Center for Borgerdialog: Konflikt fører til vellykket borgerinddragelse

DEBAT: Vellykket borgerinddragelse er født ud af en konflikt, hvor borgerne har noget på spil. Men alt for ofte formulerer kommunen udfordringer, som borgerne ikke ser som væsentlige, skriver Center for Borgerdialogs leder, Anne Tortzen.

Af Anne Tortzen
Leder, Center for Borgerdialog

Der er brug for, at kommunerne tænker nyt om borgerinddragelse. Og det handler ikke om nye metoder, men om en ny forståelse af, hvad borgerinddragelse er og kan.

Meget af den inddragelse, der foregår i dag, rammer nemlig ved siden af de demokratiske udfordringer, som vi står over for: et demokratisk a- og b-hold, nye deltagelsesformer og påtrængende problemer, der kræver samarbejde fremfor inddragelse.  

Overfladisk set er Danmark en mønsterelev i klassen, hvad angår lokaldemokrati. Men kun for en overfladisk betragtning, for nok ligger stemmeprocenten højt ved kommunalvalgene, men der er store forskelle mellem befolkningsgrupper.

Så store, at valgforskeren Kasper Møller Hansen fra Københavns Universitet taler om et demokratisk a- og b-hold og advarer om, at vi har en stor gruppe vælgere, som har valgt demokratiet helt fra.

Også her i landet ser vi altså en stigende demokratisk kløft, som er med til at forstærke eksisterende sociale og etniske uligheder.

Det er nemlig de i forvejen dårligst stillede, som opgiver at komme til orde gennem det formelle lokaldemokrati.

Bliv bedre til at understøtte græsrødder
Derfor er der brug for at give b-holdet andre muligheder for at deltage, som giver mening for dem.

Danskerne – særligt de unge – er i stigende grad blevet handlingsorienterede netværkere. Det vil sige, at de fravælger de traditionelle, formelle kanaler for demokratisk deltagelse som råd, partier og foreninger.

De har nemlig ikke nogen særlig stor tro på, at det kan nytte at forsøge at påvirke deres egen hverdag ad den vej.

I stedet foretrækker de at deltage mere uformelt, situations- og sagsbestemt og at organisere sig gennem netværk og aktivisme – gerne ved brug af sociale medier. Venligboerne, Er der en voksen til stede? og klimastrejkerne er eksempler.

Det er et wakeupcall både for det kommunale demokrati og for det etablerede foreningsliv. Der er stort brug for, at kommunerne bliver bedre til at understøtte græsrøddernes engagement og åbne for nye deltagelseskanaler.

Kommuner oplever komplekse problemer
Kommunerne står i stigende grad med komplekse udfordringer, som er kendetegnet ved, at de involverer mange forskellige interessenter, og at der hverken er enighed om, hvori problemerne består, eller hvordan de løses.

Disse udfordringer kan ikke løses med standardløsninger eller ved blot at bruge flere ressourcer – der må nye greb til.

Konkrete eksempler kunne være: stigende overvægt og ensomhed, uddøende landsbyer, placering af vindmøller eller veje, udfordringer med at integrere flygtninge og indvandrere.

Det er komplekse udfordringer, hvor løsningen kræver samarbejde mellem mange forskellige aktører.

Her er der brug for, at kommunerne bruger en samskabende tilgang og tænker i samarbejde frem for inddragelse eller frivillighed.

Hvis de demokratiske udfordringer skal løses, kræver det, at kommunerne tænker nyt om borgerinddragelse.

Konkret betyder det: Giv taletid og handlekraft til dem, der er svære at nå, gå væk fra legitimerende inddragelse, vov at åbne op for samarbejde om det, der virkelig betyder noget, og giv et kompetenceløft til de offentlige medarbejdere, ledere og politikere, der skal løfte opgaven.

Inddragelse favoriserer ressourcestærke borgere
Meget af den inddragelse, der foregår i kommunerne i dag, favoriserer de velorganiserede, veluddannede og ressourcestærke borgere.

Hvis kommunerne virkelig vil gøre en demokratisk forskel, er det noget andet, der er brug for.

Nemlig at give taletid og handlekraft til det demokratiske b-hold – borgere, der i større eller mindre grad har mistet troen på, at de kan gøre en forskel – og at det nytter at deltage.

Det handler ikke om store, forkromede inddragelsesprocesser, men om hverdagsdemokrati, om at offentlige sagsbehandlere møder arbejdsløse eller psykisk sårbare borgere med en tro på deres ressourcer og en åbenhed over for de behov, som de oplever. Og om at hjemløse og misbrugere får indflydelse på indretningen af den park, som de overnatter i.

Kort sagt: inddragelse af de borgere, der er svære at nå, i de spørgsmål og forhold, som betyder noget for deres hverdag og livskvalitet. Det er første skridt på vejen mod, at de melder sig ind i demokratiet.

Kom væk fra triviel inddragelse
De mest vellykkede inddragelses- og samarbejdsprocesser, som jeg kender til, er født ud af en konflikt. En konflikt forstået som tegn på, at her er noget på spil – her er en brændende platform.

Alt for ofte handler kommunale inddragelsesprocesser om udfordringer, som er formuleret af kommunen, som borgerne ikke oplever som væsentlige.

Indimellem ser vi også borgerinddragelse med et legitimerende sigte om, at "så har vi gjort det". Kommunerne skal væk fra denne type af legitimerende inddragelse, der enten handler om temaer, der ikke er vigtige for borgerne – eller ikke reelt giver dem indflydelse.

Den amerikanske demokratiforsker Archun Fung kalder det "triviel" inddragelse, fordi det ikke flytter noget ved de udfordringer, som borgerne oplever som påtrængende.

Tag fat i de betydningsfulde udfordringer
I stedet skal kommunerne i langt højere grad turde tage fat på de udfordringer, der virkelig betyder noget for borgernes hverdag, og hvor der er modstridende interesser og konfliktpotentiale.

Hvad gør vi ved landsbyer, der sygner hen, og hvor skolen må lukke? Hvad gør vi ved trængslen i storbyen? Hvordan hjælper og aflaster vi bedst demente og deres pårørende – eller unge med psykisk sårbarhed? Hvordan kan vi bekæmpe ensomhed?

Når reelle problemer skal løses, er det ikke længere kun borgere, men alle relevante interessenter, der skal være med.

Det er vanskeligt, men vigtigt – og det kræver nye kompetencer og et ændret tankesæt hos de kommunale politikere og medarbejdere.

Derfor er der stort brug for, at kommunerne investerer i det nødvendige kompetenceløft til medarbejdere og ledere over en bred kam.

De nye former for inddragelse er nemlig ensbetydende med nye roller og kompetencekrav til de offentlige medarbejdere. De kan ikke klares af et par udviklingskonsulenter, men gennemsyrer de offentlige fag- og frontlinemedarbejderes måde at løse deres daglige opgaver på.

De skal naturligvis understøttes af ledelsen – både den administrative og den politiske. Opgaven er ikke ligetil – men fornyelse er vejen, hvis nærdemokratiet skal blive ved med at være levedygtigt.

Forrige artikel Borgmester: Borgerråd er ikke et alter­nativ til vores repræsentative demokrati Borgmester: Borgerråd er ikke et alter­nativ til vores repræsentative demokrati Næste artikel KL: Erhvervsfremmeindsatsen skal ikke kastes ud i usikkerhed igen KL: Erhvervsfremmeindsatsen skal ikke kastes ud i usikkerhed igen