Norsk klimaaktivist: Omstrukturer institutioner og love, så planeten sættes højere end kortsigtet rentabilitet

Vi befinder os i et umuligt trilemma: Alle ønsker billig elektricitet, alle ønsker vedvarende energi, alle ønsker at passe på den natur, vi disponerer over.

Løsningen er velkendt. Det er at investere tilstrækkeligt i grønne projekter, der sikrer et strømoverskud med stærke miljøregler. Vi slår os selv på brystet og siger, at vi er tilfredse.

Desværre er det ikke så simpelt. Historien om et skandinavisk, grønt industrieventyr med et strømoverskud, der overholder strenge miljøregler, er let at kunne lide, men den camouflerer dybere og vigtige debatter, som Skandinavien må tage kollektivt.

Især to afgørende dimensioner overses: Vores presserende behov for energibesparelser og den fossile brændstofindustri, der bremser den grønne omstilling.

Energi er ikke et ubetinget gode

Vi kan ikke tale om energi som et ubetinget gode. Al elproduktion medfører indgreb i naturen, der svier.

Vores samfundsmål kan således ikke blindt være et grønt industrieventyr, der i praksis er baseret på meget energiintensive industrier, men snarere skabe systemiske ændringer.

Jonas Kittelsen
Klimaktivist, medlem af Extinction Rebellion

Den norske energikommission lægger dog op til, at Norge skal øge elproduktionen fra 150 terawatt-timer (TWh) til 210 TWh, hvilket er en årlig stigning på 3 procent frem til 2030.

Stigningen skyldes blandt andet elektrificeringen af norsk sokkel, som eksempelvis på Melkeøya i Nordnorge. Projektet vil koste 13 milliarder norske kroner, beslaglægge Nordnorges strømoverskud og skabe højere elpriser, hæmme grønne virksomheders mulighed for at udvikle sig og forværre Norges igangværende menneskerettighedskrænkelser mod samiske rensdyrbesætningsområder. 

Ikke desto mindre glæder regeringen sig over projektet ved at sole sig i herligheden over at reducerede drivhusgasemissioner fra olieproduktion, når verden i virkeligheden kun bliver mere fossilafhængig.

Her er vi ved problemets kerne. Vi er nødt til at spørge, hvad vi har brug for energi til og hvorfor.

Midt i en klima- og naturkrise skal vi investere i reelle vedvarende projekter og forstå energi som en begrænset ressource, vi skal bruge med den største omhu.

Formålet kan ikke være talsvindel og greenwashing. Vores samfundsmål kan således ikke blindt være et grønt industrieventyr, der i praksis er baseret på meget energiintensive industrier, men snarere skabe systemiske ændringer, der værdsætter energibesparelser, nye former for beskæftigelse og erhvervsaktiviteter, der prioriterer naturlige alternativer, selv når det ikke er det mest rentable alternativ.

Som region skal vi kræve af hinanden investeringer, der accelererer den grønne omstilling og huske, at energisikkerhed er af ringe værdi, medmindre klima- og naturkrisen løses i tandem. 

Olieindustrien som bremseklods

Her må vi også se olieindustrien i kortene og indtage en ordentlig holdning.

For hver krone, der investeres i fossile brændstoffer, skal min generation – især i det Globale Syd – betale tilbage i tabte liv, traumer og sammenbrud i velfærden.

Jonas Kittelsen
Klimaktivist, medlem af Extinction Rebellion

Equinor (norsk olie- og energiselskab, red.) investerer – som de fleste andre olieselskaber – over 80 procent af alle nye investeringer i fossile brændsler på trods af, at Det Internationale Energiagentur, FN’s klimapanel og IPBES (internationalt forsknings- og politisk netværk relateret til klima, red.) klart konkluderer, at vi skal stoppe alle nye investeringer i fossile brændstoffer.

I praksis gør den fossile brændstofindustri krav på den ekspertise, magt og kapital, vi har brug for, hvis vi skal nå målene for bæredygtig energi. Fordi vi har mere end nok penge.

Equinor udbetalte 17 milliarder dollars til sine private ejere i fjerde kvartal af 2022 og meldte samtidig sine bekymringer om, at investeringer i havvind er for dyr i drift. Men for dyrt for hvem?

Det "rentable" for aktionærerne kan ikke styre mine fremtidsudsigter. For hver krone, der investeres i fossile brændstoffer, skal min generation – især i det Globale Syd – betale tilbage i tabte liv, traumer og sammenbrud i velfærden.

Behov for systemiske ændringer

Hvis vi skal have en klima- og energidebat, der gør os i stand til at nå de skandinaviske klima- og naturmål, skal vi starte her.

Vores politiske debatter er blottet for seriøse, dybdegående visioner, der fremmer dybtgående systemiske ændringer med nye politiske mål, værdier og paradigmer.

Jonas Kittelsen
Klimaktivist, medlem af Extinction Rebellion

Vores tavse præmis - kortsigtet økonomisk rentabilitet og energi som et ubetinget gode - gør en økologisk stabil fremtid umulig.

IPBES fastslår, at målene for bæredygtig udvikling kun kan nås gennem transformative ændringer, som de definerer som "grundlæggende systemomfattende ændringer på tværs af teknologiske, økonomiske og sociale faktorer, herunder paradigmer, mål og værdier". 

Alligevel er vores politiske debatter blottet for seriøse, dybdegående visioner, der fremmer dybtgående systemiske ændringer med nye politiske mål, værdier og paradigmer.

Vi skal omstrukturere institutioner og love, der i praksis sætter menneskerettigheder og planetarisk tolerance over kortsigtet værdiskabelse og sikkerhed for fossil energi. Alt andet er en erklæring om fiasko mod vores fremtidige eksistensgrundlag.

Skandinaviske lande kan lære meget af hinanden i den dybe samfundsmæssige transformation, der kommer, men lige så vigtigt er evnen til at have et kritisk systemsyn, hvor vi holder hinanden ansvarlige, når falske løsninger præsenteres som en gave ovenfra.