Advokat: Regulering begrænser kommunerne i landfill mining

Af Line Markert
Advokat og partner, Horten

Kommunerne må kun påtage sig opgaver, der er hjemmel til i lovgivningen eller i de uskrevne regler i den såkaldte "kommunalfuldmagt".

I forhold til landfill mining betyder det, at kommunen skal tage stilling til, om dét at grave gammelt affald op kan anses som affaldshåndtering (når nu affaldet allerede engang er deponeret), eller om det er "noget andet". Det kan for eksempel være byudvikling, hvis formålet med landfill mining er at kunne udnytte områderne efterfølgende.

Kommer projektet gennem den første test, venter en lang række miljø- og planretlige spørgsmål om miljøgodkendelse, VVM-pligt, spildevandshåndtering og kommune- og lokalplanens rammer for landfill mining-aktiviteterne. Hertil kommer hele spørgsmålet om affaldsafgift, og hvorvidt denne skal betales eller eventuelt kan blive tilbagebetalt.

Affaldshåndtering eller erhvervsvirksomhed?
Et væsentligt spørgsmål er, om det materiale, der skal "mines", fortsat er affald, eller om det er blevet så nedbrudt, at der i stedet er tale om forurenet jord.

Hvis der fortsat er tale om affald, vil landfill mining formentlig også være affaldsbehandling. Er det deponerede affald derimod så nedbrudt, at der er tale om håndtering af forurenet jord, må kommunen have et andet sagligt grundlag for at behandle materialet – det kan for eksempel være en erhvervsaktivitet eller byudvikling.

Kommunen må forarbejde de materialer, der udvindes ved landfill mining, til et stadie, hvor de kan sælges eller anvendes af kommunen selv – men ikke længere. Herefter må kommunerne overlade det til markedskræfterne at fastsætte pris og model for omsætning.

Line Markert
Advokat og partner, Horten

Ifølge de nyeste undersøgelser lader det til, at rentabiliteten i landfill mining er begrænset. Det taler for, at det mest er nyere deponier, der er interessante, fordi de enkelte affaldskomponenter fortsat er forholdsvis intakte.

Når indholdet af deponiet fortsat skal anses for affald, og der derfor er tale om affaldshåndtering, opstår det lidt ironiske spørgsmål, om det overhovedet er lovligt at håndtere affaldet igen.

Det såkaldte affaldshierarki sætter den overordnede ramme for kommunernes affaldshåndtering, og her ligger deponi nederst. Er det muligt at håndtere affaldet på anden måde, skal kommunen altså vælge denne anden måde.

Hvis landfill mining kan gøre det muligt at bruge det gamle affald i kommunens forbrændingsanlæg eller til genanvendelse, er det foretrukket frem for deponi. Så ja, kommunen må kunne tage fat i det gamle affald igen.

En grænse i dag – en ny i morgen
Hvis affaldet kan genanvendes, må kommunen kun engagere sig i affaldshåndteringen, men ikke den erhvervsvirksomhed, der følger efter nyttiggørelsen.

Det betyder, at kommunen må forarbejde de materialer, der udvindes ved landfill mining, til et stadie, hvor de kan sælges eller anvendes af kommunen selv – men ikke længere. Herefter må kommunerne overlade det til markedskræfterne at fastsætte pris og model for omsætning.

I praksis er det dog oftest svært at finde en markedspris og en markedsmodel for et produkt, som kun kommunen sælger – og som måske er nyt på markedet.

Så længe omfanget ikke er større, end det er, og gevinsterne ved genanvendelsen er begrænsede, vil begrænsningerne i kommunernes adgang til at skubbe til markedet måske være den største regulatoriske udfordring – i alt fald for nogle genanvendelige materialer.

Når vi en dag dertil, at der findes et egentligt marked for landfill mining, vil vi opleve en række andre reguleringsmæssige udfordringer, som myndighederne vil være tvunget til at tage stilling til.