Borgmestre håber, at Sjælsmarkløsning fører til omrokeringer på asylcentre
ROKERINGER: Flere borgmestre håber, at regeringens planer i finansloven om en ny centerstruktur og flytning af børnefamilierne på Sjælsmark også fører til en ny fordeling af asylansøgere og udviste kriminelle på asylcentrene.
Simon Lessel
RedaktørDet er problematisk at have et udrejsecenter og et modtagecenter så tæt på hinanden. Det betyder, at mange af dem, der kommer til landet ret tidligt, når at mødes med landsmænd, der er på vej ud af landet.
Karsten Längerich
Borgmester (V), Allerød Kommune
Ingen ud over regeringen selv ved helt præcis, hvad der menes, når der i finansloven lægges op til en ny centerstruktur som afløser for aflysningen af øen Lindholm som hjemsted for udvisningsdømte udlændinge.
Men flere af de borgmestre, hvis kommuner huser nogle af de mest profilerede asylcentre, håber på, at formuleringen om en ny centerstruktur samt flytningen af børnefamilierne på Sjælsmark byder på nye beboersammensætninger i asylcentrene.
Sådan lyder det eksempelvis fra borgmester i Allerød Kommune, Karsten Längerich (V), der huser Center Sandholm. Centeret ligger omkring to kilometer fra Sjælsmark, og den placering er ikke hensigtsmæssig for beboerne på Sandholm, der venter på at få at vide, om de får lov til at blive i Danmark eller ej, forklarer Allerød-borgmesteren.