Greve-borgmester om anlægsloftet: Hvorfor må staten bare bygge og bygge?

Af Pernille Beckmann (V)
Borgmester i Greve Kommune

Når jeg handler i Netto, spørger de andre kunder mig, om vi snart får lappet hullerne i asfalten på deres vej. Når jeg følger min dreng til samspil på musikskolen, spørger de andre forældre mig, om der snart bliver råd til at renovere deres skole.

Og når jeg sidder hos frisøren, kan jeg møde nytilflyttede småbørnsmødre, som fortæller, at der simpelthen SKAL bygges flere daginstitutioner.

Med andre ord ser jeg hver dag mine og byrådets beslutninger i øjnene i form af de mennesker, jeg bor sammen med i Greve Kommune. Det er naturligvis sådan, mit arbejde som borgmester skal være. Jeg skal stå på mål for det, vi politikere har besluttet. Og det gør jeg.

Staten bygger og bygger, og derfor vil økonomien løbe løbsk, hvis alle 98 kommuner gør det samme. Det forstår jeg og borgerne godt. Men hvad nu, hvis staten tog sin egen medicin?

Pernille Beckmann (V)
Borgmester i Greve Kommune

Staten dikterer detailstyring
Men der er et problem. I virkeligheden er det faktisk sjældent min og byrådets beslutning, hvad vi bygger og navnlig ikke bygger i Greve Kommune.

Staten dikterer nemlig min og de øvrige kommuners økonomiske rammer så detaljeret, at vi ikke uden videre kan kigge i kommunekassen og se, om vi har råd til at renovere vores nedslidte skoler, lappe hullerne i asfalten eller bygge en ekstra daginstitution.

Indimellem har jeg lyst til at invitere indenrigsministeren og finansministeren med på en bytur i Greve, så de selv kan møde borgerne ansigt til ansigt, og komme med deres forklaringer.

Pernille Beckmann (V)
Borgmester i Greve Kommune

Det hedder anlægsloftet. Og for at overholde det må vi jævnligt prioritere i strid med vores viden om lokalområdet og vores politiske prioriteringer. Det er nærmest umuligt at forklare en kunde i Netto, at vi ikke lapper hullerne i asfalten, fordi staten har lavet et anlægsloft.

Svært at forklare anlægsloft for borgerne
Og det er også en svær opgave at forklare de andre forældre i musikskolen, at Danmarks 98 kommuner internt skal blive enige om, hvor mange penge hver kommune må bruge på anlæg. Især når andre kommuner bruger anlægskroner på hyggelige kulturhuse, mens vi står med en skole, der bare skal renoveres, fordi den er forurenet af PCB.

Det er fuldstændig umuligt at forklare en småbørnsmor, at vi ikke bygger flere daginstitutioner, fordi anlægsloftet tvinger os til at lave lappeløsninger i stedet for at tænke langsigtet og bygge store, lækre og fremtidssikrede institutioner.

Indimellem har jeg lyst til at invitere indenrigsministeren og finansministeren med på en bytur i Greve, så de selv kan møde borgerne ansigt til ansigt og komme med deres forklaringer.

Staten skal smage sin egen medicin
Men der er også en anden løsning. Staten og kommunerne kunne dele anlægsloftet mere fair. Staten bygger og bygger, og derfor vil økonomien løbe løbsk, hvis alle 98 kommuner gør det samme. Det forstår jeg og borgerne godt. Ingen ansvarlig politiker ønsker sig finanskrisen tilbage – heller ikke jeg. Men hvad nu, hvis staten tog sin egen medicin?

Måske lidt færre letbaner? Måske lidt færre motorveje i områder med få mennesker? Måske kunne man bygge nye supersygehuse i et lidt langsommere tempo. Bare lang tid nok til at vi kan give vores børn og medarbejdere nutidige skoler, lappe hullerne i asfalten og skabe plads til alle de nye små børn, som er flyttet til kommunen.

Så vil jeg og byrådet få det reelle ansvar for kommunens økonomi tilbage. For så er det virkelig vores beslutning, hvis skoler og daginstitutioner forfalder, eller vejene er fyldt med huller. Og så ved vi i det mindste også, hvad vi skal sige, når vi møder borgerne i Netto.