Grønne organisationer vinder vandløb-sag

AFGØRELSE: Klagenævn afviser kommuners plan om at skrue op for grødeskæring. Det vækker glæde hos grønne organisationer. Vi kæmper videre for at sikre afvanding fra markerne, lyder det fra lokalpolitiker.

Foto: /ritzau/Emil Ryge Christoffersen
Hjalte T. H. Kragesteen

Kommuner får ikke lov til yderligere grødeskæring i Simested Å.

Det har Miljø- og Fødevareklagenævnet afgjort.

Dermed får Danmarks Naturfredningsforening, Dansk Botanisk Forening og Danmarks Sportsfiskerforening medhold i sagen.

”Det er vi rigtigt glade for. For hvis kommunerne havde fået tilladelsen, ville det have skadet fiskebestandene og have udsat opfyldelsen af de mål, vi er forpligtet til,” siger Lars Brinch Thygesen, der er natur- og miljøkonsulent i Danmarks Sportsfiskerforbund.

Det er ekspropriation ind ad bagdøren, hvis man ikke kan få lov til at dyrke sin jord.

Thomas Simoni Thomsen (V)
Medlem af byrådet i Rebild Kommune

Det hele udspringer af, at Rebild Kommune og Mariagerfjord havde besluttet at ændre vedligeholdelsen af 2,2 kilometer af Simested Å med det formål at forbedre afvandingen fra landbrugets marker. I forvejen bliver åen grødeskåret én gang om året med en motor-le. Men kommunen ville give lov til to årlige skæringer og samtidig gøre brug af en for naturen mere hårdhændet maskinel metode.

Negative konsekvenser for naturen
Kommunerne har selv vurderet, at der kan forventes en række negative konsekvenser i vandløbet. Og at der er risiko for en egentlig tilstandsændring af selve vandløbet, der har mål om at opnå god økologisk tilstand.

Miljø- og Fødevareklagenævnet mener dog ikke, at der er nogen særlige omstændigheder, som kan retfærdiggøre den øgede grødeskæring og har derfor afvist kommunens plan.

”Nævnet har særlig lagt vægt på, at afgørelsen alene er båret af hensyn til en landbrugsmæssig og økonomisk interesse i at forbedre afvandingen i området, samt at den ekstra grødeskæring og indførsel af mulighed for maskinel skæring kan medføre negative påvirkninger af vandløbets tilstand,” lyder begrundelsen fra Miljø- og Fødevareklagenævnet.

Skelsættende afgørelse
Lars Brinch Thygesen mener, at ”det er en rigtig vigtig afgørelse”, fordi den skaber præcedens for, hvad man kan tillade sig andre steder i landet.

”Det er lidt grotesk, at man går ud med hårdere materiel i et vandløb, hvor der i dag ikke er målopfyldelse,” siger han, men understreger også, at han godt kan forstår frustrationerne blandt landmænd med oversvømmede marker:

”Men der må kunne findes nogle andre løsninger for landmændene, så de ikke lider tab.”

Danmarks Naturfredningsforening udtrykker i sit nyhedsbrev også tilfredshed med afgørelsen, som bliver betegnet som ”skelsættende”.

Lokalpolitiker: Det er alvor
I Rebild Kommune er det særligt venstrefolk, der har kæmpet for at få fjernet mere grøde i Simested Å. En af dem er Thomas Simoni Thomsen, der er medlem af kommunens teknik- og miljøudvalg. Han er ikke tilfreds med afgørelsen.

”Det er ærgerligt, for der er nogle lodsejere, der ikke kan få afvandet deres jord,” siger Thomas Simoni Thomsen.

Han beretter om en samtale sidste fredag med en landmand et andet sted i Rebild Kommune, som for første gang i 52 år ikke kan høste på sin jord.

”Det er alvor. Det er ekspropriation ind ad bagdøren, hvis man ikke kan få lov til at dyrke sin jord,” siger han og afviser i øvrigt, at naturen vil lide nogen synderlig skade af mere grødeskæring.

”Vi tror ikke på, at vi ikke kan gøre noget uden at noget tager skade. Naturen tilpasser sig de forhold, den bliver budt. Den stopper ikke med at ændre sig,” siger Thomas Simoni Thomsen.

Kæmper videre
Men der er vel ikke nogen tvivl om, at den foreslåede grødeskæring vil skade naturen i vandløbet?

”Det skader i nuet. Selvfølgelig påvirker grødeskæring. Det gør al aktivitet. Men man kan sagtens både afvande og have fisk i åen,” siger Thomas Simoni Thomsen.

Hvad skal der ske fremadrettet?

”Vi har ikke tanker om at overskride loven, så vi er nødt til at efterleve det, der er besluttet. Men vi kommer til at kæmpe videre for at lave den grødeskæring, som vi mener er nødvendig i andre vandløb. Det vil vi bestemt ikke stoppe med,” siger Thomas Simoni Thomsen.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Lars Brinch Thygesen

Natur- og miljøkonsulent, Danmarks Sportsfiskerforbund
Lærer (Esbjerg Seminarium)

0:000:00