Cepos: Kommunal udligning gør alle fattigere

DEBAT: På kort sigt luner den kommunale omfordelingspolitik i provinsen, men på langt sigt reducerer den udkantskommunernes incitament til at tilpasse sig udviklingen. Det skriver forskningschef i Cepos, Henrik Christoffersen.

Af Henrik Christoffersen
Forskningschef, Cepos

Altinget bringer 15. oktober en i mange henseender rosværdig artikel om udviklingen i det kommunale skattetryk siden kommunalreformen i 2007. Artiklen er baseret på fakta. Problemet er blot, at den giver et forkert indtryk af problemets karakter.

Økonomi- og Indenrigsministeriet beregner hvert år mål for den sociale tyngde i hver af landets 98 kommuner. Målet beregnes som en procentsats i forhold til landsgennemsnittet. For alle landets kommuner i alt er dette socioøkonomiske indeks altså lig med 100 procent.

I det rige hovedstadsområde, som overfører stadig flere udligningskroner til kommunerne i resten af landet, er den socioøkonomiske tyngde steget i 20 ud af 29 kommuner siden 2007. Det modsvares ud fra ministeriets logik af et fald i andre kommuner.

Altinget har beregnet, at 47 kommuner har en højere skatteprocent i dag end lige efter kommunalreformen. Det svarer til, at 45 procent af landets kommuner uden for hovedstadsområdet har hævet skatteprocenten. I hovedstadsområdet er situationen imidlertid den, at 55 procent af kommunerne har hævet skatteprocenten.

Lavere indkomst, bedre service
Med denne udvikling er omfordelingen mellem kommunerne drevet så vidt, at der nu er opstået en svag tendens til, at jo lavere indkomster borgerne har i en kommune, jo højere serviceniveau har de, beregnet ud fra Økonomi- og Indenrigsministeriets mål for serviceniveau.

Det er en grotesk omfordeling, men det forstår man ikke, når man læser Altingets artikel.

Altingets artikel er givetvis alligevel også korrekt i den henseende, at den følger en almindelig opfattelse af, at provinskommunerne bliver forfordelt og undertrykt af hovedstadsområdet. Det bør imidlertid kalde på en nærmere analyse, når vi på én og samme tid oplever en stærk opskruning af omfordelingen mellem kommunerne og en folkestemning af, at de stadig stærkere subsidierede kommuner bliver uretfærdigt behandlet.

Nøglen til at forstå dette paradoks ligger i at se på de forskellige kommuners reaktionsmønster og på, hvorledes voksende udligningsbetalinger påvirker borgernes hverdag i kommunerne. Det er altså den dynamik, som omfordelingen skaber, som i en blot lidt mere langsigtet betragtning er afgørende.

Udkantskommunerne bør tilpasse sig
Der foregår til stadighed væsentlige forandringer i det omgivne samfund, som udfordrer lokalsamfundenes strukturer. I udkantskommunerne med den svage befolkningsudvikling og med en søgning mod bosætning og erhvervslokalisering i større bysamfund, presses især yderområderne.

Såfremt kommunerne ikke tilpasser lokalsamfundet til disse udviklingstræk, så bliver det stadig dyrere at drive kommunen. Den bliver stadig mindre bæredygtig i såvel økonomisk som social forstand.

Få har råd til at bo på Lolland
Ikke desto mindre er det en stærk tendens, at udkantskommunerne beslutter at anvende deres stadig større subsidietilskud til at modsætte sig de strukturtilpasninger, som følger af samfundsudviklingen.

De bevæger sig i retning af at blive til reservater. Når Lolland kommune vil have såvel Maribo som Nakskov til at være kommunens hovedby, fordi kommunalbestyrelsen ikke, trods det tiltagende pres, kan enes om hovedbyen, så vokser udgifterne, og borgerne vælger i øvrigt den nærliggende Nykøbing F som deres hovedby, da den samler meget stærkere tilbud.

Tilbage står Lolland Kommune med en skat så høj, at kun mennesker uden nævneværdig indkomst har råd til at flytte til kommunen.

