriens arbejdspladser er generelt højtlønnede og højteknologiske og dermed heller ikke blandt de mest nedslidende. Derfor er det win-win, hvis et kommende forsvarsforlig kan skabe nye, gode arbejdspladser, skriver Dansk Metal.Foto: Nikolai Linares/Ritzau Scanpix
Johan Moesgaard Andersen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

De fleste kender nok de store og teknologisk avancerede F35-kampfly. Flyene bliver produceret en lille halv times kørsel fra byen Dallas i den amerikanske stat Texas. Selvom produktionen foregår mere end 8000 kilometer her fra Danmark, er der stadig vægtige danske aftryk på produktionen af verdens måske mest avancerede kampfly.

For gode danske industrivirksomheder sørger for underleverancer til kampflyene. Og hvert år sender vi en håndfuld danske lærlinge over for at hjælpe til på fabrikken og dermed dygtiggøre sig.

Temadebat

Hvordan skal et nyt forsvarsforlig skrues sammen?
De indledende øvelser til forhandlingerne om et nyt forsvarsforlig bliver den altoverskyggende dagsorden på det forsvarspolitiske område i det kommende år.

Det nuværende forlig udløber ved udgangen af 2023, og flere af Folketingets partier banker på døren for at blive lukket ind i forhandlingslokalet.

Men hvilke ønsker har partierne i forligskredsen og områdets aktører egentlig til den nye aftale? Og hvorfor er det præcis, at SF, Nye Borgerlige og grønlandske Inuit Ataqatigiit (IA) ønsker at sidde med ved forhandlingsbordet?

De spørgsmål stiller Altinget Forsvar i en ny, stor temadebat, hvor politikere og aktører vil svare på, hvad der konkret er vigtigt for dem at få skrevet ind i et nyt forsvarsforlig.

Du kan se det samlede debatpanel her.

Selvom den danske forsvarsindustri i global skala er af mindre størrelse med en omsætning på tre til fire milliarder kroner om året, så har vi altså god grund til at være stolte over de bidrag, som danske industrivirksomheder og deres dygtige medarbejdere leverer på forsvarsområdet.

Men for os i Dansk Metal er det klart, at et nyt og mere ambitiøst forsvarsforlig også skal måles på, om forliget munder ud i nye og gode arbejdspladser. For i vores øjne går sikkerhed og arbejdspladser nemlig hånd i hånd.

Forsvarsforliget skal give nye arbejdspladser
De seneste uger har vi set grufulde billeder af Ruslands invasion i Ukraine. Der er krig på Europas østlige front, mennesker er på flugt, og Europa er med ét totalt forandret. I en verden med et aggressivt Rusland, spændinger mellem Kina og USA og en kamp om Arktis skaber det tryghed og sikkerhed for Danmark, at vi også selv har virksomheder med kritiske kompetencer på forsvarsområdet.

Det gælder både inden for den traditionelle industriproduktion og inden for eksempelvis cyberforsvar, kunstig intelligens og kritiske teknologier. Øger vi vores muskelmasse på de områder, kan det både bidrage til rigets sikkerhed og til danske arbejdspladser. Det er helt klart win-win i vores øjne.

Lad sikkerhed og gode arbejdspladser gå hånd i hånd

Johan Moesgaard Andersen
EU-chef, Dansk Metal

I sommeren 2021 lancerede daværende forsvarsminister Trine Bramsen (S) og erhvervsminister Simon Kollerup (S) regeringens forsvarsindustrielle strategi. Strategien peger helt korrekt på, at forsvarsindustrien i Danmark er højteknologisk, og at hovedparten af virksomhederne har et etableret samarbejde med danske universiteter.

Det er positivt for alle de smede, svejsere, industriteknikere, flymekanikere og andre medlemmer af Dansk Metal, som har deres daglige gang ude på forsvarsindustrielle virksomheder i Produktionsdanmark.

Forsvarsindustriens arbejdspladser er nemlig generelt højtlønnede og højteknologiske og dermed heller ikke blandt de mest nedslidende. Derfor er det i vores øjne win-win, hvis et kommende forsvarsforlig kan udmønte de helt rigtige tanker fra den forsvarsindustrielle strategi til nye, gode arbejdspladser.

Både i forsvaret og i den civile forsvarsindustri. For eksempel er det stærkt positivt, at byggeriet af forsvarets nye patruljeskibe nu med overvejende sandsynlighed ser ud til at ende på danske hænder.

Fokus på kompetencer
Snart starter danske politikere forhandlingerne om et nyt forsvarsforlig. De seneste uger har flere politikere peget på, hvor vigtigt det er at styrke forsvarsbudgetterne. Ligesom vores nabolande også er på vej til at opruste. Tag bare den tyske kansler Olaf Scholz, som senest har meldt Tyskland klar til at bruge 2 procent af deres BNP på forsvaret.

Fra Dansk Metals side har vi et meget klart budskab: Sørg for tidligt at inddrage og indtænke danske industrivirksomheder i anskaffelserne.

Vi kommer næppe til at producere store kampfly i Danmark i morgen. Men det vil være en helt rimelig ambition at bringe vores forsvarsindustrielle og maritime styrkepositioner i spil i endnu højere grad til gavn for hele den værdikæde, der ligger i Danmark. Sådan at øgede udgifter til forsvaret også materialiserer sig i danske arbejdspladser. Naturligvis inden for de hegnspæle, som EU-traktaten sætter.

Læs også

Det kræver naturligvis et fortsat fokus på kompetencer. Selvom vi er et lille land med et – i global skala – lille forsvar og en lille forsvarsindustri, har både vores ansatte i forsvaret og i forsvarsindustrien deres hænder og hoveder godt skruet på.

Investeringer i medarbejderne på begge sider af hegnet er godt givet ud. Det er jo dem, der skal ”bygge” forsvarsforliget, hvad enten de arbejder på virksomhederne i forsvarsindustrien eller arbejder inden for murene med at betjene, vedligeholde og reparere vores materiel.

Så fra Dansk Metal skal der lyde en klar opfordring forud for det kommende forsvarsforlig: Lad sikkerhed og gode arbejdspladser gå hånd i hånd, det er en fordel hele vejen rundt.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Johan Moesgaard Andersen

EU-chef, Dansk Metal
cand.scient.pol. (Københavns Uni. 2015)

0:000:00