Dansk Byggeri: Etårige budgetaftaler og opgaveoverflod passer ikke til kommuners virkelighed

Af Torben Liborius
Erhvervspolitisk direktør, Dansk Byggeri

Økonomiforhandlingerne mellem regeringen og KL er på vej ind i den afsluttende fase.

Forløbet denne gang viser tydeligt, at det ikke blot er en armlægning om nogle milliarder kroner fra eller til: Det afslører også markante systemudfordringer.

Fra flere sider er der efterlyst en længere horisont end årlige forhandlinger på en række områder, både hvad angår drift og investeringer. Dansk Byggeri bakker op om denne opfordring.

En del offentlige bygninger er i en tilstand, der næppe bliver værre af at prøve en ny model.

Torben Liborius
Erhvervspolitisk chef, Dansk Byggeri

Det er nærmest en systemfejl, at kommunerne har forpligtelser med meget lange horisonter, samtidig med at de har en økonomiplanlægning, der er så kortsigtet.

Ud over selve horisonten er der også behov for at se på tværs af områder og stille et mere fundamentalt spørgsmål. 

Det er nærmest en systemfejl, at kommunerne har forpligtelser med meget lange horisonter, samtidig med at de har en økonomi-planlægning, der er så kortsigtet.  

Torben Liborius
Dansk Byggeri

Hvad skal være kommunernes opgave?
Et ekstraordinært repræsentantskabs-møde i KL forleden dag iscenesatte, at kommunerne har et grundlæggende behov for flere penge til at løse opgaverne.

Fra flere sider er det da også blevet fremført, at med den gode økonomi i Danmark bør både det ene og det andet være muligt.

Med de vidt forgrenede områder, som kommunerne har ansvar for – ældre, børn, syge, kultur, fritid, vand, varme, veje, bygninger, affald, miljø og så videre – bliver forventningspresset enormt. Og uden flere penge vil der skulle skæres ned. Det lyder som en meget velkendt melodi.

Med de betydelige demografiske udfordringer, der står lige foran os, kunne spørgsmålet jo også være, om selve opgaveporteføljen er den rigtige. Hvornår stilles spørgsmålet: Skal kommunen virkelig være ansvarlig for at levere dette eller hint?

Hvis vi som samfund forventer, at kommunen skal levere vederlagsfrit – for det er jo ikke gratis – velfærd ved at passe børn, syge og gamle, stå for folkeskolen, drive fritidstilbud og så i øvrigt være myndighed, kan man så sløjfe andre dele af de kommunale aktiviteter?

Farum-eksempel må ikke hindre fokus i kommunerne
Mange kommunale opgaver er kommet til ved knopskydning. Hvad nu hvis der kunne ske afknopning?

Hvis man kunne tage konsekvensen af, at de store demografiske udfordringer betyder, at det er nødvendigt at fokusere indsatsen. Og at kommunen måske ikke er den bedste til at løse alle opgaverne.

Samarbejdet mellem den offentlige og den private sektor kan med fordel tænkes i nye rammer frem for blot måltal for udlicitering – som i øvrigt er ganske fornuftigt i det system, vi har nu. 

Kunne man for eksempel sælge alle kommunale bygninger og så bo til leje? Fokusere på den velfærd, der foregår i bygningerne frem for bygningen selv?

Nogle vil sikkert nu tænke Farum, men dén mentale spændetrøje må vi ud af. En del offentlige bygninger er i en tilstand, der næppe bliver værre af at prøve en ny model.

Kommuner ejer bygninger, fordi der ikke var et marked for ejendomsdrift, da kommunernes velfærdsopgaver voksede frem. Dét er der nu, så nu burde kommunen blot efterspørge de nødvendige faciliteter frem for murstene.

OPP er en vej hertil, men hvad med at tage skridtet fuldt ud? De årlige forhandlinger om den kommunale økonomi har de senere år vist, at man bør overveje, om der er andre veje at gå.