God valgkamp lysner demokratisk håb

Hvad der skulle ende som det røde kommunalvalg, byggede på en omfattende og overordnet redelig valgkamp med masser af holdninger, argumenter og forslag til den videbegærlige vælger.

Jeg har som mediemenneske fulgt især de seneste seks kommunalvalg tæt og har ikke tidligere oplevet en så grundig mediedækning. Oftest sagde man, at valgkampen først begyndte en uge før; men ikke denne gang. Måske er det kommunalreformen, der virker. De kommunale enheder er blevet tydeligere og stærkere. Måske øger det oplevelsen af relevans, i hvert fald på redaktionerne.

Valg- eller medieforskere må kunne dokumentere, at medietrykket var ganske særligt denne gang – også i tv og radio – og dermed fik vælgerne et uvildigt, kritisk og alsidigt grundlag for at sætte deres kryds. Man må sige, at såvel demokratiet som de frie medier blev genvalgt i tirsdags. Vi virker.

Alene på valgdagen havde eksempelvis Altinget.dk ca. en million sidevisninger, hvilket svarer til en måneds hidtidig normaltrafik. Det var naturligvis især kandidattesten Kend din kandidat, der trak vælgerne til.

Kommunalpolitik, ja – lokalpolitik mellem valgene er godt for det hårdt prøvede demokrati. Det er forståeligt og konkret. Og som det er blevet evalueret efter KV-17, så bliver dagsordenen "hvad kan du, samfund, gøre for mig, borger" nemt sættende for debatrammen. Velfærdsspørgsmål fylder mere lokalt.

Det kan iagttages, at kommune- og regionsrådsvalgene på nogle stræk bliver en reaktion på den siddende regering. Vælgerne skal lige markere, hvem de er. Og dermed kan pendulet efter et rødt lokalvalg måske føre til V/DF-fordele ved næste folketingsvalg: – Ej, så alvorligt mente vi det heller ikke.

Det må vise sig.

Tilbage efter valget sidder nu de omkring 10.000 medborgere, der stillede sig op og til rådighed. Hver skæbne er forskellig. Få valgt, de fleste vraget – og nogle af dem lykkelige for, at de slap!

Nogle kandidater må indse, at de trods deres selvforståelse bare ikke er stemmeslugere. De skal nok satse på en fortsat civil karriere.

En hel særlig karakter i så henseende var valgets mest omtalte person, den faldne radikale borgmester i København Anna Mee Allerslev. Som en anden Bridezilla blev hun sit bryllups værste fjende. Et handlemønster, der både ramte hende personligt, politisk og karrieremæssigt.

Hvad er værst: at blive revet ned som midaldrende eller ældre, så man ikke kan komme igen og få rettet sit eftermæle – eller at blive pillet ned som ung, hvor straffen vil klæbe til én så meget længere?

Det er skæbnens ironi, at Allerslev blev genvalgt. Hun stod jo øverst på stemmesedlen og fik vel både uopmærksomheds- og sympatistemmer. Hvad venter der nu den yngre akademiker med rod i DJØF og embedsværket? Hvad venter der alle de andre vragede politikere? Samfundet har et ansvar her, for at vores tidligere folkevalgte – med alle deres fejl in mente – kommer videre med deres liv. Det skylder vi dem.

Det er utaknemmeligt at være folkevalgt. Borgere mistror dem og styreformen. Alenlang er listen over bøger, der forudser det europæiske demokratis fald.

Hér er det altså et lyspunkt i november, at henved tre af fire vælgere gik hen og stemte på det lokale, nære demokrati, hvor kontrakten mellem skatteyder og system skrives. Hvad skal betales, hvad skal leveres? Og flertallet bestemmer. Det er netop ikke en forretning.