Debat

Slotved: Særlige psykiatriske pladser er dyre og tomme

DEBAT: Det er økonomisk uansvarligt at pålægge kommunerne at betale for såkaldt særlige psykiatriske pladser, der for det meste aldrig benyttes, skriver Morten Slotved, borgmester i Hørsholm Kommune.

De særlige psykiatriske pladser gør ikke nok gavn, mener borgmester i Hørsholm Kommune, Morten Slotved (K).
De særlige psykiatriske pladser gør ikke nok gavn, mener borgmester i Hørsholm Kommune, Morten Slotved (K).Foto: Pressebillede
Jenny Emilie Bendix Becker
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Morten Slotved (K)
Borgmester i Hørsholm Kommune

VIVE, Det nationale forsknings- og analysecenter for velfærd udgav i april en rapport om den stigende kompleksitet i opgaveløsningen inden for socialpsykiatrien. Heri konkluderes det, at socialpsykiatriens målgruppe er i forandring, og at der kommer flere borgere med komplekse støttebehov, som følge af et stigende antal borgere med psykiske lidelser. Det er en velkendt udfordring, også i Hørsholm Kommune.

Vi har flere psykisk sårbare unge med forskellige former for komplekse problemstillinger, og vi oplever også, at flere borgere med ondt i sindet får somatiske plejebehov - ikke mindst i takt med, at de bliver ældre. Det er naturligvis positivt, at vores udsatte borgere lever længere, fordi vi passer godt på dem, men det er også en kendsgerning, at det presser os i den kommunale økonomi.

Udfordringer forklædt som løsninger
Udfordringen er ikke blevet mindre af, at behandlingspsykiatrien er rykket længere væk og af, at det er blevet langt vanskeligere at få borgere med svære psykiske vanskeligheder indlagt. Og de løsninger der lanceres, udfordrer os bare endnu mere.

Fakta
Bland dig i debatten!
Send dit indlæg til [email protected]

Et godt eksempel herpå er efter min mening regeringens fejlslagne politik ved oprettelsen af de særlige psykiatriske pladser.

Der er oprettet alt for mange af de særlige psykiatriske pladser i forhold til behovet, og visitationskriterierne er alt for stramme. Det har medført ubenyttede pladser. Og ikke nok med det, så er vi som kommune også pålagt at betale for ubenyttede pladser. Alene i Hørsholm betaler vi godt 40.000 kroner hver måned for ubenyttede sengepladser i psykiatrien, penge som kunne have været brugt meget bedre andre steder.

Der er oprettet alt for mange af de særlige psykiatriske pladser i forhold til behovet, og visitationskriterierne er alt for stramme.

Morten Slotved (K)
Borgmester i Hørsholm Kommune

Flere senge er ikke altid løsningen
I sensommeren 2018 var blot 6 ud af 32 pladser taget i brug. Yderligere 15 pladser er på vej, så belægningen af pladserne er alt for dårlig. Og selvom der stadig er flere borgere med stigende behov for psykiatrisk støtte, er det ikke sikkert, at de særlige psykiatriske pladser er løsningen. For det første er det som hovedregel frivilligt for borgerne, om de vil følge den behandling, de får tilbudt, herunder en særlig psykiatrisk plads. Erfaringsmæssigt tager de ikke imod tilbuddet.

For det andet skal der stå et kommunalt tilbud åbent for den patient, der tager imod en særlig psykiatrisk plads. Alt i alt kunne de ressourcer, der lige nu kastes ind i særlige psykiatriske pladser, bruges langt bedre; generelt set eller blot i den almindelige psykiatri.

Der er i den grad behov for en kapacitetstilpasning på de særlige pladser i Region Hovedstaden! Vi har i KKR-regi gjort formandskabet i KL opmærksom på problemet, og jeg håber snart, der bliver lyttet til os. Vi kan i hvert fald ikke fortsætte på denne måde, hvis vi både skal udvise økonomisk ansvarlighed og skabe gode løsninger for borgere med psykiatriske vanskeligheder.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Morten Slotved

Borgmester (K), Hørsholm Kommune
cand.oecon. (Aarhus Uni. 1998)

0:000:00