Danmarks første energiminister om Nordsø-aftalen: Man stiller sig tilfreds med signalværdien

Af Poul Nielson
Fhv. energiminister for Socialdemokratiet

Aftalen om olie- og gasindvinding i Nordsøen af 3. december 2020 er et kompliceret og modsætningsfyldt dokument. Helt i samklang med det noget svulstige sprogbrug om, at Danmark hermed tager internationalt lederskab og presser og inspirerer andre lande til den grønne omstilling, har mange stillet sig tilfreds med, at det afgørende er signalværdien i aftalen.

Få har ulejliget sig med at se på aftalen på samme måde, som den lille dreng så på ekviperingen af kejseren.

Det anføres rigtigt nok, at aftalen forventes at medføre færre skatteindtægter fra Nordsøen, men der er lagt vægt på, at den ikke tærer på det økonomiske råderum frem mod 2025. Altså ikke i indeværende valgperiode.

Der skal indgås en "forhandlet, frivillig" aftale om ændringer af tilladelser for de selskaber, der berøres markant af slutdatoen. Historien om den danske undergrund viser, at dette er nemmere sagt end gjort.

Samtidig understreges det kraftigt i afsnit seks, at aktiviteterne frem mod 2050 "forudsætter stabile, pålidelige og forudsigelige muligheder og vilkår". Dog forhindrer dette ikke fremtidige ændringer i skatteforholdene.

En kættersk tanke er, at kul i de store kraftvarmeværker med røggasrensning, sådan som det tidligere blev udviklet i Danmark, ville være den måske mest effektive måde at indfange CO2 på.

Poul Nielson
Fhv. energiminister for Socialdemokratiet

CO2-fangst
Udvikling af CCS (Carbon Capture and Storage, CO2-fangst, red.) i Nordsøen ses som en understøttelse af den grønne omstilling frem mod både 70 procents-målet i 2030 og klimaneutralitet i 2050. Der afsættes 100 millioner kroner i både 2021 og 2022 til udviklings- og demonstrationsprojekter.

Dette forudses i aftalen at skulle ske i tidligere olie- og gasreservoirer. Men produktionen i de eksisterende felter vil naturligvis fortsætte, så længe de forskellige konsortier finder det økonomisk fordelagtigt.

Med den gennemgående tendens til anvendelsen af forskellige teknikker til at øge indvindingsgraden i reservoirerne er det jo ikke længere sådan, at der bare er fri plads til at pumpe CO2 ned i brøndene. De er fyldt op med vand og blandt andet CO2 for at opretholde presset for at få så meget som muligt af olien og gassen op.

Hertil kommer, at langt de fleste reservoirer i den danske del af Nordsøen er i kalkformationer, der har ringere permeabilitet og porøsitet, end tilfældet er det for sandstensformationer.

Udvikling og demonstration på dette område er som bekendt noget, der er godt i gang i blandt andet Norge. Det er ikke noget, hvor Danmark kommer til at spille en rolle som teknologisk foregangsland. Derfor kan det naturligvis godt være fornuftigt eller endda nødvendigt at få gang i CCS.