Omfordeling er en kortsigtet saltvandsindsprøjtning
I landets centerkommuner vokser befolkningstallet, og trængslen forøges mærkbart. Det får imidlertid ikke centerkommunerne til at løse trængselsproblemerne, for de anvender i stedet nødtvungent deres penge til at bremse strukturudviklingen i udkantskommunerne.

Borgerne her betaler altså ikke blot stadig flere penge til udkantskommunerne, men de leverer også stadig mere tid til køer. Det tab indregnes imidlertid ikke i det regionale omfordelingsregnestykke. 

”For at sige det ligeud, så trænger vi til en udligning, der fordeler indkomsterne mere jævnt i Danmark,” siger borgmesteren i Brønderslev Kommune, Mikael Klitgaard, i Altingets artikel. Det vil da også rigtigt nok varme i Brønderslev på kort sigt. I borgmesterens valgperiode.

Det vil imidlertid også yderligere reducere Brønderslevs incitament til at tilpasse lokalsamfundets strukturer til de vilkår, som samfundsudviklingen pålægger alle dele af samfundet. Når politik som i den danske velfærdsstat alene bliver til en kamp om (om)fordeling, så bliver politik i sagens natur også kortsigtet.

Det er tankevækkende, at de gode folk i Brønderslev har opgivet at tage kampen op. De vil simpelthen på støtten.

Faldende serviceniveau i hovedstaden
I hovedstadsområdet er man klar over, at der bor flere vælgere i provinsen end i hovedstadsområdet, og at provinsens folketingsmedlemmer kan tælle til 90.

Det får kommunerne her til langt hen ad vejen at effektivisere driften og tilpasse strukturerne i lokalsamfundet til de stadig større tvungne overførsler til provinsen.

I 2007 havde hovedstadsområdets kommuner et serviceniveau på 103 procent af landsgennemsnittet. Det faldt til 99 procent i 2018.

Samtidig med at udligningsbetalingerne blev skruet op. Kommunerne i hovedstadsområdet er altså blevet stadig mere effektive i deres serviceforsyning, mens provinsens kommuner er blevet stadig mere ineffektive.

Hovedstadskommuner uden drivfjeder
Derimod er det mere tvivlsomt, om hovedstadskommunerne også er blevet stadig mere effektive i deres understøttelse af erhvervsudvikling og bosætning. Stort set al ekstra værdi, som skabes lokalt, fører til flere penge til provinskommunerne men ikke til flere penge til egne kommuner.

Incitamentet til hovedstadskommunerne er simpelthen fjernet med det ineffektive kommunale finansieringssystem.

Folketinget fremmer ikke blot regional lighed ved at diktere flere udligningspenge til provinsens kommuner, men også ved at bremse hovedstadsområdets kommuner. Det gør alle danskere fattigere. Det er her, at det virkelige problem for det kommunale finansieringssystem findes.

Stemmer i provinsen
Folketinget fører en regional omfordelingspolitik, som er egnet til at vinde stemmer i provinsens stemmeflertal på kort sigt, men Folketinget er også i gang med at sætte et flertal af landets borgere på støtten via den kommunale omfordeling.

Styrken i kommunestyre har historisk været, at lokalområderne ansvarliggøres. Folketinget trækker nu i retning af det modsatte.

Forrige artikel Hørsholm-borgmester: Kommunale kroner til sygehuse giver ikke nærhed Hørsholm-borgmester: Kommunale kroner til sygehuse giver ikke nærhed Næste artikel Enhedslisten: Der er stadig brug for en udligningsreform Enhedslisten: Der er stadig brug for en udligningsreform
Kommuner vil trykteste Frederiksens velfærdsløfter

Kommuner vil trykteste Frederiksens velfærdsløfter

ANALYSE: Forventningspresset er stort op til forhandlingerne om kommunernes økonomi. Borgmestre kræver et solidt milliardbeløb, men en aftale vil først og fremmest kridte banen op for det fremtidige samarbejde mellem dem og regeringen.