Debat

SF: Trivsel og grøn omstilling skal være hjørnestenene i vores forsvarspolitik

Gode rammer skaber de bedste soldater, og derfor bør en hjørnesten i forsvarspolitikken være, at vores soldater trives. Det skriver SF's Anne Valentina Berthelsen, der også vil fritlægge flere af Forsvarets arealer til natur, i dette debatindlæg.

Flere borgerlige ønsker ubåde i fremtidens Forsvar. Men pengene er bedre brugt på Søværnet, argumenterer SF's forsvarsordfører, Anne Valentina Berthelsen.
Flere borgerlige ønsker ubåde i fremtidens Forsvar. Men pengene er bedre brugt på Søværnet, argumenterer SF's forsvarsordfører, Anne Valentina Berthelsen.Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Anne Valentina Berthelsen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Når folketingets partier til efteråret påbegynder drøftelserne, der skal føre til et nyt forsvarsforlig, bliver det med SF i frontlinjen.

Den sikkerhedspolitiske situation kræver, at Forsvaret skal kunne modsvare det reelle trusselsbillede, som Danmark og Europa pludseligt befinder sig i. Der skal tilføres flere midler, hvilket Det Nationale Kompromis har lagt grundstenen til. For SF er det dog vigtigst, at vi sætter ind der, hvor det giver bedst mening.

Temadebat

Hvordan skal et nyt forsvarsforlig skrues sammen?
De indledende øvelser til forhandlingerne om et nyt forsvarsforlig bliver den altoverskyggende dagsorden på det forsvarspolitiske område i det kommende år.

Det nuværende forlig udløber ved udgangen af 2023, og flere af Folketingets partier banker på døren for at blive lukket ind i forhandlingslokalet.

Men hvilke ønsker har partierne i forligskredsen og områdets aktører egentlig til den nye aftale? Og hvorfor er det præcis, at SF, Nye Borgerlige og grønlandske Inuit Ataqatigiit (IA) ønsker at sidde med ved forhandlingsbordet?

De spørgsmål stiller Altinget Forsvar i en ny, stor temadebat, hvor politikere og aktører vil svare på, hvad der konkret er vigtigt for dem at få skrevet ind i et nyt forsvarsforlig.

Du kan se det samlede debatpanel her.

 

Danmark er et af de mest digitaliserede samfund i verden. Det er vi blandt andet, fordi vi stoler på, at det offentlige og det private passer lige så godt på os i den digitale virkelighed, som de gør i den, vi bevæger os i. Vores kritiske infrastruktur – vores fællesskab – er derfor yderst udsat, når det gælder cyberangreb og andre former for moderne krigsførelse.

Forestillingen om at Rusland, terrororganisationer eller andre kriminelle med få klik kan nedlægge IT-systemer på hele afdelinger i sygehusvæsenet, kan få det til at løbe koldt ned af ryggen. Derfor er det helt centralt, at det kommende forsvarsforlig fokuserer og investerer massivt i cyberforsvar.  

Styrk Søværnet og sænk ubådsdrømmene

Flere af mine borgerlige kollegaer har allerede været ude med den store ønskeseddel. Uden at nævne navne, så har især ønsket om ubåde været fremme i debatten.

Men er det nu den klogeste måde, at investere i vores forsvar? Det er snart 20 år siden, at ubåden 'Sælen' blev hævet på land, og det danske ubådsvåben blev udfaset af det daværende forsvarsforlig. Hele systemet vil altså skulle startes op fra dybet.

Det gode ved alliancer er, at medlemslandene har forskellige spidskompetencer og ansvarsområder. I Nato – og forhåbentligt snart også i EU – har Danmark en særlig rolle, når det gælder den fælles interessevaretagelse: Arktis og Østersøen.

Det bør være en hjørnesten i forsvarspolitikken, at vores soldater trives bedst muligt

Anne Berthelsen
MF, SF

I stedet for at grave dybt for at finansiere og uddanne til en ny ubådsflade, mener jeg, at vi bør kigge på en styrkelse af Søværnet. Det er den danske flåde, der ansvarsfuldt suverænitetshåndhæver og overvåger de nordatlantiske dele af Rigsfællesskabet. Det er danske marinesoldater, der lige nu, med deres tilstedeværelse i Østersøen, støtter vores baltiske naboer.

Lad os derfor øge Søværnets kapaciteter, så der kan foregå endnu mere håndhævelse af suverænitet, søredning, miljøovervågning, og alle de andre uvurderlige opgaver, som dagligt løses. Noget som danske sømænd – og kvinder - er anerkendt for i vores del af verden.  

Gode rammer skaber de bedste soldater

Det bør være en hjørnesten i forsvarspolitikken, at vores soldater trives bedst muligt under og efter tjeneste.

De krige, som Danmark blev trukket ind i tilbage i 00'erne, har haft forfærdelige konsekvenser. For de der aldrig kom hjem. For de der kom hjem med ar på krop og sjæl. Men også for de pårørende. De fortjener en langt mere aktiv veteranpolitik. Det skal et nyt forsvarsforlig også være med til at rette op på.

Det samme gælder ligestillingen i Forsvaret. Kan det være rigtigt, at mandlige og kvindelige værnepligtige ikke behandles ens, som flere ligestillingsorganisationer har peget på, når de vælger at tjene? Ja, det er desværre rigtigt, men sådan bør det ikke være fremover.

Et andet område der vil have SF's opmærksomhed er forsvarets uddannelser. Vi skal gøre det langt mere attraktivt at uddanne sig i Forsvaret. Det skal være nemmere at konvertere sin militære uddannelse til en civil – og omvendt. Gode rammer skaber de bedste soldater. Det skal vi kunne tilbyde dem.

Forsvarets arealer skal fritlægges til natur

Sidst, men aldeles ikke mindst, skal Forsvaret også tage ansvar, når det gælder den grønne omstilling.

Flere af Forsvarets arealer skal fritlægges til natur. Flere kapaciteter skal gøres energieffektive, så de udleder og koster mindre. Truslen fra klimakrisen åbner op for helt nye sikkerhedsudfordringer i Arktis. Det må og skal være et omdrejningspunkt i et kommende forlig. Og det skal ske med inddragelse af grønlandske og færøske politikere.

Læs også

SF har masser at byde ind med, når vi inden længe skal styrke Forsvaret. Det vigtigste for os er dog, at aftalen ikke bliver et symbolsk, men et reelt løft af forsvaret for Danmark – vores fællesskab.

Et fællesskab, der på kort tid har vist sig mere truet, end vi nogensinde troede, det skulle være igen.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Anne Valentina Berthelsen

MF (SF)

0:000:00