Dansk Persontransport: Kollektiv transport kræver stabile rammer

Rullende rammer kan koges ned til tre principper: Der skal være en flerårig økonomisk retning. Midlertidige udsving skal kunne udjævnes mellem år. Og der skal være tydelig politisk opfølgning, så byråd og borgere kan se, hvad der leveres for pengene.

Det er ikke en blankocheck, der skal udstedes, men en mulighed for bedre styring, der sikrer, at borgerne kan stole på, at den rute eller kollektive transportløsning, de bygger hverdagen op omkring, også findes næste år og året efter.

Pointen er at gøre det muligt at planlægge og styre ansvarligt.

Michael Møller Nielsen

Derfor bør byråd og regioner give trafikselskaberne rullende flerårige rammer, for eksempel med fem års sigte, som opdateres løbende. Det handler om at kunne udjævne midlertidige udsving, så et enkelt budgetår ikke udløser panikbesparelser, der rammer borgerne først.

Pointen er ikke at låse kommunerne fast. Pointen er at gøre det muligt at planlægge og styre ansvarligt, også når der kommer udsving i udgifter og indtægter. Det peger ekspertudvalget for kollektiv mobilitet også på.

Et samlet mobilitetsnet

Det andet greb er et princip om minimumsbetjening. Grundidéen er enkel: Alle byer og lokalsamfund skal være koblet på et samlet mobilitetsnet, så der findes et pålideligt tilbud, uanset hvor man bor. Man skal kunne komme til og fra arbejde, uddannelse og vigtige aftaler, også uden bil.

Nogle steder er rutebus den rigtige løsning. Andre steder er flextrafik og bestillingskørsel mere oplagt. Men uanset hvilken løsning, man vælger, skal den være driftssikker, professionel og let at bruge og den skal opleves som et sammenhængende tilbud, ikke som et kludetæppe.

Busser og flextrafik er fleksible og relativt billige at justere.

Michael Møller Nielsen

Derfor skal minimumsbetjening kunne oversættes til praksis. Det kan være et minimumsniveau i bestemte tidsrum, en grundfrekvens på udvalgte forbindelser eller en klar responstid der, hvor bestillingskørsel er løsningen.

Det handler om driftssikkerhed og forudsigelighed, og det afgørende er, at borgerne ved, hvad de kan regne med. Det giver tryghed, og det bliver ofte fremhævet som en del af forklaringen på det stigende passagertal i for eksempel Skåne.

Her rammer vi paradokset i den kollektive transport. Busser og flextrafik er fleksible og relativt billige at justere. Det er en styrke. Men netop derfor bliver de også for lette at skære væk, når de kommunale budgetter strammes.

Kollektiv transport er ikke bare drift.

Michael Møller Nielsen

Fleksibiliteten bliver vendt imod den kollektive transport, og så ender vi med et tilbud, der kan flyttes og beskæres hurtigere, end borgernes hverdag kan nå at tilpasse sig.

Togdrift opleves ofte som et mere stabilt og sikkert kollektivt transporttilbud, fordi skinnerne ikke bare kan fjernes. Den samme tryghed får bus og flextrafik kun, hvis vi politisk beslutter den.

Minimumsbetjening er derfor den beslutning, der skal tages, og den bliver markant stærkere, når den kombineres med flerårige økonomiske rammer.

Byrådenes chance

Kollektiv transport er ikke bare drift. Det er en del af kommunernes samfundsansvar, kernevelfærd og en forudsætning for sammenhængskraften i Danmark.

Hvis kommunerne ikke leverer stabilitet og forudsigelighed, vil diskussionen uundgåeligt melde sig, om opgaven i praksis ville blive løst bedre med stærkere centrale rammer.

Derfor er opfordringen enkel: Beslut rullende flerårige rammer og et princip om minimumsbetjening, skriv det ind i budgetaftalen og bestillingen til trafikselskabet for den nye valgperiode, og gør det til en tydelig flerårig bestilling.

Så kører bussen og flextrafikken. Også i morgen.